En strandet finhval i Vejle Fjord fyldte i sommeren godt i medierne, mens den kæmpede sin dødskamp. Nu fylder den også en scanner på Skejby Sygehus.
I dag klokken 11 begynder et hold hjertelæger undersøgelserne af hvalens 200kg tunge hjerte, der skal give ny viden om forebyggelse af hjertesygdomme.
»Vi lærer utrolig meget af at undersøge, hvordan andre arters hjerter fungerer. Et hvalhjerte bliver udsat for ekstreme trykforhold, når de befinder sig dybt nede i havet, hvor der jo ikke er noget ilt. Derfor er vi særligt interesseret i at undersøge muskelfibrene i hjertet og forhåbentlig få inspiration til smartere måder at løse hjerteproblemer på hos mennesker. For eksempel blodpropper,« siger overlæge Morten Bøttcher i en pressemeddelelse.
Deles i to
Hjertet er cirka 600 gange større end et menneskehjerte, og det gør det til lidt af en udfordring, at få undersøgt kæmpehjertet.
»Siemens har jo lavet CT-scanneren til mennesker og ikke til finhvaler. Derfor er vi nødt til at skære hvalhjertet over i to stykker for at kunne gennemføre scanningen,« siger Morten Bøttcher.
Tidligere har hjertelægerne på Skejby Sygehus også haft slange- og girafhjerter til undersøgelse. Sidstnævnte er interessant for hjertelæger, da giraffens blodtryk er højere end hos noget andet pattedyr, men alligevel ikke giver anledning til sygdom hos de langhalsede.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen