Sikken en dejlig fred

1998. En sen, sen aften sad plastikkirurg Farooq Nasseri i sit hjem i millionbyen Kabul og prøvede at slappe af efter 13-14 timers arbejde. Hule brag rullede i gaderne udenfor, men kun få tog længere notits af krigens lyde. Afghanske mænd med det skæg, som Taleban krævede var præcist en knytnæve langt, dryssede forbi på gaderne udenfor i den tørre aftenluft.

Dagens mange operationer og patienter kørte på en indre film, som Farooq Nasseri kendte alt for godt, for samme film blev vist aften efter aften. År efter år.

Kun skaderne og deformiteterne skiftede. Måske viste filmen denne aften den første af flere operationer på et barn, der havde trådt på en af de mange miner i byen. Måske viste den resultatet af operationen på en ung mand, som havde mistet en del af kæben i en granatskade. Eller måske viste filmen den delvist afhuggede hånd hos en afghaner, som var blevet straffet af Taleban, fordi han var kommet til at synge, sige sin mening eller noget helt tredje.

2010. En sen eftermiddag sidder plastikkirurg Farooq Nasseri i sit hjem i det lille lokalsamfund Havdrup i nærheden af Solrød. Han prøver at slappe af efter otte timer på jobbet på Nygart Privathospital i København. Sommeren har skudt puppen af, fuglenes kvidren hænger i luften over villakvarteret, og han kan høre sine tre drenge på 16, 14 og seks år hoppe i den store trampolin i haven. Dagens operationer og patienter kører på en indre film, som Farooq Nasseri kender alt for godt, for den samme film bliver vist dag efter dag. År efter år.

Kun operationstyperne skifter. Måske viser filmen denne dag de nye bryster på en ung kvinde, som er gået fra B- til D-skål. Eller sutureringen over øjnene efter et operativt løft af øjenbrynene på en midaldrende kvinde. Eller resultatet af abdominalplastik på en mands løse maveskind.

To scener fra samme liv. Eller er det samme liv? Livs- og arbejdsvilkårene er i dag radikalt ændrede for plastikkirurg Farooq Nasseri, efter at han i 1998 flygtede fra Taleban i Afghanistan og sammen med sin kone Shakiba og to små drenge rejste til det land, som han i geografi i fjerde klasse havde læst, bestod af landsbyer og havde seks måneders dag og seks måneders aften. Og var så smukt.

Men en ting er ikke ændret i Farooq Nasseris liv: Plastikkirurgens optagethed af og indlevelse i sit fag. Gik operationen godt nok? Blev resultatet smukt? Blev patienten tilfreds?

Jagten på det sublime er ikke ændret. Farooq Nasseri er velsignet og forbandet med et evigt mentalt fokus på perfektion. Og det trætter.

»I Afghanistan arbejdede jeg seks dage om ugen – plus vagter. Afghanske læger arbejder 80-100 timer ugenligt. Det er godt, at det er anderledes i Danmark, så man ikke slides op. Jeg synes faktisk i dag, at det kan være hårdt at arbejde 37 timer om ugen. Ikke fysisk, men mentalt,« siger han.

Alvor lyser i øjnene, som han sidder der i en af de hvide sofaer mod de næsten nøgne vægge i parcelhuset i Havdrup og fortæller, mens en liflig duft af kanel glider omfavnende ud fra køkkenet og afslører, at hans kone, som han blev gift med i 1990 i Kabul, er ved at tilberede afghansk mad. Ellers er det kendetegn som venlighed og stolthed, som slår en ved mødet med denne flotte afghanske mand. Og en uudgrundelig smerte og ensomhed i de øjne, som har set mere krig og elendighed end en hel dansk by tilsammen.

»Alle, som kommer fra et krigsland, har traumer,« siger han lakonisk. »Men man bliver lidt immun.«

Ifølge tal fra U.S. Library of Congress var der i 1996 havlanden mio. krigsinvalide i Afghanistan, folk, som er blevet amputerede, lammede, blinde eller på anden måde maltrakterede af krigen.

Børnedødeligheden er 163 pr. 1.000 levendefødte, og hvert fjerde barn dør, inden det fylder fem år. Statistikkerne er så trøstesløse, at man som nyfødt kun kan forvente at leve 42 år i dette land, hvor krig, fattigdom og ætsende sol sætter alt i forrådnelse.

42 år. Fire år mindre end Farooq Nasseri er nu.

Født i en tid med håb
Farooq Nasseri blev født i Kabul i 1964. Her knejser de enorme Hindu Kush-bjerge over den store hovedstad, som ligger på en slette 1.800 meter over havets overflade. Da Farooq blev født, var sletten ikke den ørken, som den er i dag. Dengang var der liv, sletten var et tæppe af nåletræer.

På samme måde så det politiske klima ud i 1964. Det var grønt, fuldt af håb for Asiens gadekryds, som Afghanistan kaldes, fordi landet rummer både Vesten og Østen og en sprængfarlig cocktail af dusinvis af etniske grupper.

Kong Zahir Shah havde regeret siden 1933, og i Farooqs fødselsår blev der indført en ny forfatning, som skulle gøre Afghanistan til en moderne, demokratisk stat ved at indføre frie valg, et parlament, borgerlige rettigheder, frigørelse for kvinder og almindelig valgret.

En af kongens politichefer var Farooqs far. Familien, som ud over en mor, der var tadsjik, en far, der var pashtun, kom til at bestå af to sønner og tre døtre, var dermed en af de priviligerede i det ekstremt fattige land. De havde vinterhus i Jalalabad. Vinter var ferietid, ikke sommer, og hver vinter tog familien tre måneder til huset i Jalalabad. Da Farooq var ni år, blev kongen væltet af tronen ved et militærkup. Faderen mistede sit job som politichef under kongen, men havde en så fordelagtig pensionsordning, at han i en ung alder gik på pension og fik udbetalt næsten det samme i pension, som han fik i løn. Så den privilegerede tilværelse for familien Nasseri fortsatte.

Vaklede mellem at blive læge og politimand
I 1979 havde der været to kup i Afghanistan, og familien var i vinterhus, da Sovjetunionen invaderede landet. Nervøse hastede familien hjem til Kabul og fandt kampvogne og sovjetsoldater overalt i gaderne. Farooq husker deres lange jakker.

Frygten hang tykt over Kabul. Men livet måtte gå sin gang.

Farooq havde indtil da vaklet mellem at blive læge og politimand, men pludselig stod det ham klart, at han selvfølgelig skulle blive læge. Den et år ældre bror tog samme beslutning og tog til Vestberlin, hvor han uddannede sig til læge. Den dag i dag er broderen i Tyskland, hvor han arbejder som ortopædkirurg. De tre søstre fik også uddannelser, som hhv. økonom, lærer og farmaceut.

Farooq begyndte på Kabul Universitets medicinske fakultet i 1981 efter at have bestået optagelsesprøven med glans. Der er kun mulighed for at læse til læge to steder, i Kabul og i Jalalabad, fortæller Farooq Nasseri.

»Eneste krav for at kunne komme på universitetet i Afghanistan var at bestå en skriftlig optagelsesprøve på 4-5 timer. Der var måske 20.000 unge, som søgte ind, men der var kun plads til 5.000,« fortæller han.

»Alt efter hvor godt man klarede prøven, fik man lov til at vælge studieretning. Alle dem med de bedste besvarelser havde ret til at vælge først og valgte at læse til læge. Jeg tror, der var plads til 200 der, mere var der ikke ressourcer til,« husker han.

