Han faldt om i sin lejlighed i København 10. februar og vågnede op af sin infektionståge seks dage senere – og måtte konstatere, at hans venstre ben ikke var til at redde. Tre dage senere blev benet amputeret fra knæet og ned.

I dag, ni måneder efter, er 61-årige René Woetmann Mikkelsen bundet til en kørestol i en ældrebolig og kan tænke tilbage på lidt over en uges mareridt, hvor et mindre diabetisk fodsår endte med at koste ham benet og hele hans sociale liv.

»Jeg er så bitter, fordi amputationen har smadret mit liv. Jeg kan bl.a. ikke hjælpe til i den lokale fodboldklub, hvor jeg plejede at bruge mange timer. Jeg har altid været aktiv, og på trods af min diabetes havde jeg ikke problemer med at cykle 30 km,« siger René Woetmann Mikkelsen.

Kirurgen, der endte med at operere René Woetmann Mikkelsens fod, hedder Per Holstein og er overlæge på Bispebjerg Hospitals videnscenter for sårheling. Han mener, at René Woetmann Mikkelsen har betalt prisen for en dårlig organisering af den akutte behandling af diabetiske fodsår.

»Der ville have været gode chancer for, at vi kunne have reddet Renés ben, hvis han var blevet henvist til den relevante specialist med det samme,« siger Per Holstein.

Han påpeger, at diabetiske sår er så komplicerede, at mange læger ikke vil kunne klare behandling og diagnostik selv.

»I Region Hovedstaden har vi ikke ordentlig kontrol over de akutte forhold, når en diabetespatient med fodsår møder op et sted. Visitationen fungerer ikke, og hvis det skal fungere bedre, er der behov for krystalklare visitationsforhold. Det skal være ét sted, hvor alle disse patienter bliver sendt hen,« siger Per Holstein.

Kunne ikke tale
Det særlige ved et diabetessår på foden er, at patienten har nedsat følsomhed i foden og derfor ikke nødvendigvis mærker smerter, selvom der er en alvorlig infektion i foden. Derfor går René Woetmann Mikkelsen også rundt i mere end en måned med sår på foden, uden at han ved, hvor alvorligt det er.

»Jeg har altid fået at vide, at jeg skal passe på med sår, men jeg var ikke klar over, at det kunne eskalere så hurtigt.«

René Woetmann Mikkelsens datter finder ham i lejligheden. Med hans egne ord kunne han hverken tænke eller tale, og datteren får ham sendt med ambulance til Rigshospitalets traumecenter.

Det er sidst på aftenen, og den eneste erindring, René Woetmann Mikkelsen har om den følgende uge, er, at han bliver flyttet rundt fra afdeling til afdeling, og at læger og sygeplejersker stiller en masse spørgsmål, han ikke kan svare på.

På traumecentret bliver han mødt af en mediciner, der efterfølgende tilkalder en ortopædkirurgisk bagvagt. Ortopædkirurgien konstaterer, at der er en betændelse i foden, men i stedet for at sende patienten til vurdering på Rigshospitalets egen karkirurgiske klinik, som døgnet rundt har beredskab til at tage sig af diabetiske fodsår, henviser han René Woetmann Mikkelsen til medicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital. Første chance for at redde René Woetmann Mikkelsens fod bliver spildt.

Inkompetence
Kl. 5 om morgenen 11. februar når han til medicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital og bliver mødt af en læge på vagt. Lægen kan godt se, at foden er dårlig, men har ingen kompetence til at igangsætte en operation. I stedet tilkalder lægen en ortopædkirurg, der forsøger sig med en ultralydsscanning af foden, som ifølge Per Holstein er ubrugelig i en sådan situation, fordi man blot kan konstatere en opsvulmning af foden. Lægen bør her igangsætte en operation med det samme, lyder Per Holsteins vurdering.

Dagen efter, 12. februar, bliver René Woetmann Mikkelsen tilset af en læge fra videnscenter for sårheling, hvor også Per Holstein arbejder. Per Holsteins kollega anbefaler, at der straks skal opereres. Men bagvagten på ortopædkirurgisk afdeling ser først patienten dagen efter og skriver i sin journal, at foden »formentligt er tabt«, og at der derfor ikke er behov for akut kirurgi.

»Det er udtryk for inkompetence, for hvis det kun er formentligt, skal man selvfølgelig straks handle og gøre alt for at undersøge, om man kan redde benet,« siger Per Holstein.

