Åh nej, ikke Danmark. Skuffelsen var stor hos Marja Jäätteläs finske vejleder. Men den 27-årige frøken Jäättelä havde besluttet sig for at flytte med dyrlægen til Danmark. Efter at have været medpassager i et langdistanceforhold, siden hun nogle år tidligere mødte dyrlægen i en bar, da han var på konference i Helsinki, var de enige om, at det var nemmest, at Marja flyttede til Danmark. Hun havde et godt indtryk af Danmark, hvor hun havde været på ferier med sine forældre og senere selv været til Roskilde Festival. Hun var netop færdig med sin doktorafhandling og var den første kvindelige doktorand, vejlederen havde haft. Og ikke nok med det, hun var ualmindeligt kløgtig og havde skrevet en ambitiøs afhandling.

»Din karriere slutter, hvis du rejser til Danmark,« sagde vejlederen. Han kendte udmærket Danmark. Som en flittig sejler havde han ofte besøgt landet.

»Danskerne er søde og hyggelige – men arbejde? De køber en kasse Tuborg om morgenen, og så hygger de sig med den hele dagen,« sagde vejlederen. Marja Jäättelä griner ved mindet om den gamle vejleder. Han har senere undskyldt. Men egentlig havde han ret. Danmark var ikke det oplagte valg.

Hun skulle være taget til London eller New York for at få noget målrettet laboratorieerfaring for derefter at vende tilbage til Finland til en stor stilling. Det havde hun evnerne og ambitionerne til.

I stedet kom hun til Kræftens Bekæmpelse, hvor hun fik et juniorstipendium. Året var 1990, og mødet med Kræftens Bekæmpelse chokerede mildest talt Marja. På bordene stod askebægre. Og de blev brugt. Hver dag blev de fyldt og tømt. Marja var selv ryger, da hun kom til Danmark, men røgtågerne var langt tættere end i Finland. Ikke fordi reglerne tilnærmelsesvis var strikse som i dag, men rygning på kontorer inden døre var ikke lovligt. På flere områder fik Marja hurtigt en fornemmelse af, at Danmark var noget mere afslappet – ja, nærmest lallet, sammenlignet med det stringente finske system, hun kom fra.

Den skøre finne
I dag er Marja Jäättelä 47 år. Hun er professor og afdelingsleder på Apoptoseafdelingen, Institut for Biologisk Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse, og hendes arbejde udspringer i stor udstrækning stadig af den forskning, hun indledte med sin doktorafhandling, om, hvorfor kræftceller ikke dør. Spørgsmålet er efterhånden blevet besvaret mange gange, men det har ledt til ny forskning i, hvordan man kan få kræftcellerne til at dø.

Hendes arbejdsplads har været den samme i de 20 år, hun har været her – bortset fra et års tid, da hun arbejdede i USA. De eneste variationer har været, at hun fra tid til anden har flyttet kontor fra 3. til 4. etage – og tilbage igen.

Kærligheden til dyrlægen er blevet erstattet med et ægteskab med forfatteren Henrik Nordbrandt. Et forhold, der ikke er som de fleste. Men det er Marja heller ikke.

I Danmark bliver hun hurtigt den skøre finne. Og det passer hende glimrende.

Hun er kommet til en arbejdsplads, hvor forskningen ligesom så mange andre steder kører i et temmelig lavt gear. Og det bliver hendes held.

»Jeg var ung og fuld af energi, og jeg fungerede godt med at arbejde selvstændigt. Det hele var meget op til mig selv, og det passede mig udmærket. I dag havde det aldrig været muligt at få lov at lave så mange ting, som jeg gjorde,« siger hun.

Møder alle vegne
Hun kommer med en noget anden tilgang til forskning og arbejde end den, hun bliver mødt af. For eksempel foreslår Marja at holde et seminar, og for hende var det naturligt, at det foregik på engelsk, og at oplægsholderne fik en formel introduktion. Som man gjorde i Finland. Men det var helt uhørt.

»I Danmark var alle strukturer og formaliteter brudt ned i 1980’erne,« siger hun. Til gengæld benoves hun til en begyndelse over det vældige danske arbejdspladsdemokrati med masser af møder på alle mulige niveauer. I Finland er det langt mere autoritært og hierarkisk.

»Det var fantastisk, hvordan yngre forskere fik lov til at ytre sig.«

Da Lars von Triers kult-tv-serie Riget i midten af 1990’erne kører over skærmen, genkender hun den opfattelse, som seriens koleriske, svenske neurokirurg Stig Helmer har af den danske mødekultur. Marja refererer til episoden, hvor overlæge Moesgaard som en del af en demokratiseringsproces indfører morgensang og Operation Morgenluft. Stig Helmer ser vantro til med korslagte arme, da hans kolleger begynder at synge.

