Rejsende i børnehjerter

Carin van Doorn kaster igen et hurtigt blik på armbåndsuret og sætter den næsten tømte kaffekop fra sig. Med en let bekymret rynke mellem øjnene konstaterer hun, at det er tid til at bryde op. Der er en patient, hun er nødt til at se til. Med energiske skridt navigerer hun fra kantinen og gennem de lange gange på Skejby Sygehus hen til intensivafdelingen. Tidligere på dagen opererede Carin van Doorn sammen med sin kollega Vibeke Hjortdal en dreng for en alvorlig hjertefejl. Den bekymrede rynke skyldes, at forløbet af operationen ikke var 100 pct., som Carin van Doorn havde ønsket sig det. Ved afslutningen af operationen var der en mindre blødning, som ikke burde være der. Derfor vandrer hendes tanker under samtalen denne forsommereftermiddag igen og igen til den lille patient på intensivafdelingen.

»Jeg er meget passioneret i forhold til mit arbejde,« siger Carin van Doorn på samme tid konstaterende og undskyldende, trækker let på skuldrene og sætter ganghastigheden ned, mens hun i et mere roligt tempo bevæger sig ind på en stue på intensivafdelingen, hvor en børnelæge og en sygeplejerske står bøjet over en dreng i en hospitalsseng.

Til trods for sine 16 år forsvinder han næsten mellem dyne og puder. Vejer kun 35 kilo og er overraskende lille i forhold til sin alder. Børnelægen Jesper Bjerre smiler beroligende til Carin van Doorn: Blødningen er helt under kontrol, drengens tilstand er stabil. En hurtig aflæsning af udstyrets værdier og fem minutters snak med Jesper Bjerre og sygeplejersken overbeviser Carin van Doorn om, at alt er under kontrol.

Dagens operation kunne nemt have føjet sig ubemærket ind i rækken af de mange, Carin van Doorn har udført gennem sin karriere. Men for både hende personligt, og for Skejby Sygehus, er der en første gang for alting. Med den 16-årige dreng, som Carin van Doorn opererede i dag, er det første gang, hun kombinerer sit daglige arbejde som overlæge på hjerte-lunge-karkirurgisk afdeling og Center for medfødte hjertesygdomme på Skejby Sygehus med sin fritidsinteresse for at lave frivillig, ulønnet hjertekirurgi på børn fra den fattige del af verden. For Skejby Sygehus er det første gang, sygehuset understreger sin målsætning om at styrke det internationale faglige arbejde ved at bruge hospitalets ressourcer og p.t. ledige kapacitet til at behandle et barn fra et udviklingsland ’på husets regning’.

Den 16-årige ugandiske dreng og hans far fløj få dage før operationen den lange vej fra Uganda til Danmark. Landede i lufthavnen i Billund, hvor en sygeplejerske fra Skejby Sygehus mødte dem og kørte dem til patienthotellet. Sygehusets børnehjerteteam lavede en række undersøgelser af drengen inden weekenden, og mandag morgen stod Carin van Doorn og Vibeke Hjortdal klar til at operere ham.

Chain of Hope
»Jeg er så heldig, og så privilegeret, at jeg i kraft af min baggrund og mine kundskaber kan give afrikanske børn en…«, Carin van Doorn stopper op midt i sætningen og leder koncentreret efter det rigtige udtryk, »bæredygtig fremtid«. Udtrykket bruger hun som en modsætning til det, hun beskriver som safari missions: Et team af lægelige, vestlige eksperter rykker ind, rydder op i det mest akutte og er væk igen efter en-to uger. Carin van Doorn har de sidste seks år kombineret sine faste job i London og nu Århus med frivilligt, kirurgisk arbejde i den britiske hjælpeorganisation Chain of Hope. Organisationens arbejdsform har visse ligheder med det princip, som kinesisk ulandshjælp tidligere blev givet efter: ’Giv en mand en fisk, og han spiser den. Lær ham at fiske, og han har fisk resten af livet’. For Chain of Hope er det ikke nok at rykke ud med et hold af eksperter og lave ’brandslukning’ af de mest akutte tilfælde. Uddannelse af lokale læger og sygeplejersker – både ved optræning lokalt og ved at sende dem på studieophold i et europæisk land – og hjælp til at starte forskningsprojekter i landene er også centrale elementer i organisationens arbejde. I særligt komplicerede tilfælde vælger organisationen at sende patienten til behandling på et nordamerikansk eller europæisk hospital, som har stillet ekspertise og ressourcer til disposition i en god sags tjeneste – som det var tilfældet, da Skejby tog imod den 16-årige ugandiske dreng.

