Der tegner sig generelt et billede af, at afdelingerne vælger at udpege en lægesekretær eller en sygeplejerske som forløbskoordinator. For lægesekretærernes vedkommende er det personer med stor erfaring og rutine i forhold til at tilrettelægge og koordinere hensigtsmæssige patientforløb såvel internt i afdelingen som til eksterne samarbejdspartnere. Som argument for at udpege lægesekretærer er bl.a. deres erfaring med diverse it-systemer, som er en forudsætning for at kunne følge og kontrollere korrekt planlægning af patientforløbene.

For sygeplejerskernes vedkommende lægges vægt på solid erfaring inden for kræftspecialet samt inden for ledelse, kvalitetsarbejde, forandringsprocesser mv. Sygeplejerskerne har ansvaret for at tilrettelægge og koordinere hensigtsmæssige patientforløb for kræftpatienter i samarbejde med bl.a. de ansvarlige læger og sygeplejersker. Formålet er at sikre, at patienter ikke tabes, at der sker kvalitetssikring, og at afdelingerne indgår i projekter, der handler om cancerpatienter (kvalitetsudvikling).

Sygehusene peger desuden på erfaring, overblik, gode kommunikationsevner og naturlig myndighed som vigtige egenskaber for en forløbskoordinator.
 

  • Region Hovedstaden: Forløbskoordinatorfunktionen vil overvejende blive varetaget af erfarne sygeplejersker. På Rigshospitalet sekretærer --og sygeplejersker.
  • Region Nordjylland: Lægesekretærer koordinerer forløb og monitorerer.
  • Region Syddanmark: Lægesekretærer eller sygeplejersker varetager i vid udstrækning allerede arbejdet. Regionen har nedsat en arbejdsgruppe til pilotprojekt for bedre koordinering af behandling på tværs af sygehuse.
  • Region Midtjylland: Forløbskoordinatorer er indført og i drift på alle sygehuse, undtagen Skejby. På baggrund af erfaringerne med forløbskoordinatorerne på de fire første kræftforløb anser hospitalerne denne rolle som vigtig i forbindelse med implementering og drift af de kommende pakkeforløb, som skal udrulles over hele kræftområdet i løbet af 2008. Koordinatoren er med til at koordinere på tværs af afdelinger og at fastholde og optimere forløbene.
  • Region Sjælland: Nogle afdelinger har oprettet stillinger eller er i gang med at udarbejde funktionsbeskrivelser. Andre afventer tilbagemeldinger på ansøgninger om ekstra ressourcer til kræftpakkeforløbene og har på nuværende tidspunkt ikke fået besat ekstra stillinger til forløbs-koordination. Dog varetages selve forløbskoordinatorfunktionen på de fleste afdelinger enten af udvalgte sekretærer eller sygeplejersker i samarbejde med den visiterende overlæge, selv om der endnu ikke skulle være ansat en officiel forløbskoordinator.

Kilde: Danske Regioner