Region Hovedstadens koncerndirektør Morten Rand Jensen havde indkaldt Rigshospitalet til møde, efter ledende overlæge Paul Nilsson, radiologisk klinik, for to uger siden stod frem i Dagens Medicin og kritiserede det store nationale indkøb af 43 scannere til hele landet for at være spild af lægernes tid, fordi Rigshospitalet blev tildelt to 64-slice ct-scannere, som er forældet teknologi.
På Sygehus Vendsyssel i Hjørring og Århus Universitetshospital er de ledende overlæger på røntgenafdelingerne blevet lovet en ny scanner efter at have kritiseret de scannere, de var blevet tildelt, men Paul Nilsson måtte gå fra mødet med uforurettet sag.
»Vi er skuffede over resultatet. Vi er nødt til at installere de to 64-slice ct-scannere, fordi vi desværre ikke har kunnet finde en fælles løsning ligesom på de to jyske hospitaler. Vi har brug for mere scannerkapacitet nu, men vi havde håbet, at det kunne lade sig gøre at flytte dem og indkøbe nogle nye til os,« siger Paul Nilsson.
Nyeste teknologi
Han forventer dog, at Rigshospitalet i næste omgang får den nyeste teknologi.
»Jeg ser lidt lys for enden af tunnelen, for alle er vist enige om, at et af landets førende universitetshospitalet har behov for den nyeste teknologi for at levere kræftdiagnostik i verdensklasse,« siger Paul Nilsson.
Han peger på, at Rigshospitalet sandsynligvis allerede til næste år skal skifte endnu en scanner ud og indkøbe en ekstra.
»Det er stadigt usikkert, hvor mange penge der et til scannere næste år, men jeg håber selvfølgelig på, at politikerne er opmærksomme på vores problem,« siger Paul Nilsson.