»Vi lever i en ekstremt velorganiseret del af verden, hvor vi har vænnet os til at tage vores privilegier for givet. Vores velfærd, vores adgang til et velfungerende sundhedsvæsen er blevet selvfølgeligheder for os. Desværre glemmer vi ofte, at der er en verden – en oftest meget fattig verden – uden for vores rige hjørne af kloden. Jeg håber i al beskedenhed, at jeg ved at gøre opmærksom på det arbejde, som f.eks. Chain of Hope laver, kan bidrage til at udvide mine kollegers horisont,« siger Carin van Doorn.

Kirurg – uden tvivl
Carin van Doorn har de seneste 15 måneder haft sin faste base i børnehjerteteamet på hjerte-lunge-karkirurgisk afdeling på Skejby Sygehus og er dermed en del af den lille eksklusive gruppe på kun fem-seks kirurger i Danmark, der har den fornødne ekspertise til at operere børnehjerter. Men for at forstå Carin van Doorn faglige og personlige engagement er det også nødvendigt at kende til de fire dimensioner i hendes karriere. Medicinsk grunduddannelse i Holland. Speciallægeuddannelse i Storbritannien. Nu overlæge på Skejby Sygehus. Frivilligt arbejde for Chain of Hope i fritiden. Hjørnestenene i hendes liv er dagligdagen i Danmark, den fortsatte tilknytning til Storbritannien via omgangskreds og lejlighed i London, fritiden på missioner i afrikanske lande.

Der var intet i Carin van Doorns familiære forhold eller opvækst i landsbyen De Meern i nærheden af Utrecht i Holland, som tilsagde, at hun en dag skulle blive læge og kirurg.

»Mine forældre arbejdede i det stålkonstruktionsfirma, som min far havde grundlagt, og som to af mine søskende nu har overtaget. Først da jeg blev student, begyndte jeg at overveje at læse medicin. Til gengæld vidste jeg fra dag ét på studiet, at jeg ville være kirurg. Jeg var tiltrukket af det praktiske, håndværksmæssige aspekt af lægearbejdet. Derfor var de tre første år af uddannelsen hårde at komme gennem, fordi lægeuddannelsen i Holland på daværende tidspunkt desværre var opbygget sådan, at vi først skulle gennem tre år med stort set udelukkende teori, før vi kom til de mere praktiske dele af uddannelsen. Da jeg var færdig med medicinstudiet, ville jeg gerne arbejde for Læger uden Grænser, men de havde brug for læger med mere erfaring. Det var svært at få en uddannelsesstilling, så for at kvalificere mig til at komme i gang med en speciallægeuddannelse, arbejdede jeg to et halvt år på en stor kardiologisk afdeling i det sydlige Holland. Her mødte jeg min mentor og rollemodel, Jaap Bridee, der senere blev professor i thoraxkirurgi i Utrecht. Da han havde arbejdet sammen med mig i ganske kort tid, sagde han: ’Du skal være pædiatrisk thoraxkirurg’. Det kom lidt bag på mig. Jeg havde slet ikke gjort mig overvejelser i den retning,« fortæller Carin van Doorn, der ser mange lighedspunkter mellem det hollandske og det danske sundhedsvæsen.

»Højtspecialiserede funktioner er koncentreret på de store universitetshospitaler, mindre specialiserede er spredt ud på mange lokale hospitaler. Sundhedsvæsenet i Holland er bygget op omkring et nationalt forsikringssystem, som er obligatorisk, og som alle i princippet betaler til – dog med undtagelse af børn, ældre og lavtlønnede. Behandlingskvaliteten er generelt god og ikke afhængig af personlig indkomst.«

Specialist i mekaniske hjerter
For at komme videre med uddannelsen søgte Carin van Doorn uden for Hollands grænser til en stilling på et hospital i Swansea i Wales og kom på den måde ind i det britiske uddannelsessystem. Stillingen blev starten på en næsten 20 år lang karriere i det britiske sundhedsvæsen, hvor hun først uddannede sig inden for generel kirurgi og bagefter kardiologisk kirurgi.