Herefter går hele weekenden, og først tirsdag når han hen til Per Holstein og bliver med det samme opereret. Foden er fuld af puds, og benet står ikke til at redde. Tre dage efter får han foretaget den store amputation af en ortopædkirurg.

»Der går seks dage, før han bliver opereret. Han når at blive tilset af tre forskellige ortopædkirurger, og der bliver intet gjort for at redde hans ben. Det er slet ikke godt nok,« siger Per Holstein.

Firkantede retningslinjer
Klinikchef Henrik Sillesen fra karkirurgisk klinik på Rigshospitalet kan ikke forklare, hvorfor den ortopædkirurgiske bagvagt ikke sender René Woetmann Mikkelsen til udredning hos karkirurgerne. Men han er enig med Per Holstein i, at der er behov for en mere klar organisering af behandlingen af diabetespatienter med alvorlige fodsår.

Han hæfter sig ved, at karkirurgisk klinik på Rigshospitalet er samlingspunkt for den akutte indsats, og derfor bør de øvrige afdelinger som automatreaktion ringe hertil, hvis de står med en hastesag.

»Vi får stadig for mange diabetespatienter med fodsår henvist for sent. Andre bliver henvist meget tidligt. Der er nok behov for mere entydige henvisningsregler, så vi har firkantede, nedskrevne retningslinjer for, hvornår læger skal henvise til vores afdeling,« siger Henrik Sillesen.

Et skøn fra Per Holstein er, at der på landsplan kommer ca. ti diabetespatienter med svær infektion i en fod om dagen. I Region Hovedstaden drejer det sig derfor om to-tre patienter pr. dag, som ville kunne få en meget bedre behandling, hvis alle er enige om, hvem der skal behandle. Det har Per Holstein bevist.

75 pct. færre amputerede
I 1993 åbnede Bispebjerg Hospital et fodcenter for diabetespatienter, som Per Holstein stod i spidsen for. Her samlede man ortopædkirurger og karkirurger og kunne tage sig af alle patienter med komplicerede diabetessår. I flere videnskabelige artikler har Per Holstein dokumenteret, at det lykkedes at nedsætte antallet af amputationer med 75 pct., fordi fodcentret tog sig af alle aspekter af behandlingen. Nu er centret blevet til videnscenter for sårheling, og den akutte del ligger altså på Rigshospitalet.

Ifølge Henrik Sillesen er der diabetesafdelinger på fire-fem sygehuse i Region Hovedstaden. De er nødvendige for at kunne klare det store antal diabetespatienter i området. Man kan derfor ikke helt kopiere de enstrengede modeller, man har andre steder i landet, og som man tidligere har haft med fodcentret. Men når man kun har den ene karkirurgiske afdeling på Rigshospitalet og elektiv funktion på Gentofte Hospital, så skal henvisningen dertil til gengæld fungere bedre, mener Henrik Sillesen.

Han påpeger, at når karkirurgisk klinik alligevel har vagtdækning hele døgnet, så ville det ikke betyde det store, at klinikken skulle tage sig af flere diabetiske fodsår, som bliver henvist fra øvrige hospitaler uden for dagtiden.

Uretfærdigt behandlet
For René Woetmann Mikkelsen, der fik konstateret type 2-diabetes i 1997, er det hele lidt for sent.

Han har ligget tre måneder på hospitalet efter amputationen og tænker stadig, at han er blevet uretfærdigt og dårligt behandlet.

»Lige da jeg vågnede op efter operationen var jeg bare ked af det. Senere er jeg blevet ret deprimeret og haft mange grædeture. Men jeg er glad for, at Per Holstein siger, at mit ben nok kunne være reddet, hvis jeg var blevet behandlet hurtigere. Så er det ikke bare mig, der er tosset, for den tanke har jeg hele tiden haft,« siger han.

Oplagt med debat

I Region Hovedstaden er der nedsat sundhedsfaglige råd for forskellige sygdomsområder. Det er i regi af disse råd, at afdelinger og hospitaler skal blive enige om, hvordan man kan forbedre behandlingen. Vicedirektør Gitte Fangel fra Amager Hospital, formand for Region Hovedstadens sundhedsfaglige råd for endokrinologi, mener, at det er oplagt at tage debatten om bedre organisering.

»Jeg vil meget gerne tage initiativ til at samle de relevante afdelinger, så vi kan få løftet opgaven bedre. Logistisk må vi kunne finde en løsning, så alle diabetespatienter med alvorlige sår bliver sendt hen til den rette afdeling i tide,« siger Gitte Fangel.