»Du lukker af for det her, Stig,« siger overlæge Moesgaard i Holger Juul Hansens skikkelse. Også Marja lukker af, da hun gennemskuer, at de utallige møder på afdelingen ikke er andet end et spil.

»Nok blev alle hørt, men i princippet var beslutningerne jo afgjort af chefen.«

I dag er der ikke længere lige så mange møder, men det skyldes nok, at en række medarbejdere kommer fra andre lande og har taget deres arbejdstraditioner med. Det har givet arbejdspladsen et mere internationalt præg, vurderer Marja, der arbejder sammen med folk fra Chile og Tjekkiet.

Hård og ekstremt ambitiøs
Marja Jäättelä er ikke andet end en pige i folkeskolen, da hun finder ud af, at hun vil være forsker. Det er biologilærerens fortjeneste. En mand, der ikke finder grund til at sprede sin viden via bøgerne, men i stedet lader eleverne se, hvordan pattedyrs anatomi hænger sammen ved gang på gang at tage forskellige organer med til undervisningen.

En gang medbringer han øjne, som eleverne skal dissekere, hvis de ellers har lyst. Det har Marja. Hun har også lyst til at være med til at skære i frøer og til at puste en kolunge op med et sugerør.

Lærerens glødende engagement overbeviser hende om, at hun skal være biolog. Men hun ender med at vælge medicin, fordi de bedste forskningsaktiviteter er på de medicinske afdelinger. Og samtidig er det jo meget rart, at der er lægegerningen at falde tilbage på, hvis forskningen ikke kan bære til at opretholde en levestand.

»Det har fjernet meget pres, at jeg havde uddannelsen som læge. Det var en livsforsikring, som for eksempel mikrobiologerne ikke har.«

Den frihed, det giver, tager hun med i arbejdet i Kræftens Bekæmpelse.

»Jeg kan huske, jeg følte mig så fri, da jeg begyndte. Jeg kunne altid falde tilbage og blive læge.«
I Finland tager hun vagter som læge, mens hun skriver sin doktorafhandling. I Danmark har hun endnu aldrig været nødt til at trække i kitlen.

Da hun som 27-årig har færdiggjort sin doktorafhandling, er det tidligt, men ikke usædvanligt i Finland. Det er det i Danmark, og det bidrager til historien om, at Marja Jäättelä er en halvskør finne. Men det bidrager også til, at den skøre finne kan blive endnu mere skør, end hvis hun var blevet hjemme.

»Det blev min identitet at være skør, og det generede ikke mig.«

På den måde skal hun ikke lægge bånd på sig selv, når hun vil have foredrag på engelsk for eksempel. Så kan alle andre tænke, hvad de vil.

Hun finder hurtigt sammen med en forskergruppe, og her er det den forskertradition, hun kommer med, der bliver kodeks.

Marja er stadig blot 27 år, da hun første gang bliver vejleder. Og netop hendes forhold til de studerende har været grobund for at betragte Marja som hård og ekstremt stræbsom. Men også som meget respekteret. De studerende kappes om at komme i stald hos hende, ligesom hendes afdeling får ansøgninger fra den absolutte top af forskere i verden.

»Jeg kræver meget af mine studerende, og det var ikke så acceptabelt, da jeg kom. Jeg kræver, at de skal kunne holde foredrag på engelsk, skrive artikler selv, og jeg forventer, at deres eksperimenter lykkes. Det var den uddannelse, jeg fik, og de studerende, jeg har, klarer sig godt,« understreger hun. Hun holder ikke øje med, hvornår eller hvor meget de arbejder. Hun ser på det arbejde, de præsterer, og det bliver bemærket, når de arbejder godt. Marja værdsætter også fest og sociale arrangementer i afdelingen, og hun bekymrer sig ikke om, at hun har ry for at være en hård banan.

»Og nu er der udlændinge, der er meget hårdere end mig,« siger Marja Jäättelä og griner.
I Danmark har Marja fra begyndelsen holdt af, at forskningsmiljøet er kreativt. Det er, som om der ikke har været det samme pres på forskerne, siger hun.

»Der er ikke den samme struktur som i Finland. I Danmark kan du som 35-årig begynde at forske og stadig få en god karriere. Det danske system har støttet min kreativitet. Jeg kom til et tomt bord og fik selv lov at udvikle mig,« siger Marja.