»Jeg har haft 14 forskellige adresser i Storbritannien, først og fremmest fordi min speciallægeuddannelse har været splittet op på så mange forskellige hospitaler. Uddannelsen består af tre år som juniorlæge og tre år som seniorlæge, men det er svært at komme videre mellem de to perioder, så jeg brugte godt halvandet år ind imellem på forskningsarbejde.«

Carin van Doorns forskningsinteresser var og er bl.a. inden for mekanisk apparatur til hjerter, og hun er forfatter eller medforfatter på en lang række videnskabelige arbejder samt medforfatter på en række lærebøger inden for thoraxkirurgi. Da hun i 1998 blev speciallæge i thoraxkirurgi, valgte hun at forfølge sin interesse for det medikotekniske aspekt ved at søge en stilling på Great Ormond Street Hospital for Children i London.

»På daværende tidspunkt, for ca. ti år siden, var Great Ormond Street netop begyndt på at lave thoraxkirurgi, og jeg arbejdede der i sammenlagt seks år med kirurgi og transplantationer. Her er der så stor operationsaktivitet, at jeg hurtigt fik stor kirurgisk erfaring inden for en lang række medfødte hjertesygdomme. Sideløbende opererede jeg voksne patienter med medfødte hjertesygdomme på The Heart Hospital i London.«

På Great Ormond Street Hospital for Children indopererede Carin van Doorn det første kunstige, mekaniske hjerte, et såkaldt ’Berlin Heart’, på et barn, der stod på venteliste til en egentlig hjertetransplantation. Great Ormond Street er et af de største centre i verden for transplantationer inden for pædiatrisk thoraxkirurgi.

»Jeg stod i spidsen for indsættelser af Berlin Hearts i Storbritannien og har indsat i alt 23 af disse mekaniske hjerter. Børnene lever i alt fra få uger til år med et mekanisk hjerte, mens de venter på et donorhjerte. Men brugen af mekaniske hjerter er altid et etisk dilemma, fordi der ideelt set bør være et potentielt antal donorer, som svarer til antallet af børn, der får et mekanisk hjerte. 19 af børnene har senere fået en vellykket transplantation.«

Carin van Doorn har arbejdet ca. 20 år i det britiske sundhedsvæsen. Når hun skal beskrive det, går et ord igen: Uforudsigeligt.

»Det britiske National Health System (NHS) er karakteriseret ved at være underfinansieret og direkte politisk styret af regeringen. Når regeringen skifter, skifter systemet. Den store grad af politisk styring, kombineret med underfinansiering og nærmest kronisk ressourcemangel, gør hele systemet uforudsigeligt. Til trods for det har de britiske læger et stort professionelt drive og arbejder ofte langt mere, end de får løn for. Kirurgerne arbejder oftere alene, end de gør i Danmark, og ser flere komplicerede patienter på kortere tid – især på et højvolumenhospital som Great Ormond Street,« siger Carin van Doorn.

Forbindelsen til Danmark og Skejby Sygehus opstod, da Vibeke Hjortdal fra Skejby Sygehus kom til Great Ormond Street Hospital på et træningsophold, mens Carin van Doorn arbejdede der.

»Vibeke Hjortdal spurgte, om jeg kunne være stand-in for hende på Skejby, og derfor vikarierede jeg nogle gange for hende fra 2008. På det tidspunkt havde Great Ormond Street et ønske om, at jeg skulle koncentrere mig om de mekaniske hjerter. Men mit hjerte brænder mere for den normale kirurgi, så da der kort tid efter blev en stilling ledig på Skejby, fordi børnehjertekirurg Ole Kromann gik på pension, var det oplagt for mig at søge den.«

Kæmper med det danske
På Skejby Sygehus er Carin van Doorn blevet en del af et veletableret, tværfagligt team af specialister på center for medfødte hjertesygdomme. Thoraxkirurger, kardiologer, pædiatere, anæstesiologer og obstetrikere udgør sammen med en gruppe specialuddannede sygeplejersker det team, som diagnosticerer og behandler hjertefejl og medfødte hjertesygdomme hos børn og unge.

»Jeg har fundet mig godt til rette. Teknologien, rutinerne, de uskrevne regler på en afdeling og på en operationsstue kender jeg. Det største problem lige nu er nok at lære det danske sprog. Ganske vist går jeg til sprogundervisning fem timer om ugen, så det går fremad, men mine danske kolleger er engagerede mennesker, der ofte taler ivrigt og hurtigt – så jeg må bede dem om at sætte tempoet lidt ned,« smiler Carin van Doorn.

