Borgmestrene i ni af Region Sjællands 17 kommuner blev igår enige om at anbefale Køge som nyt supersygehus.
Det skete til et møde i Slagelse, hvor de vedtog et fælles høringssvar til Region Sjælland om sagen, skriver sn.dk.
Opbakningen er endnu en stemme i det kor, der stadigt mere højlydt appellerer for en Køge-løsning. Borgmestrenes holdning ligger på linje med regionens egne planer i Sygehusplan 2009 og konklusionen i to konsulentrapporter fra december måned.
Kommunerne, der bakker op om Køges kandidatur, er Greve, Solrød, Stevns, Slagelse, Holbæk, Kalundborg, Odsherred og Sorø, samt selvfølgelig Køge selv.
»Jeg er selvfølgelig rigtig glad for det, og jeg tror i hvert fald, at det vægter tungt i regionsrådet,« siger Køges borgmester, Marie Stærke (S).
Regionsrådsformand Steen Back Nielsen (S) er tilsyneladende enig.
»Det er klart, at jo bredere opbakning, jo stærkere virker det. Kommunalbestyrelserne repræsenterer jo temmelig mange mennesker. Høringssvar vægter med den tyngde, de har, og det giver ekstra vægt, at store befolknings-koncentrationer står bag,« siger Steen Bach Nielsen.