Den negative regnskabsspiral på Regionshospitalet i Randers er brudt, og 2012 kommer ikke til at være præget af gammel gæld, der bliver slæbt med ind i et nyt år.
Derfor kan hospitalsledelsen meddele, at sygehuset er gået fra et underskud på 24,5 millioner kroner i årsregnskabet fra 2010 til et – beskedent men dog reelt – overskud for 2011 på cirka tre mio. kr.
I 2009 var underskuddet i størrelsesordenen 36 mio. kr.
Men økonomien er stadig stram, og arbejdet er ikke slut endnu, skriver hospitalsdirektør Thomas Pazyj til sine medarbejdere i februars nyhedsbrev, hvor han samtidig roser de enkelte afdelinger for de omlægninger, de allerede har foretaget for at overholde budgettet.
Plads til nye investeringer
Hospitalets indsats, som Thomas Pazyj kalder for enestående, skaber blandt andet mulighed for en opgradering af det tekniske udstyr herunder 18 nye ultralydscannere til en samlet værdi á otte millioner kroner.
Nye EKG-apparater og insulinpumper er også at finde på indkøbslisten, ligesom regionshospitalets nye fælles akutmodtagelse vil nyde godt af balancen i 2011-regnskabet.