Hendes kendskab til hospitalskulturen i det danske sundhedsvæsen begrænser sig til Skejby Sygehus – med enkelte gæstevisitter på Odense Universitetshospital – hvilket gør det vanskeligt for hende at give en generel karakteristik.

»Jeg kom ganske vist til Skejby på grund af personlige relationer, men også fordi jeg vidste, at ønskerne blandt de ansatte her på sygehuset er at være fagligt ledende, innovative, åbne, professionelt ambitiøse – og at ambitionerne er understøttet af gode forskningsfaciliteter, af hele infrastrukturen og af det tætte samarbejde med universitetet. I forhold til det britiske sundhedsvæsen er der adgang til langt flere ressourcer her. Det viser sig på bygningsstandarden, vedligeholdelsen, adgang til udstyr, læge- og sygeplejerskenormeringer etc. At børnehjerteteamet og sygehuset er interesseret i at fremme det internationale samarbejde, tæller naturligvis også på positivsiden for mig.«

Maputo uge 21, Århus uge 22
Natten til søndag 30. maj fløj Carin van Doorn fra Mozambiques hovedstad Maputo via Johannesburg og London til Billund og var søndag formiddag hjemme i lejligheden i Århus. Mandag morgen stod hun på operationsstuen på Skejby Sygehus og lavede en hjerteklapoperation på den 16-årige ugandiske dreng, som Chain of Hope havde fået sendt til Danmark.

»Drengens historie er desværre et typisk eksempel på hjertesygdom i et udviklingsland. Han er født med normalt hjerte, men fik gigtfeber, som nemt kan behandles med antibiotika. Det skete bare ikke. Derfor beskadigede sygdommen hjerteklapperne, og da vi fik ham henvist, havde han en svær grad af tilbagestrømning af blod til højre hjerteforkammer samt forhøjet blodtryk i lungepulsåren og hjertesvigt.«

Rejsen til Mozambique og operationen umiddelbart efter hjemkomsten hænger sammen med Carin van Doorns engagement i Chain of Hope, som startede en dag i 2004 på Great Ormond Street Hospital.

»’Hvilke planer har du om to uger’, spurgte en af anæstesilægerne. Hans opfølgende spørgsmål var, om jeg kunne tænke mig at tage med på en uges mission for Chain of Hope til Mozambique. Det blev min første opgave for organisationen, og det er i alt blevet til ca. 15 ugers arbejde i Mozambique, Ethiopien og Egypten. Alene sidste år var jeg af sted fem uger i alt, så jeg har efterhånden trappet mit engagement op. Det fylder meget i det liv, jeg har ved siden af arbejdet på Skejby og giver mig samtidig nogle erfaringer i at operere under simplere forhold, som jeg kan bruge i dagligdagen.«

Når Carin van Doorn rejser ud på en mission for Chain of Hope, er det som en del af et større team, bestående af kirurger, anæstesiologer, perfusionister, operations- og intensivsygeplejersker og medikoingeniører. Chain of Hope står for logistikken og har sendt en container i forvejen med medicin, kirurgiske instrumenter, engangsudstyr m.v. En lille bærbar maskine til at lave ekkokardiografier og andet skrøbeligt udstyr fragter teamet som håndbagage.

»Vi har et tæt og velfungerende samarbejde med de lokale pædiatriske kardiologer, der i forvejen har lavet en nøje udvælgelse af de ca. 25 børn, der har størst behov for operation. I hele Mozambique er der p.t. kun to thoraxkirurger under uddannelse. Ressourcerne er små, men energien stor – én enkelt pædiatrisk kardiolog har f.eks. brugt ti år på at opbygge enheden Maputo Heart Institute. Den dag vi ankommer, installerer vi udstyret og undersøger patienter. Derefter arbejder vi på to operationsstuer fem dage i 12 timers skift. Vi kombinerer operationerne med undervisning af de lokale læger og sygeplejersker. Håbet er at undgå brain drain til Vesten, at vi kan fastholde de trænede læger og sygeplejersker lokalt, hvor der er så hårdt brug for deres kompetencer,« forklarer Carin van Doorn, der er godt tilfreds med resultatet af den seneste mission for Chain of Hope:

»Vi opererede 21 børn. Det var en god mission,« siger hun og nikker tilfreds.

