Presset på lægevagten fra influenza-ramte danskere i hovedstadsområdet har over weekenden været så stort, at man nu bør tale om en A(H1N1)-epidemi – i hvert fald i hovedstadsområdet.

Det siger professor i virussygdomme Jens Lundgren fra Københavns Universitet til DR Nyheder, på baggrund af en gruppe lægers arbejde med at overvåge antallet af tilfælde af A(H1N1).

Den vurdering er forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen Else Smith enig i.

Til Berlingske Tidende siger hun, at »noget tyder på, at Danmark nu står ved starten af en epidemi«.

»Der er høj sandsynlighed for, at epidemien rammer os i år. Der er en øget sygelighed i befolkningen, mange har influenzalignende symptomer, og der bliver taget flere og flere positive prøver for H1N1,« forklarer Else Smith.

På trods af flere henvendelser i hovedstadsområdet er det dog endnu for tidligt at tale om en landsdækkende epidemi, siger Steffen Glismann, overlæge ved Statens Serum Institut, Ekstra Bladet.

»Der er ikke dækning for at sige, at vi har en landsdækkende epidemi ud fra de indberetninger, vi har fået fra sundhedssystemet,« siger han.

»Omkring én procent af konsultationerne hos læger og vagtlæger handler om svineinfluenza. Før man taler om en epidemi, vil tallet lægge på mindst fire procent,« forklarer overlægen.

Tusindvis af danskere kan være smittet
Foreløbig er cirka 1.000 danskere bekræftet smittet med A(H1N1), men Sundhedsstyrelsen vurderer, at det reelle tal kan være langt højere.

»Sandsynligvis har langt flere haft influenza. Måske skal der ganges med ti, tyve eller meget mere,« siger hun til Berlingske Tidende.

Indtil videre har kun personer i risikogrupper og i samfundet nøglepositioner fået tilbudt vaccine mod den nye influenza, og det har derfor ikke været muligt for raske danskere at blive beskyttet mod A(H1N1), der på verdensplan har kostet flere end 6.000 mennesker livet.

Det har fået det private vaccinationsfirma Danske Lægers Vaccinations Service, til at efterlyse en afklaring fra myndighederne om, hvad der skal ske med de vacciner, som efter alt at dømme vil blive i overskud, når alle udpegede danskere er blevet vaccineret.

Hvis ikke myndighederne vil sælge ud af overskudslageret, vil selskabet i stedet gå på opkøb i Sverige, for derved at kunne sælge vaccinationer til de danskere, der ikke er sluppet igennem nåleøjet hos Sundhedsstyrelsen.