Sundhedsministeren er ansvarlig for, at Omniscan ikke blev taget af det danske marked allerede for et år siden. Det mener Socialdemokraternes sundhedsordfører Jens Peter Vernersen, som onsdag i Folketingets spørgetid rettede en skarp kritik mod sundhedsministeren.
»Ministeren svarede sidste år, at han på baggrund af de oplysninger, der lå på det tidspunkt ikke så noget problem i forhold til Omniscan på trods af, at reservelæge Peter Marckmann allerede i 2006 henvendte sig til lægemiddelstyrelsen med en alvorlig bekymring,« siger Jens Peter Vernersen.
Det var daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der sidste år undlod at reagere på trods af Peter Marckmanns advarsler, men ansvaret hviler på ministerposten, og derfor stiller Jens Peter Vernersen nu Jakob Axel Nielsen til ansvar.
»Det er dybt problematisk for ministeren, for der var jo andre kontrastmidler, man kunne have taget i anvendelse,« siger Jens Peter Vernersen.
Jakob Axel Nielsen bad fredag Lægemiddelstyrelsen om en samlet og deltaljeret redegørelse for forløbet helt tilbage fra Omniscan blev godkendt som lægemiddel i Danmark, og før den ligger klar vil sundhedsministeren dog ikke påtage sig noget ansvar.
»I betragtningen af sagens alvor, mener jeg, det er vigtigt at få en tilbundsgående redegørelse, før vi stiller nogen til ansvar, så vi på et oplyst grundlag kan gøre vores til, at det ikke sker igen,« siger Jakob Axel Nielsen.
Jens Peter Vernersen mener, at Peter Marckmanns advarsel i 2006 burde have medført at lægemiddelstyrelsen af sikkerhedsårsager tog midlet af markedet, til man var sikker på, at det ikke var farligt.
»Lægemiddelstyrelsen har fejlet, og det ansvar må sundhedsministeren tage på sig,« Jens Peter Vernersen.
Jakob Axel Nielsen indrømmer, at der gik lang tid, fra Peter Marckmann var ude med sin første advarsel, til lægemiddelstyrelsen ændrede sin anbefaling til brugen af Omniscan, men påpeger, at det var fordi, det lægefaglige grundlag først skulle være i orden.
»Som politiker kan jeg ikke henholde mig til andet end den medicinske sagkundskab. Jeg påtager mig mit ansvar, men jeg vil ikke stå her og sige, at vi har fejlet. Redegørelsen vil vise, om det er mig, der skal påtage mig ansvaret, og det er jeg ikke bange for at gøre, hvis det kommer dertil,« siger Jakob Axel Nielsen.
Link