Den globale pendler
I fritiden kommer konkurrencemennesket til udtryk, og Carin van Doorn har i mange år svømmet og spillet vandpolo på højt niveau. Hun har bl.a. været med til at vinde det britiske mesterskab i vandpolo og vandt sidste år London Triathlon for sin aldersgruppe. I Århus har Carin van Doorn fortsat sin interesse for triatlon.

Det handlingsprægede indbefatter også, at hun er god til at advokere for det gode formål bag Chain of Hope. Så god, at hun i marts fik en række kolleger fra børnehjerteteamet på Skejby Sygehus med på en mission for organisationen. Vibeke Hjortdal, børneanæstesilægerne Kirsten Hjortholm og Rolf Dall samt to intensivsygeplejersker tog sammen med Carin van Doorn til Aswan i det sydlige Egypten, og senere i juni tager de af sted igen.

Den daglige, professionelle base ligger i Århus, hvor hun har en lejlighed, men med yderligere en bolig i London, familien i Holland og en række årlige arbejdsmissioner i afrikanske lande er Carin van Doorn en global pendler. Og med et liv på farten er hun hverken den store kender eller bruger af det danske samfund. Danmark og danskerne minder hende meget om Holland.

»I modsætning til Storbritannien, hvor venner og omgangskreds fylder meget, tager meget af danskernes tid udgangspunkt i familien. Familien bor tættere sammen, og jeg opfatter Danmark som et meget homogent samfund. Det er min opfattelse, at danskerne føler sig mere hjemme blandt andre skandinaver, og hellere søger mod Sverige og Norge, end mod det øvrige Europa. Min opfordring til danskerne er at huske på, at der er en verden uden for det lille trygge land. En verden af væsentligt mindre privilegerede mennesker, som vi hver især uden de store anstrengelser kan gøre en indsats for at hjælpe.«

Carin van Doorn om Danmark

• Derfor kom jeg til Danmark: Jeg kendte Skejby Sygehus i forvejen, fordi jeg havde vikarieret for Vibeke Hjortdal.
• Største oplevelse: Det danske sundhedsvæsens gode ressourcer.
• Bedste spisested: At grille på stranden med god vin til på en dejlig sommeraften.
• Bedste gåtur: En løbetur på stranden og i skovene nær Højbjerg ved Århus tidligt om morgenen.
• Her viser Danmark verdensklasse: Den lange kystlinje, især østkysten af Jylland.
• Bliver du i Danmark til dine dages ende? Jeg planlægger normalt kun mit liv tre år frem i tiden, og i den periode bliver jeg i Danmark. Men jeg kommer næppe til at gå på pension i Danmark.
• Det bedste ved Danmark: Folk er meget venlige.
• Det værste ved Danmark: Den lange mørke vinter.
• Jeg får nok af Danmark, når... der er for megen planlægning. Jeg blev f.eks. mandag bedt om at indstille mine operationsplaner for tirsdagen, fordi intensivafdelingen forventedes at være overbelagt. men meget kan ske mellem mandag og tirsdag...
• Her finder jeg lidt af mit hjemland: Maden - især det store udvalg af mejeriprodukter og juletraditioner.

Blå bog

Carin van Doorn, 51

• 2009 Overlæge på hjerte-lunge-karkirurgisk afdeling og Center for medfødte hjertesygdomme, Skejby Sygehus
• 2009 Vinder af London Triathlon for sin aldersgruppe
• 2008 Dansk lægeautorisation. Vikarierer i flere kortere perioder for Vibeke Hjortdal på hjerte-lunge-karkirurgisk afdeling på Skejby Sygehus
• 2004 Første mission for organisationen Chain of Hope, Mozambique
• 2003 Great Ormond Street Hospital for Children og The Heart Hospital, London
• 1999 The General Infirmary, Leeds
• 1998 Great Ormond Street Hospital for Children, London
• 1998 Speciallæge i thoraxkirurgi
• 1992 Killingsbeck Hospital, Leeds
• 1991 The General Infirmary, Leeds
• 1987 Swansea Hospital, Wales
• 1984 Cand.med., universitetet i Utrecht, Holland

Carin van Doorn har fortsat tilknytning til The Heart Hospital i London og har de sidste fem år drevet en privat praksis i London sammen med professor i thoraxkirurgi Sir Magdi Yacoub.

E-paper

• Læs sommernummeret som e-paper (kræver login)