Rigshospitalet er landets suverænt bedste kræfthospital. Af de tre store kræftområder, tarm-, lunge- og brystkræft, vinder Rigshospitalet både bryst- og lungekræft, mens Århus Sygehus snupper førstepladsen på tarmkræftområdet. Rigshospitalets styrke er bredden. Kirurgien og onkologien supplerer hinanden fint, og sygehuset råder over en dygtig plastikkirurgisk afdeling og en succesfuld afdeling for klinisk fysiologi.

»Kræftpatienter kan have mange problemstillinger, som kræver højt specialiseret behandling. Derfor er det en kæmpe styrke, at vi på Rigshospitalet har alle specialer repræsenteret, og at vi har højt specialiserede læger inden for alle områder. Selv vanskelige problemer kan du altid få en kollega til hjælpe dig med at løse,« siger Gedske Daugaard, overlæge på onkologisk afdeling.

Rigshospitalet er den suveræne vinder inden for brystkræft og lungekræft. Både inden for plastikkirurgi (brystkræftrekonstruktion) og onkologi opnår Rigshospitalet flest point.

Århus og Vejle Sygehus ligger tættest på vinderen, og inden for lungekræft placerer Aalborg sig også i den høje ende.

Århus Sygehus vinder på tarmkræft, tæt forfulgt af Rigshospitalet. Ud over det østjyske sygehus får fire andre hospitaler topkarakter i at behandle for kræft i tyktarm og endetarm: Aalborg Sygehus, Bispebjerg, Hillerød og Hvidovre. Grunden til, at Århus løber med førstepladsen, er, at de har fået flest stemmer.

Ud over for bryst- og lungekræft får Rigshospitalet får flest stemmer inden for modermærkekræft, hjernetumor, leukæmi og leverkræft. Kun inden for livmoderhalskræft får Rigshospitalet en andenplads efter Herlev Sygehus.

’Riget’s topplacering sker på trods af, at de fysiske rammer ikke holder niveauet, og at patienttilfredsheden kunne være bedre.

Danmarks bedste til kræft