Et brev fra indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) til Region Midtjylland har fjernet den sidste rest af tvivl om Det Nye Universitetshospital i Århus. I brevet meddeler regeringen, at den tilslutter sig en indstilling fra det Erik Juhl-udvalget og giver endeligt tilsagn om 6,426 mia. kroner til DNU-projektet fra Regeringens Kvalitetsfond.
»I projektafdelingen er vi meget glade for at få den her melding, så vi nu kan komme rigtigt i gang med det videre planlægningsarbejde. At vores ansøgning er blevet godkendt af Regeringen har fjernet noget af den usikkerhed, der har præget projektet i de seneste måneder, siger projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen i en kommentar på projektafdelingens hjemmeside.
Erik Juhl-udvalget har i sin indstilling til Regeringen lagt vægt på, at Det Nye Universitetshospital kan realisere en betydelig forbedret patientbehandling, og Ekspertpanelet lægger ligeledes vægt på, at hospitalet kan bane vejen for nye arbejdsgange, kapacitetsudnyttelse, logistik og patientforløb.
I løbet af efteråret 2010 vil der blive udarbejdet en detalieret tidsplan for afholdelsen af projektets udgifter, sådan at der kan lægges en plan for udbetalingen af pengene fra Kvalitetsfonden.