DANMARKS BEDSTE HOSPITAL: Den eneste samlede oversigt over sygehusenes og afdelingernes kvalitet – Sundhedskvalitet.dk – rummer stort set ingen oplysninger om kvaliteten af kræftbehandling. Bare det at kortlægge, hvilke sygehuse og afdelinger der undersøger og behandler kræftpatienter, er en opgave af større dimensioner.
Vi har derfor i mangel af bedre valgt at basere vurderingen på fire af de største kræftsygdomme – brystkræft, lungekræft, endetarmskræft og tyktarmskræft. De fire sygdomme er tilsammen årsag til næsten halvdelen af alle kræftdødsfald i Danmark.
De bedste baser
Dertil kommer, at netop disse sygdomme er dækket af nogle af de bedste databaser i landet. Baserne rummer et væld af informationer om behandlingen på kræftafdeling erne, som gør det muligt at vurdere kvaliteten på de enkelte afdelinger. Men databaserne er også vidt forskellige i opbygning, og derfor har det ikke været muligt at opstille en fælles målestok for afdelingerne på tværs af de forskellige kræftformer.
Det ville også være forkert ud fra den betragtning, at brugen af bestemte undersøgelsesmetoder kan være et vigtigt parameter inden for en kræftform, f.eks. sentinel node ved brystkræft, mens ventetid til operation er særlig vigtig inden for andre lidelser, f.eks. lungekræft og tarmkræft, hvor der på begge områder ligger god dokumentation for, at lang ventetid øger dødeligheden.
Tarmkræften
Kvaliteten af tarmkræftbehandlingen er vurderet ud fra følgende parametre:
Antal patienter med endetarmskræft og tyktarmskræft, hvor stor en andel der får en planlagt operation, andelen af operationer, hvor speciallæger deltager, ventetid til forundersøgelse og operation, peroperativ koloskopi, lækage i tarmen efter operation, fjernelse af lymfeknuder (tjek) og indlæggelsesvarighed.
Kvaliteten af lungekræftbehandlingen er vurderet ud fra følgende parametre: Ventetid til forundersøgelse, operation, kemoterapi, og strålebehandling, overensstemmelse mellem stadieind deling før og efter operation, og hvor stor en andel af patienterne der opereres med helbredende sigte.
Brystkræft
Kvaliteten af brystkræftbehandlingen er vurderet ud fra følgende parametre: Undersøgelse med nålebiopsi, brug af sentinel node-teknikken, fjernelse af lymfeknuder, brystbevarende operationer til patienter med og uden spredning af sygdommen og antal operationer.
Dødelighed er ikke medtaget, da variationen mellem afdelingerne er ganske beskeden inden for alle tre sygdomme. Data for brystkræft og lungekræft er fra 2007, mens de nyeste tilgængelige tal for tarmkræft er fra 2006. (Med det tempo, afdelingerne for tiden fusionerer i, kan det betyde, at der optræder afdelinger på listen, som ikke længere er aktive på området.)
Alle afdelingernes resultater inden for de enkelte kræftformer har fået en karakter fra 1 til 5, hvor fem er bedst, og tre er gennemsnittet, og herefter er vurderingerne kogt sammen til en samlet behandlingskarakter, hvor karakteren fem udløser 300 point, mens karakteren fire udløser 270 og tre udløser 250, og så fremdeles. Samlet set vejer behandlingskvaliteten omkring 60 procent.
Spredt behandling
Men selv om der tales meget om kræftpakker for tiden, er undersøgelser og behandling ikke noget, der ligger samlet på få enheder. Tværtimod skal mange kræftpatienter igennem undersøgelse på et hospital, operation på et andet hospital og måske til et tredje hospital for at få strålebehandling. Det kan også være, at patienten skal tilbage til det første hospital for at få kemoterapi.
Den proces gør det svært at give en samlet karakter for behandlingen, og spredningen betyder også, at nogle hospitaler kan score point for både udredning, operation, strålebehandling og kemoterapi, mens andre kun kan hente karakterer på et enkelt af områderne. Desuden udbyder nogle hospitaler ikke behandling inden for alle tre kræftformer, men måske kun en eller to af dem.
Store eller små
Her har vi måttet træffe et valg. Vi kunne vælge at tilgodese de små sygehuse ved at justere den samlede karakter efter, hvor mange typer undersøgelser og behandling sygehuset udbyder, eller vi kunne tilgodese de store sygehuse ved at vælge den samlede score. Vi har valgt sidstnævnte metode ud fra en vurdering af, at varetagelse af flere kræftområder giver mulighed for højere kvalitet i både udredning, behandling og forskning. Men vi anerkender, at man også kunne argumentere for den anden metode.
Vi har desuden vurderet, at patienternes generelle tilfredshed med sygehusene og de generelle oplysninger om hygiejne m.m. også spiller en rolle for kvaliteten af kræftbehandlingen, og de er derfor lagt til behandlingsresultaterne ved vurderin gen af, hvilket hospital der tilbyder den bedste kræftbehandling, dog med beskeden vægt. Samlet set vejer disse øvrige nøgletal ca. 10 procent.
For at finde Danmarks bedste kræfthospital har vi også inddraget data om diagnostik, f.eks. kikkertundersøgelser.
Læsernes stemme
Endelig kommer resultatet af afstemningen blandt Dagens Medicins læsere, hvor 1.500 læger, sygeplejersker og andre har deltaget. Her er den maksimale score 100, hvis alle tre grupper peger på den samme afdeling som landets bedste. Det har ingen kræftafdelinger dog opnået.
Fra afstemningerne har vi desuden hentet vurderinger af behandling af hudkræft og hjernetumorer, der indgår i den samlede karakter.
Dagens Medicin har vægtet resultaterne sådan, at behandlingsresultater vejer 60 procent, stemmerne vejer 30 procent, og hospitalets generelle forhold vejer 10 procent (gælder kun kåring af bedste samlede kræftafdeling, ikke de enkelte behandlinger).