Gratis uddannelse med høj standard
Det var gratis at gå på universitetet i Afghanistan, og for de unge, som ikke kom fra Kabul, var der også gratis kollegieværelse,« fortæller Farooq Nasseri. »Generelt vil jeg sige, at det var og er en uddannelse af høj, faglig standard. Der var gode lektorer og gode forelæsninger. Det er klart, at der ikke var penge til flot undervisningsudstyr, laparoskoper, fine modeller og sådan. Men f.eks. er metoderne ved åbne operationer de samme som i Danmark, og dem lærte vi. Og vi havde lig,« siger han klinisk konstaterende.

Efter de første tre års grundlærdom kom alle medicinstuderende ud for at arbejde på hospitaler i Kabul. De næste tre år arbejdede de studerende hver formiddag på et hospital, og hver eftermiddag
tog de hen på universitetet for at gå til forelæsning.

På hospitalet blev Farooq for alvor indført i det ekstreme hierarki, der eksisterer på hospitalerne i Afghanistan. Udadtil i forhold til patienterne har alle læger en meget høj status og autoritet. Ingen patient sætter spørgsmålstegn ved, hvad en læge siger. Men indadtil på hospitalet er studerende og yngste læger bunden, og der rettes ind med militær præcision. Det er kæft, trit og retning.

»Selv som speciallæge i kirurgi måtte jeg straks rette ind, hvis cheflægen sagde noget. Hvad konsekvensen var, hvis jeg ikke gjorde det? Jamen, i så fald var der ingen operationer til mig, sådan var det,« fortæller Farooq Nasseri, som er glad for den mere flade struktur i Danmark.

»I Danmark har der været en gensidig respekt mellem mine chefer og mig. Sådan var det ikke i Afghanistan,« siger han.

God med hænderne
Det sidste år inden embedseksamen var der turnus (modsat i Danmark, hvor kbu-ophold kommer efter eksamen, red.), hvor Farooq bl.a. prøvede kræfter med kirurgien.

»At det blev plastikkirurgi, blev en tilfældighed. Jeg syntes godt om det, fordi det var bredt, og man ikke bare skulle operere på en tyktarm altid. Men det var ikke en tilfældighed, at det blev kirurgi. Jeg ville ikke kunne sidde stille i et ambulatorium en hel dag, jeg skal bevæge mig, bruge mine hænder. Jeg er god til at bruge mine hænder,« siger han.

Mange af patienterne på danske skønhedsklinikker bruger chatforums til at udveksle erfaringer om de kirurger, som opererer dem. Og patienter hos Nygart kommunikerer også om Farooq Nasseri på nettet. Og rosen er stor, kan man se. Manden er rigtig dygtig, er de enige om.

Og Farooq Nasseri kender også sit værd som plastikkirurg. Slet ikke på en pralende måde, men værdigt og stille konstaterende.

»Jeg har utrolig stor erfaring. Jeg har prøvet stort set alt og har opereret tusindvis af patienter, siden jeg blev færdig som læge i 1987.«

Da han kom til Danmark i 1998, opdagede han, at det, han havde læst i fjerde klasse — at Danmark havde dag i seks måneder og aften i seks måneder — ikke holdt vand. Men mødet med danskerne og det danske sundhedsvæsen var storladent. Farooq Nasseri, læge. Det var det bedste. Kun sproget voldte svære kvaler – og gør det stadig, siger han.

»Jeg er ikke god nok til dansk. Stadig ikke,« siger han og ryster beklagende på hovedet.

»I begyndelsen kunne jeg intet. Intet. Så er det, man må smile sit ’etniske smil’,« griner han.

Hjemme i Havdrup tales farsi, eller dari, som det hedder på afghansk. Akkurat som det blev det i barndomshjemmet. I lange perioder er parcelhuset lidt som barndomshjemmet, for så kommer moderen på besøg. Hun har sit eget værelse i kælderen. Faderen døde i 1990'erne. Og de tre søstre bor stadig i Kabul.