Og uden at det punkterer hendes ambitioner, passer det kreative, lidt frie, forskermiljø godt til Marja. Det giver mulighed for selv at tilrettelægge arbejdet, så hun for eksempel kan arbejde til sent ud på natten og til gengæld sove til godt op ad formiddagen. Den livsstil har også passet godt med samlivet med en forfatter.

Finland er bedre til at behandle børn
Men for nogle år siden blev det nødvendigt med mere faste rammer, og det var slut med at sove rigtig længe. Marja blev godkendt til adoption og skulle til Kina for at hente lille Anna Helena.

Marja er eneadoptant, for som hun selv siger, er hendes mand alt for skør. Hun griner. Det er lige ved, at hun heller ikke selv bliver godkendt. Det er, fordi hun i et interview tidligere har fortalt, at hun er kendt som den skøre finne, som blandt andet synes, det er kedeligt at svømme langs kysterne, og derfor svømmer direkte mod Sverige, indtil en båd stopper hende og forbyder hende at svømme i sejlrenden. En fra adoptionsnævnet læser interviewet og indgiver en klage mod godkendelsen. Den bliver afvist, og Marja bliver mor til en datter på 10 måneder.

Og med ansvaret for hende har Marja fået et nærmere kendskab til det danske sundhedsvæsen. Desværre et bekendtskab, som får hende til at føle, at hverken hun selv eller hendes datter er i de bedste hænder, hvis de skulle blive syge.

»Med et barn har jeg lagt mærke til, at der er meget stor forskel på lægerne. Det er min opfattelse, at der er stor fare for, at det ikke bliver opdaget, hvis barnet fejler noget alvorligt,« siger hun.

Børnevenligt system
Det handler ikke om en utilfredshed med den læge, hun selv har valgt. Hende er hun meget glad for. Men systemet er bare anderledes i Finland. Der findes et system, som i 1950’erne blev indført af Arvo Ylppö. En lillebitte mand, som modtog den højeste medicinske titel, blev 104 år, og som opnåede en kæmpe indflydelse i ikke bare Finland, men også en række lande, som har kopieret dele af hans tanker. I Finland har han mindsket spædbørnsdødeligheden og har desuden været pioner for alt, hvad der drejer sig om moderskabs- eller børnesygdomme. Han er arkitekten bag et veludviklet system, der følger barnet, lige fra det er i maven.

»Alle børn er med i systemet. Selv i Lapland, hvor der er langt til alt, flyver en helikopter ud og undersøger børnene. Det er meget høj standard, og det er meget præventivt. Systemet sørger for, at man bliver kaldt ind til lægetjek og vaccination, det gør man ikke her. Der var ingen, der havde fortalt mig, hvornår vi skulle vaccineres. Jeg har kun én gang fået et brev om, at Anna Helena skulle til tandlægen, men det var det.«

I det hele taget halter det forebyggende arbejde i Danmark, vurderer Marja.

»Danmark er blevet bedre til at give sundhedsinformationer og til at være præventive. Da jeg kom, måtte man ikke rigtig sige, at gravide skulle lade være med at ryge og drikke. Det var ikke sådan, at der fandtes et sundhedspoliti i Finland, men man fik en bunke informationer,« siger Marja.

I Danmark kan hun godt lide tanken om egen læge – det er sympatisk, som hun siger.

»Men mange læger arbejder hjemmefra og har måske ikke fået så meget stimulans og efteruddannelse.«

I Finland er de såkaldte helsecentre, hvor lægerne sidder sammen i større fællesskaber, langt mere populære. Selv oplever hun, første gang hun er til egen læge i Danmark, at hun får udskrevet et præparat, man ikke har brugt i mere end to årtier i Finland.

»Der er større udsving i den behandling, man får i Danmark,« konkluderer hun.

»Fagligt har jeg mere tiltro til de finske læger. Det kan være, jeg tager fuldstændig fejl. Men der er meget kritik af det danske sundhedsvæsen, og hvis jeg selv skulle opereres, ville jeg tage til Finland. Der har jeg også flere personlige kontakter.«

En masser smykker i security-tjek
I de 20 år Marja har været i Danmark, har hun boet på Østerbro. I de seneste 10 år med et fantastisk kig over Sortedamssøen, som på selv den mest grå novembermorgen får Østerbro til at lyse op. For ellers er vinteren i Danmark, som hendes mand Henrik Nordbrandt beskriver det i et digt, meget, meget lang:

Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, September, oktober, november, november, november, november

Når vinteren som oftest er en lang grå periode uden sne, giver det til gengæld gode muligheder for at cykle året rundt, og det sætter Marja stor pris på. Blandt andet når hun skal ud at rejse.

