Mindst 10 – og måske så mange som 30 – nyrepatienter har udviklet den alvorlige medicinbivirkning nefrogen systemisk fibrose (NSF), efter at være blevet undersøgt med brug af Omniscan og andre gadolinium-holdige kontraststoffer på Skejby Sygehus. Det fortalte cheflæge Kristjar Skarjaa og repræsentanter for en forskergruppe fra Skejby Sygehus, da resultaterne af et forskningsprojekt i dag blev offentliggjort.

Det store antal NSF-tilfælde kommer bag på Skejby-forskerne, der indledte forskningsprojektet sidste sommer med en forventning om kun at finde enkelte tilfælde.

Læge Tina Rask Elmholdt og overlæge Anne Braae Olesen fra Dermato-venerologisk afdeling på Århus Sygehus har gennemgået journaler fra 438 nyrepatienter, der i perioden 1997-2008 har fået udført en MR-scanning med gadolinium-holdige kontraststoffer på Skejby Sygehus.

Alle nulevende nyrepatienter med mulig NSF har været indkaldt til fornyede undersøgelser, og her har Skejby-lægerne stillet diagnosen NSF på foreløbig ti patienter. Resultaterne af yderligere seks patienters hudundersøgelser er endnu ikke færdige.

140 afdøde nyrepatienters journaler er gennemgået, og her vurderer Skejbylægerne, at der kan være op til 15 yderligere tilfælde af NSF-tilfælde, som altså ikke kan bekræftes. Det kan bringe det samlede antal tilfælde af NSF helt op på ca. 30 tilfælde.

Lægemiddelstyrelsen blev på et hasteindkaldt møde tirsdag i sidste uge orienteret om det overraskende store antal NSF-tilfælde fra Skejby Sygehus, og vil - så snart NSF-tilfældene er fordelt på de forskellige typer kontrastmidler - blive indberettet til de centrale EU-myndigheder.

Sundhedminister Jakob Aksel Nielsen har hidtil holdt fast i, at han opfattede NSF som et problem, der overvejende hang sammen med Herlev Hospitals brug af tredobbelte doser af kontrastmidlet Omniscan til nyrepatienter.

Overlæge Bente Fiirgaard, MR-centret på Skejby, bekræfter, at det også var den praksis, som Skejby anvendte til bestemte typer undersøgelser af nyrepatienter med Omniscan og andre gadolinium-holdige kontrastmidler.

MR-Centret på Skejby stoppede i begyndelsen af august 2006 med at bruge kontraststoffet Omniscan, efter læger på Herlev Hospital og Lægemiddelstyrelsen i 2006 advarede om, at der var mistanke om, at der kunne være alvorlige bivirkninger i forbindelse med brug af det gadolinium-holdige kontraststof Omniscan til nyrepatienter.

Relaterede artikler