Som at sammenligne æbler og rådne pærer
Afghanistan er et af verdens fattigste og mindst udviklede lande. FN's Human Development Index rangerer Afghanistan som nummer 181 ud af 182 lande – kun overgået af Niger i elendighed.

At sammenligne et sønderskudt og ekstremt dårligt fungerende sundhedssystem med det danske er måske en anelse grotesk. Som at sammenligne en kasse nyplukkede æbler med en rådden pære – hvornår smager det rådne bedst?

»Danmark har et fantastisk sundhedssystem med så mange ressourcer. Det bedste er, at patienten er i centrum. Ikke lægen. Ikke en, som vil tjene nogle penge under bordet. Og det bedste er også det sikkerhedsnet, det spænder ud under alle. Selv de fattigste og sygeste får hjælp. Måske foregår der småkorruption nogle steder, det ved jeg ikke, men det er ingenting mod, hvad der sker i Afghanistan. Der er korruption så mange steder. Har man magt og penge i Kabul, har man værdi, har man ikke magt og penge, er man ingenting,« siger han.

Det, som han syntes fungerede dårligst, da han kom til Danmark, var ventelisterne. Da han kom i 1998, måtte patienterne nogle gange vente 2-3 år for at blive behandlet.

»Det forstod jeg simpelthen ikke. Hvordan kunne man have så lange ventelister i et land med så mange ressourcer?,« siger han.

I Afghanistan er køen til de elektive operationer længere, end øjet og de flestes helbred rækker. Der er så få hospitaler og så få læger, at det synes fortvivlende omsonst at blive skrevet op. Da den sovjetiske hær faldt i 1989, og mujahedinerne kom til magten og kæmpede i gaderne, fik det syge sundhedssystem for alvor kniven. I 1993 rasede borgerkrigen i Kabuls gader, og bygninger, hospitaler og klinikker blev skudt til ruiner. Skudarrede bygninger stod tilbage, uden instrumenter, uden strøm.

»Det var voldsomme år. Der var så mange grupperinger i byen, og de kom i krig hver time. Hvis der bliver borgerkrig på Nørrebro i København, så flytter man jo derfra, måske til Østerbro. Og bliver der så borgerkrig på Østerbro næste dag, ja, så flytter man til Amager… Og sådan var det. Folk var på evig flugt.«

Så kom Taleban
Efter borgerkrigen kom Taleban. Og livet i Kabul blev nulstillet. Mændene skulle have knytnævelangt skæg, kvinderne skulle dækkes til og blive hjemme ved kødgryderne. Farooq Nasseris søstre måtte ikke længere arbejde som hhv. økonom og lærer. Kun søsteren, som var farmaceut, måtte arbejde på byens kvindehospital.

Talebanerne patruljerede i den forfaldne by nat og dag og slog brutalt ned på selv det mindste fnis bag chadoren. Der var pisk, afhugning af lemmer, langsom og sikker udtørring af livsglæde. Ørkendannelsen fra Kabul-sletten bredte sig ind i gaderne og ind i folks sind og tanker.

»Der var så mærkelig en stemming. En god ting kan man dog sige om Taleban. Sundhedsvæsenet blev trods alt lidt bedre. Nogle af de ødelagte hospitaler og klinikker blev bygget op igen. Der var heller ingen korruption eller lovløshed,« fortæller Farooq Nasseri.

Andet godt har han ikke at sige om Taleban, som fysisk og psykisk forkrøblede folk omkring ham. Han vil ikke nærmere ind på, hvad der skete i 1998. Kun at Taleban blev sure på ham, og ja, han er et frihedselskende menneske, som godt vil sige, hvad han mener, selv om han mest bare passer sit arbejde.

»Frihedstrang kræver afløb. Hvis man undertrykker det, kan der gå uger, måneder, år… men altid, på et eller andet tidspunkt, så kan man ikke mere. Så eksploderer det. Man kan ikke undertrykke sin frihedstrang,« siger han.

