Når en kræftpatient får lavet en MR-scanning, skal billedkvaliteten være i orden. Ellers smuldrer hele grundlaget for at vurdere sygdommens udbredelse og for at planlægge behandlingsforløbet. Det burde være indlysende, men er langt fra altid tilfældet, viser erfaringer fra et efteruddannelsesprojekt i Region Midtjylland og Region Nordjylland, som afdelingslæge Bodil Ginnerup, MR-centret på Skejby Sygehus, fredag fortalte om på Dagens Medicins kræftkonference i Odense.

Regionerne sendte i 2007 105 radiologer, patologer, onkologer og kirurger, der arbejder med diagnostik og behandling af tarmkræft, på et såkaldt multidisciplinært kursus, for bl.a. at lære at indstille scannere til at give de bedste billeder, og at tolke billederne. Tre måneder efter kurset fik de seks deltagende centre i regionerne, hvor der behandles tarmkræftpatienter, besøg af kursusarrangørerne. Formålet var se, om kvaliteten af undersøgelser og diagnostik var ændret i forhold til tre måneder før kurset, hvor kvaliteten også var blevet undersøgt – begge gang af teams af internationale eksperter i MR-scanning af tarmpatienter.

»Selv om vi havde lavet indgående beskrivelser af indstillingen af scannerne, måtte det justeres på fem ud af seks centre. Kun to ud af seks centre holdt multidisciplinære konferencer, hvor radiologer, patologer, onkologer og kirurger i fællesskab diskuterede patienterne. Til gengæld blev den tekniske kvalitet af billederne hævet signifikant,« fortalte Bodil Ginnerup.

Efteruddannelsen gjorde ikke centrene bedre til at vurdere det korrekte stadie af tumorerne, men langt flere blev korrekt henvist til enten kemoterapi eller strålebehandling, de ville have gavn af.

»Før blev en meget stor del af patienterne overbehandlet med kemoterapi eller strålebehandling, som de ikke havde gavn af. Den andel blev signifikant reduceret,« sagde Bodil Ginnerup.

Hun ønsker ikke at sætte præcise tal på kvalitetsgevinsten ved de multidisciplinære kurser, fordi hun aktuelt arbejder på at få resultaterne offentliggjort i et internationalt, videnskabeligt tidsskrift.

Efteruddannelse skal gentages
Bodil Ginnerup fandt en direkte sammenhæng mellem antallet af MR-undersøgelser af tarmkræftpatienter per radiolog og kvaliteten af undersøgelsen. Flere af de centre, som deltog i uddannelsen, var også tilbøjelige til relativt hurtigt at falde tilbage til gamle vaner med at lave hurtigere scanninger, som gav ringere resultater.

»Vi har efterfølgende måttet lave mange dobbeltundersøgelser, fordi kvaliteten ikke var i orden. Derfor vil det være en god idé at gentage denne type efteruddannelse med jævne mellemrum, gerne hvert tredje-fjerde år,« sagde Bodil Ginnerup.

Kræftkonsensus ’09

Læs flere artikler og indlæg fra Dagens Medicins kræftkonference