Konstitueret ledende overlæge Susanne Akselsen har en særlig grund til at glæde sig over, at gynækologisk-obstetrisk afdeling på Skejby Sygehus er kåret til den bedste på sit felt i år.

»Jeg har været konstitueret siden 1. marts og overtager stillingen fast fra 1. januar. Når vi klarer os så godt, skyldes det et meget engageret og kompetent personale. Vores medarbejdere har været her i mange år, og vi har ingen rekrutteringsproblemer. Medarbejderne synes, vi er verdens bedste – her er stor arbejdsglæde,« siger Susanne Akselsen med et smil.

Fra årsskiftet får hun den daglige ledelse af gynækologien, mens Jannie Salvig overtager ledelsen af obstetrikken i en ledergruppe, som desuden vil bestå af chefjordemoder Joan Dürr og oversygeplejerske Anne Munch. Ledergruppen er enig om værdien af at praktisere synlig ledelse og tilstedeværelse og indgår derfor alle i vagten på den store afdeling.

Afdelingen er med ca. 5.000 årlige fødsler landets næststørste fødeafdeling og har en meget høj produktivitet inden for ambulant gynækologisk kirurgi, f.eks. laparaskopier og vaginal fjernelse af livmoderen.

»Vi bruger i udstrakt grad dagkirurgi og har omlagt 87 pct. af de gynækologiske operationer til ambulant kirurgi. Patienterne er på forhånd indstillet på et hurtigt forløb og er generelt meget tilfredse med at kunne komme hjem allerede samme dag,« fortæller Susanne Akselsen.

Bedst til gyn/obs