Konsekvensen af det unævnelige blev, at han måtte forlade landet sammen med familie.

Ifølge U.S. Library of Congress har ca. 75 pct. af landets læger gjort som han – flygtet fra Afghanistan i løbet af de seneste årtier.

»Taleban var diktatur. Man kunne ikke tale, ikke bevæge sig. Man havde ingen rettigheder. Det var ikke et valg. Jeg kunne ikke blive, det var der grunde til,« siger han.

Efter at Taleban blev fjernet i 2001 af USA og Storbritannien, og Nato var gået ind, kom han i 2003 på besøg i sit hjemland. 8-9 skræmmende dage. Lovløsheden var der stadig, også under den nye regering.

»Jeg ville så gerne besøge mine søstre og fætre og kusiner. Jeg har set mine søstre én gang på 12 år. Men det er ikke et sikkert sted, landet er som en cowboyfilm. Jeg støtter 100 pct. aktionen i Afghanistan, men det fungerer stadig ikke med den korrupte ledelse og regering. Det meste af landet kontrolleres stadig af Taleban eller lokale krigsherrer. Det er med til at ødelægge sundhedssystemet, for lægerne tør ikke være i de områder, som ikke er trygge. Og det vil sige, at indbyggerne må rejse langt for at blive behandlet et sted, hvor der er trygt. Hvert disktrikt skal have en polyklinik med sygeplejersker og læge, men de findes ikke, hvor der er uro. Ganske vist har familierne mange børn og et socialt net, der kan støtte sine syge med at rejse langt og få behandling. Men de, som måske er skadet i krigen og har mistet familien, de, ja …

Farooq Nasseri slår opgivende ud med armen.

»Det er selvfølgelig godt med et godt socialt net, som mange trods alt har i Afghanistan. Det kunne Danmark godt savne. Men det er jo ikke nok. Systemet skal også tage sig af de svage uden netværk, som det gør i Danmark.«

Farooq Nasseri forlader ikke sit nye land. Han vil vedblive med at gå ture langs vejene ved Havdrup, hvor rapsmarkerne smelter smørgult i solen, og kastanietræer svinger deres kæmpekrinoliner.

»Mine børn vokser op her, taler sproget. Vi er danske statsborgere, blev det i 2005. Når man får børn, bliver man frygtsom. Kabul er farlig, der er masser af bortførelser og vold. Jeg kommer aldrig tilbage til Afghanistan, ikke engang på ferie.«

Efter almindelig arbejdstid på hospitalet i Kabul arbejdede Farooq Nasseri ligesom alle andre læger i sin private praksis om aftenen.

»Det er man nødt til af økonomiske grunde. En offentligt ansat læge tjener 3.000-4.000 danske kroner om måneden, en husleje koster typisk 3.000-3.600 kroner. Lønnen er altså ikke nok til en familie,« fortæller Farooq Nasseri. »Derfor har alle læger et sted, hvor de tager imod private patienter om aftenen. Det er patienter, som har råd til at betale sig til den behandling, der måske er umulig at få på hospitalet, fordi der er for få ressourcer. Det er her, vi ser samfundets rige og magtfulde. Som privatlæge er det forskelligt, hvad du tjener. Det kommer an på, hvor dygtig du er, og hvor godt et omdømme du har. Men du kan komme op på at tjene 15.000-30.000 danske kroner om måneden.«

Vejen ind i det danske sundhedsvæsen
Farooq fik efter sin ankomst til Danmark et danskkursus. Og efter et stykke tid fik han en aftale med en administrerende overlæge på Odense Universitetshospital. Det lykkedes ham at få et praktikophold. Næsten samtidig fik han ophold i Thisted på mave-tarm-kirurgisk afdeling, og efter to måneder ringede de igen fra Odense. Hvis han ville, kunne han få et job som 1. reservelæge på plastikkirurgisk afdeling.

