Det lignede endnu en periode som regionsrådsformand til Socialdemokraternes Vibe Storm Rasmussen, mens stemmetallene fra valget rullede ind i nat.

Men højst overraskende valgte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti tidligt i morges at gå sammen om at pege på SF'eren Andreas Røpke, der dermed bliver ny formand for Region Hovedstaden.

Til P4 København erkender den nye formand, at det for konstitueringsparterne har handlet om at få fjernet Vibeke Storm.

»Det har det ikke handlet om for SF, men det har det handlet om for Venstre, konservative og Dansk Folkeparti, som så pegede på os,« siger Andreas Røpke til P4 København.

Storm: SF bliver Pinocchio
Dermed bliver der sat punktum for 17 år med Vibeke Storm Rasmussen i spidsen for københavns-området. Hun blev i 1992 valgt som amtsrådsformand for det daværende Københavns Amt.

Det er den snart forhenværende regionsrådsformand selvsagt ikke tilfreds med. Hun undrer sig over SFs alliance med de borgerlige partier.

»SF er nu havnet i en Pinocchio-lignende situation, hvor de har accepteret at være frontfigur for C, V og O, der i realiteten trækker i trådene,« siger Vibeke Storm Rasmussen til Berlingske Tidende.

»Hovedstadsregionen skal nu føre borgerlig sundhedspolitik med en SF’er i spidsen.Vi har den klare opfattelse, at det ville have været muligt at indgå en fornuftig aftale mellem SF, Radikale og Socialdemokratiet støttet af Enhedslisten. Men SF ville det anderledes,« siger hun.
 

Dobbelt nederlag til S
For Socialdemokraterne er nederlaget dobbelt.

For sammen med den tabte formandspost må partiet også indkassere en tilbagegang på 3,7 procent. Det betyder, at S taber en plads i regionsrådet.

Omvendt positivt er det for SF, der har fået 19 procent af stemmerne - 10,6 procent flere end ved valget for fire år siden. Dermed vinder partiet yderligere 5 pladser i regionsrådet, og har nu otte pladser.

Venstre og de Radikale går to mandater tilbage, mens Konservative stadig har seks pladser ved bordet. Enhedslisten er gået et mandat tilbage, mens Dansk Folkeparti er gået et enkelt frem.

Først onsdag eftermiddag vil de fire partier løfte sløret for indholdet af konstitueringsaftalen, når der er indkaldt til pressemøde.

Regionsrådets endelige sammensætning ligger først klar torsdag, da regionens valgbestyrelse skal godkende valget.


<script type="text/javascript" src="http://dr.dk/KV2009/KandidatDB/VALG.V9.KandidatDB.Web/EksterntIndhold.drxml?valg=RV09&id=100000"></script>

Links