»Det er så nemt at cykle til lufthavnen. Solopgangen er smuk over Amager Strand, og det er nemt, når man skal hjem og ikke skal vente på at blive hentet,« siger Marja og undrer sig over, at der ikke er flere, der putter bagagen bag på og hopper på jernhesten.

Efter at Anna Helena er kommet til, er rejseaktiviteten til alverdens lande sat lidt i bero. Dog har Marja sagt ja til flere opgaver i Finland og sidder med i flere komiteer, så Anna Helena får et forhold til mostre, onkler og bedsteforældre. Og den lille pige er vild med rejserne – særligt security-tjek.

»Hun bliver skuffet, hvis det ikke bipper, når jeg går igennem, så jeg tager altid en masse smykker på,« siger Marja.

Security-tjek er derfor også blevet en foretrukken leg hjemme i lejligheden. Anna Helena tager handsker på, og så skal mor en tur igennem scanneren.

Når Marja på samme måde lader sit røntgenblik gennemlyse det danske sundhedsvæsen, bipper scanneren, når blikket falder på infrastruktur.

»Det er lidt tilfældigt, som forskningsinfrastrukturen er bygget op i Danmark. Der mangler planlægning i helheden. Finland er mere struktureret og mere teknologisk avanceret.«

Derimod har hun ikke meget at udsætte på kræftforskningen i Danmark. Den er blandt verdens bedste.

»I Danmark er der rigtig, rigtig mange gode forskere, særligt på kræftområdet. Folk ude i verden, der arbejder med kræft, ved, hvem der arbejder i København. I Danmark skaber det en konkurrence om forskningsmidlerne, men det skaber også et fantastisk forskningsmiljø.«

På det område er Danmark længere fremme end Finland.

»Finland er god og solid, men Danmark er foran. Jeg sidder både i komiteer i Danmark og Finland, og det giver et godt overblik over, hvad der sker i de to lande,« siger Marja og konkluderer efter lidt tid:

»Men på mange måder kunne landene lære af hinanden.«

Marja Jäättelä om Danmark

  • Derfor kom jeg til Danmark: Jeg forelskede mig i en dyrlæge. Vi var kærester i syv år.
  • Største oplevelse: Det var at hente min datter Anna Helena til Danmark.
  • Bedste spisested: Hjemme, når min mand laver mad. For eksempel laver han en helt formidabel hornfisk.
  • Bedste gåtur: Fra min lejlighed kan jeg gå næsten ind til byen uden at krydse vejen. Gennem Holmens Kirkegård til Østre Anlæg og gennem Kongens Have. Det bruger jeg en del. Jeg kan godt lide at gå og bruger også søerne. Så løber jeg, og min datter cykler.
  • Her viser Danmark særklasse: Inden for kræftforskning/grundforskning.
  • Bliver du her til dine dages ende? Måske. Min mand siger, han gerne vil flytte til Finland. Han vil gerne flytte mange steder hen, han er ikke så glad for Danmark.
  • Det bedste ved Danmark: Det er dejligt, at man aldrig kan komme rigtig langt væk fra vand.
  • Det værste ved Danmark? Det er den grå vinter. Der er den finske vinter bedre.
  • Jeg får nok af Danmark, når... Pia Kjærsgaard kommer i regeringen. Eller hvis den nuværende regering fortsætter en periode mere.
  • Her finder jeg lidt af mit hjemland? Du kan faktisk ikke finde det i Danmark. Men der er en grænse i Skåne, hvor alt pludselig er granit. Hvis Skåne tæller med, så er det der.

Blå bog

Marja Helena Jäättelä, 47

  • 2003 Professor i kræftbiologi, Københavns Universitet
  • 2003 Afdelingsleder, Apoptoselaboratoriet, Kræftens Bekæmpelse
  • 1997-2002 Gruppeleder, Apoptoselaboratoriet, Kræftens Bekæmpelse
  • 1994-1996 Seniorstipendiat, Afdeling for Cellebiologi, Kræftens bekæmpelse
  • 1993-1994 Post doctoral fellow Sloan-Kettering-Memorial Cancer Center, New York
  • 1991-1992 Juniorstipendiat, Afdeling for Cellebiologi, Kræftens Bekæmpelse
  • 1990 Dr.med., Helsinki Universitet
  • 1989 Cand.med., Helsinki Universitet
  • Gift med forfatteren Henrik Nordbrandt, har en datter på tre år

E-paper