Farooq Nasseri kunne ikke umiddelbart få dansk godkendelse som speciallæge, selv om han følte, at han færdighedsmæssigt var på niveau med danske speciallæger.

Men det var okay. Farooq Nasseri respekterer fuldt ud, at Sundhedsstyrelsen stiller krav til ham og andre udenlandske læger. Selvfølgelig skal der stilles krav, siger han. For at bevilge ham speciallægegodkendelse krævede Sundhedsstyrelsen ophold på to plastikkirurgiske afdelinger, og Odense hjalp ham med at finde et ophold i Roskilde, først som reservelæge, siden som 1. reservelæge.

»Jeg har oplevet en helt utrolig venlighed og hjælpsomhed i Odense og i Roskilde, ja også i Thisted. Mine chefer og kolleger har været fantastiske til at hjælpe mig. Og jeg har haft brug for hjælp på grund af sproget. Men de har været så tålmodige. De er ikke alene rigtig gode kolleger og chefer, de er også gode mennesker,« siger Farooq Nasseri og bliver varm i stemmen.

»Det har været en kanonoplevelse,« siger han.

Seks måneder chikane i Køge
Lige så varm stemmen lyder, når snakken går på Odense og Roskilde, lige så frysende lyder den, når han nævner Køge.

Da den afghanske lægeuddannelse har turnusopholdet før eksamen, krævede Sundhedsstyrelsen også, at han havde gennemgået et turnusophold for at kunne få speciallægegodkendelse. Så efter ti år med 80 timers arbejdsuger som kirurg og flere ansættelser som 1. reservelæge kom Farooq Nasseri med Roskilde Sygehus' hjælp i turnus på Køge Sygehus.

Om den turnus siger krigskirurgen fra Afghanistan, som har levet under Taleban og stået med hænderne i delvist parterede menneskekroppe, noget overraskende:

»Det er det værste, jeg i mit liv har oplevet.«

»Jeg får helt hjertebanken, bare jeg tænker på det nu. Og nogle gange kan jeg komme til at tænke på det om natten. Så ligger jeg vågen,« siger han.

Farooq Nasseri er en stolt mand, som ved, at han er dygtig til sit arbejde. Og derfor undrer det måske alligevel ikke, at det værste, han har oplevet, er manglende respekt. At blive disrespekteret på sin faglighed, på sit sprog, oprindelse og baggrund. På, hvem han er som læge og som mand.

Farooq Nasseri er også en høflig mand, der stort set altid taler godt om andre. Og derfor undrer det måske heller ikke, at han ikke bruger brutale ord til at beskrive de to-tre kolleger på afdelingen i Køge, som forpestede hans liv i en sådan grad, at han ser tilbage på de seks måneders turnus som på et fængselsophold.

»Jeg vil ikke sige, at de havde racistiske holdninger, men… det var helt bestemte holdninger. Hver evig eneste morgen kom de med kommentarer: ’Gør man sådan i Afghanistan? Jamen, sådan gør man ikke i Danmark.’ Eller ’Hvad siger du? Jeg forstår ikke, hvad du siger’, hvorpå de straks spurgte en af de andre: ’Forstår du, hvad han siger?’«

Farooq Nasseri tøver.

»Bliver man generet på gaden eller i toget, fordi man er udlænding, så er det ubehageligt, men ikke mere end det. Jeg er også blevet chikaneret ca. fire gange af patienter – bl.a. engang, hvor en mand kom ind på mit kontor, kastede et blik på mig, udstødte et ’nej!’ og styrtede ud igen. Det er ikke rart at møde sådanne reaktioner fra patienter, men… jeg har altså kittel på og spiller en rolle som læge. Når det er kolleger, som er sådan, så rammer det anderledes. Så er det et mareridt,« siger han.

