Rød blok tvunget til overbudspolitik

Tal kan være snedige, manipulerende størrelser. Ikke mindst i en valgkamp, hvor rød og blå blok kæmper om at udpege det seneste årtis succeser og fiaskoer inden for sundhedsområdet.

Meget tyder dog på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen, som mere end nogen anden har tegnet sundhedsvæsenets udvikling, siden VK-regeringen kom til magten i 2001, har et forspring i disciplinen faktajonglering.

Bedømt på hårde fakta skal man nemlig tage de meget pessimistiske partipolitiske briller på for at kalde den nuværende regering for en fiasko på sundhedsområdet.

Det viser en gennemgang af en række nøgletal for udviklingen i sundhed siden 2001, som Dagens Medicin har gennemgået.

I den periode, hvor Lars Løkke Rasmussen har været sundhedsminister, finansminister og statsminister, er ventetiden på operationer faldet fra 90 dage til 58 dage, bevillingerne til sundhedsområdet er steget med over en tredjedel fra godt 100 mia. kr. til knap 135 mia. kr., og samtidig har produktiviteten løbende været stigende med 1-2 pct. pr. år. Udviklingen i patienttilfredshed er positiv, og hvis man ser det fra de ansattes side, er der ansat en tredjedel flere læger og godt 15 pct. flere sygeplejersker. 

Med til billedet hører, at antallet af operationer i Lars Løkke Rasmussens tid er steget med 45 pct., og antallet af ambulante besøg er steget med 38 pct., så de sundhedsprofessionelle har skullet løbe hurtigere. Men i modsætning til, hvad mange onde tunger ytrer, så er fordelingen mellem ’varme’ og ’kolde’ hænder – eller sundhedsprofessionelle og administrativt personale – stort set uændret i det seneste årti. Perioden er også kendetegnet ved et fald i dødelighed generelt — og specifikt på områder som kræft- og hjerte-kar.

Med andre ord skal der en god portion valgretorik til fra oppositionens side for at pille ved det faktum, at Lars Løkke Rasmussen på mange områder har ført sundhedsvæsenet i en positiv retning.

Økonomisk opsving
Meget af udviklingen er selvfølgelig alle andre end Lars Løkke Rasmussens fortjeneste og skal ses i lyset af, at VK-regeringen i en lang periode har regeret under et økonomisk opsving.

Tendensen til at tilføre flere penge til sundhedsområdet var allerede begyndt under daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Tallene kan være forblindende, fordi de kan overskygge en række mindre synlige — og måske negative — udviklinger. Men tallene giver et godt billede af, hvad Lars Løkke Rasmussen har villet med sundhedsvæsenet, siden han trådte til i 2001.

Løkke-æraen er karakteriseret ved, at patienterne har fået stillet en række garantier og rettigheder i udsigt. Mest slående har været det udvidede frie sygehusvalg på først to måneder og senere en måned. I kølvandet på den udvikling har været opbygningen af et marked for private hospitaler og klinikker, som har kunnet tage over, hvis det offentlige sygehusvæsen ikke har kunnet levere varen til tiden.

VK-regeringen har i samme spor gjort de private sundhedsforsikringer fradragsberettiget, så nu omkring en million danskere har en privat sundhedsforsikring og kan springe uden om det offentlige sundhedsvæsens ventelister, når de skal i behandling.

Stærkt kritiseret
De store aftryk fra Lars Løkke Rasmussen har i hele VK-regeringens tid været stærkt kritiseret fra oppositionens side, men også i mange lægekredse.

De korte ventetidsgarantier underminerer regionernes mulighed for at styre sygehusene effektivt og økonomisk forsvarligt, privathospitalerne er bevidst blevet overbetalt for at opbygge et marked, og fradraget på de private sundhedsforsikringer er med til at skabe ulighed og skævhed i sundhedstilbuddene til borgerne.

Sådan lyder de mest kendte argumenter i dag – og sådan lød advarslerne også ved folketingsvalget i 2005, hvor regeringen lancerede ideen om at indføre et udvidet frit valg på en måned. 

Tør ikke fjerne patientgarantier
Nu står vi så over for et folketingsvalg, hvor rød blok potentielt kommer til at danne regering og dermed skal levere et alternativ til det sundhedsvæsen, de har været med til at kritisere så længe. Med den udvikling, sundhedsvæsenet har været igennem, bliver det en svær opgave at opstille et alternativ, som adskiller sig meget fra VK-regeringens. Først og fremmest fordi en rød regering ikke kan — eller tør — fratage patienterne alle de rettigheder og garantier, som Lars Løkke Rasmussen har serveret for dem gennem årene.

Rød blok vil indføre et differentieret udvidet frit valg, så patienter med foreløbigt ti mindre alvorlige sygdomme fremover må stille sig tilfreds med en garanti på behandling inden for to måneder i stedet for én. Privathospitalerne skal udsættes for hårdere konkurrence og selv betale, når de fejlbehandler, og fradraget til de private sundhedsforsikringer vil rød blok også afskaffe.

Men forslagene fra rød blok er karakteriseret ved at være småjusteringer, som ikke fjerner det indtryk, at Lars Løkke Rasmussens idé med et sundhedsvæsen baseret på flere valgmuligheder for patienterne og større konkurrence fra den private sektor kommer til at bestå, uanset hvem der vinder valget.

