Det er på et spinkelt grundlag, at en forskergruppe og tidsskriftet British Medical Journal i onsdags offentliggjorde et studie, der rejser spørgsmål ved effekten af lægemidlet Tamiflu.

Det mener producenten, Roche, der blandt andet rejser kritik af forskergruppen for ikke at inkludere al data om effekten af Tamiflu i det Cochrane review, som kunne læses i BMJ.

Forskergruppen har nemlig ikke gjort nok for at få den data, som gruppen kritiserede Roche for ikke at ville stille til rådighed, mener producenten.

»Der er meget lidt dokumentation til støtte for den udbredte anvendelse af oseltamivir (Tamiflu, red.) i den ellers raske del af befolkningen, som udvikler tegn på influenza,« sagde professor Nick Freemantle, University of Birmingham, der er én af forskerne bag undersøgelsen, til Information i onsdags.

Men det argument holder slet ikke, mener James Smith, der er ansvarlig for Tamiflu hos Roche. I et indlæg i British Medical Journal giver han forskerne svar på tiltale.

»Roche tilbød at stille data til rådighed under en fortrolighedserklæring, som det er almindelig praksis i det videnskabelige miljø. Roche har tidligere givet fuld adgang til sin kliniske database om Tamiflu til en forskergruppe, på baggrund af sådan en fortrolighedserklæring. Dr Jefferson (en af forskerne bag studiet, red.) var ikke interesseret i at indgå sådan en aftale med Roche,« siger James Smith til BMJ.

Fordele er dokumenteret
Tamiflu-producenten anerkender heller ikke forskernes konklusion, at effekten af Tamiflu skulle være særdeles begrænset.

Forskerne nåede frem til, at man skal behandle op til 1.000 patienter med influenza, før man kan forhindre følgesygdomme som eksempelvis lungebetændelse hos bare én enkelt patient.

»Vi vil understrege, at fordelene ved oseltamivir (Tamiflu, red.) er dokumenteret ved randomiserede, kontrollerede kliniske forsøg og ikke kun gennem observationsstudier. Professor Freemantels pointer om effekten er måske gældende ved almindelig sæsoninfluenza, hvor komplikationer er relativt sjældne, men kan ændre sig med øget patogenitet vedfugle- eller pandemisk influenza,« siger James Smith.

»Vi vil også gerne fremhæve resultatet fra en nylig amerikansk undersøgelse blandt patienter indlagt i 2009 med A(H1N1). Undersøgelsen viste, at den enste behandling, der havde en statistisk effekt på helbredelsen, var antivirale midler, og at 90 procent af de antivirale midler givet til patienterne i undersøgelsen var Tamiflu,« siger han.

WHO fastholder Tamiflu
Til Dagbladet Information fortæller Dr. Charles Penn fra WHO’s globale influenzaprogram, at studiet fra British Medical Journal ikke får nogle effekter på organisationens anbefaling af at bruge Tamiflu.

Tværtimod ser han kritisk på undersøgelsens timing.

»Vi frygter, at folk holder op med at tage antiviralerne efter vores anbefalinger. Vi tror på, at de kan minimere hospitalsindlæggelser, graden af influenza og bestemt kan reducere dødsfald,« siger Dr. Charles Penn til avisen.

Læs mere