På sygehusene i Region Sjælland er det om få år fortid med læger, der indtaler patientoplysninger på diktafoner med snurrende kassettebånd og får sekretæren til at skrive talestrømmen ind på computeren, skriver Version2.
Det betyder, at lægerne skal indtale deres journalnoter i digitale diktafoner. De indtalte notater lagres digitalt i en database, hvorefter et talegenkendelsesprogram vil omdanne lægens stemme til tekst i journalsystemet.
»Det betyder, at lægen med det samme kan se, hvad han har dikteret, og derudover bliver det hurtigt tilgængeligt mellem lægerne, hvad der er blevet registreret på en patient,« siger udviklingschef ved Sygehus Nord i Roskilde, Lars Hagerup, til Version2.
Talegenkendelsessystemet skal integreres i regionens eksisterende e-journalsystem, Opus Arbejdsplads, og derfor skal systemet implementeres af CSC Scandihealth, som også har leveret journalsystemet. Prisen på 102 mio. kr. dækker implementering, support, hardware, integration og licenser på alle afdelinger på regionens 10 sygehuse over en treårig periode.
Softwaren til talegenkendelse leveres af Max Manus, som er en underleverandør til CSC Scandihealth. Softwaren bliver optimeret til at genkende den enkelte læges stemme, og Lars Hagerup mener, at softwaren skal kunne genkende mere end 90 pct. af det indtalte korrekt, før det er anvendeligt i praksis.
»Vi ønskede et system, som man har driftserfaringer med i større stil på andre dansktalende sygehuse, og talegenkendelsessoftwaren bruges blandt andet på Sygehus Lillebælt. Det har været afgørende for os, at vi ikke skulle i gang med et udviklingsprojekt, og at systemet skal kunne foretage talegenkendelse på dansk,« siger Lars Hagerup til Version2.