Rød bloks nye platform
De små forskelle mellem blokkene forklarer måske, hvorfor sundhed endnu ikke har været et dominerende emne i valgkampen — men endnu kan nå at blive det.

Rød blok er tvunget til at finde en ny platform, som kan differentiere en rød sundhedspolitik fra den blå. Derfor er den politiske kamp om bevillingerne til de psykiatriske patienter og de medicinske patienter også så småt gået i gang.

Rød blok forsøger også at sætte sig på forebyggelsesområdet, som trods en masse rundbordssnak har levet et beskedent liv under en VK-regering, hvor aktivitetsstyring, Løkke-poser og produktivitetsstigninger har været øverst på dagsordenen.

Det er nærmest uundgåeligt, at netop disse områder nu bliver hevet frem i valgkampen, for også blå blok har behov for at vise, at disse områder ikke er glemt. En vigtig pointe er her, at den nuværende regering med sit fokus på ventetidsgarantier og massive bevillinger til kræft- og hjerteområdet indirekte har nedprioriteret specielt psykiatrien og de medicinske patienter. Beviset for nedprioriteringen af psykiatrien kan oppositionen finde i vækstraterne for udgifter til psykiatri og somatik, som ligger på henholdsvis 8 pct. og 33 pct. i VK-regeringens levetid.

Hvad angår ventetidsgarantierne, så bliver de fremlagt som et gode for alle patienter, men kommer i virkeligheden kun de patienter til gode, som har været igennem planlagte, ikke-akutte, forløb.

Disse patientforløb har i perioden 2006-2006 kun udgjort 25-27 pct. af de samlede antal indlæggelser. Mange af de planlagte indlæggelser er kirurgiske, og med væksten i antallet af operationer giver det meget god mening, at regeringen er blevet kritiseret for at have for stor fokus på de kirurgiske patienter. Nuværende sundhedsminister Bertel Haarder (V) er tilsyneladende godt klar over det, for regeringen har allerede besluttet at begrænse adgangen til f.eks. fedme- og rygoperationer, fordi der har været opereret uhensigtsmæssigt mange.

Rød bloks overbudspolitik
De resterende 73-75 pct. af indlæggelserne er akutte, og denne store gruppe af patienter får reelt ikke gavn af den ventetidsgaranti, som regeringen har udstykket. Der findes ikke et konkurrerende, privat tilbud for de ældre eller mindre ressourcestærke patienter, og derfor har de brug for et offentligt sundhedsvæsen, der har penge nok til f.eks. at sikre dem en sengeplads, en forløbskoordinator og en hurtig behandlingsplan.

Kendetegnende for blokkenes store lighed er, at både rød og blå lejr nu spiller ud med en udredningsgaranti på en måned, som skal sikre, at patienterne ikke hænger fast i systemet uden en diagnose. Sideløbende vil begge blokke opbygge diagnostiske centre, som specielt skal gavne patienter, som i dag bliver kastet rundt i systemet med uspecifikke diagnoser.

Rød bloks eneste mulighed for at skille sig ud er en overbudspolitik på de områder, hvor regeringen sundhedspolitisk står svagest efter ti år ved magten. Derfor lover Socialdemokraterne og SF i et fælles valgudspil flere penge til både de medicinske patienter, psykiatrien og forebyggelsen. Det virker til at være nødvendigt, men spørgsmålet er, om partierne til venstre for midten kan finde finansieringen, hvis de kommer til at sidde i regeringen. Ideen er at finde penge på indførelsen af den differentierede ventetid, på en strammere kurs over for privathospitalerne, indførelsen af gebyrer for patienter, der udebliver fra behandling, og på en forhøjelse af afgifter på tobak, fedt, slik og sodavand.

Blå blok håner Socialdemokraterne og SF for at uddele gaver under en økonomisk krise, og man kan da også godt tvivle på, om rød blok kan holde, hvad de lover. Til gengæld kan signalet i vælgernes øjne være forfriskende nyt, for selv i en periode med økonomisk højkonjunktur lykkedes det VK-regeringen og Dansk Folkeparti at gennemføre den ene finanslov og økonomiaftale efter den anden, uden at de for alvor prioriterede psykiatrien, de medicinske patienter og forebyggelsen. I stedet er kræftpatienterne, hjertepatienterne og de kirurgiske patienter løbet med bevillingerne og de store overskrifter.

Hvad med regionerne?
Nu vil nogen måske hævde, at de to blokke differentierer sig fra hinanden på det vigtigste af alle områder: Regionernes fremtid.

Det er selvfølgelig en Venstre-bombe af dommedagskarakter at nedlægge regionerne, fordi det kommer blot fire år efter en gennemgribende kommunalreform, som har presset de ansatte i sundhedsvæsenet voldsomt.

Men at rød blok vil bevare regionerne, vinder ingen stemmer, for vælgerne kan ikke gennemskue forskellen.

Samtidig kan man ikke snakke ny struktur uden at gentænke de nye supersygehuses placering, og den diskussion ser ingen af de potentielt regeringsbærende partier ud til at have lyst til at rippe op i. Responstider på ambulancer og akutberedskab er ingen vindersag, lige meget hvor godt rød eller blå blok jonglerer med fakta.

Regionerne – fiasko eller offer for valgkamp

Hør politikerne debattere på Dagens Medicin store høring om regionernes fremtid.

Tema: Valg 2011

• Læs alle artikler om folketingsvalget 2011