Tyngden af slaget, hvormed kollegernes chikane har ramt ham, står i skærende kontrast til det faktum, at i Afghanistan ville kollegerne have været hans venner. I Afghanistan er der et helt andet socialt liv blandt lægekolleger, end der er i Danmark. I Afghanistan er kolleger på samme niveau automatisk også ens venner, som man ser privat i den sparsomme fritid.

Den del af hospitalskulturen i Afghanistan kan han godt savne.

Og Farooq Nasseri savner ikke kun kolleger som venner i dag. Han savner i det hele taget kolleger. Han er nemlig den eneste faste skønhedskirurg på Nygart Privathospital. Så han savner at sparre med andre kirurger.

Farooq og Shakiba Nasseri købte hus i Havdrup tæt på Roskilde i 2006, fordi Farooq var så glad for at være på Roskilde Sygehus, at han ikke kunne forestille sig at være andre steder. Cheferne, kollegerne og arbejdet var så godt. Men via en fælles bekendt mødte han indehaveren af Nygart Privathospital, og det endte med, at han sagde ja til et job på det københavnske privathospital, som foretager kosmetiske operationer.

Fra krig til ansigtsløft
Krigskirurgen, som har foretaget genopbyggende konstruktioner på fattige mennesker, som er blevet lemlæstet, brændt eller skudt, sidder nu og laver fedtsugninger og ansigtsløft på velhavende og ofte smukke københavnere.

Han nikker, forstår det ekstreme paradoks.

»Når jeg f.eks. har haft en patient med hudkræft eller forbrændinger, så har jeg det godt om aftenen, føler, at jeg har udrettet noget. Det føler jeg også, at jeg gør i dag… men nej, måske ikke så meget som tidligere. Pengene er også vigtige, de betyder meget for alle i verden, men pengene har ikke været afgørende. Jeg har lavet rekonstruktioner i 20 år. Selvfølgelig også kosmetisk kirurgi på privat basis, men mest rekonstruktioner. Der skulle ske noget nyt. Den del af plastikkirurgien, som går på æstetikken, har jeg savnet. Så af rent faglige grunde ville jeg gerne afprøve det, det var en udfordring,« siger han og fortsætter:

»Ved hver operation og hver patient skal man have etikken med. Jeg ser patienterne til mange kontroller, ser resultatet. Min succes er, at jeg ser, at det bliver flot, og at patienten er tilfreds.«

Og den succes og perfektionen jager han hver dag på klinikken. Og hver aften i sin sofa i Havdrup, når filmen for den indre skærm bliver vist igen.

Og igen.

Gik operationen godt nok? Blev resultatet smukt? Blev patienten tilfreds?

Farooq Nasseri om Danmark

• Derfor kom jeg til Danmark: Læste i fjerde klasse, at Danmark var et smukt landsbysamfund.
• Største oplevelse: Da jeg fik arbejde som læge i Danmark.
• Bedste spisested: Hjemme i køkkenet.
• Bedste gåtur: Langs markerne ved Havdrup.
• Her viser Danmark verdensklasse: I sin håndtering af de svageste.
• Bliver du i Danmark til dine dages ende? Ja.
• Det bedste ved Danmark: Sikkerhedsnettet under de syge og svage.
• Det værste ved Danmark: Vejret.
• Jeg får nok af Danmark, når... nationalister får for meget magt.
• Her finder jeg lidt af mit hjemland: Danmark er så forskellig fra Afghanistan, at jeg kun kan finde lidt af mit hjemland i mit eget hjem.

Blå bog

Farooq Nasseri, 46

• 2008 Plastikkirurg på Nygart Privathospital i København
• 2001-2008 Arbejde som hhv. kirurg og plastikkirurg på OUH, Thisted Sygehus, Roskilde Sygehus og Køge Sygehus
• 1998 Kom til Danmark
• 1987-1998 Arbejdede som plastikkirurg ved hospital i Kabul og i sin egen private klinik
• 1987 Uddannet som læge fra Kabul Universitet

E-paper

• Læs sommernummeret som e-paper (kræver login)