Skejby er landets mest respekterede hospital. Altså hvis man bedømmer det på grundlag af antallet af stemmer pr. speciale i Dagens Medicins afstemning. Og det gennemsnitstal er faktisk helt centralt for kåringen af Danmarks Bedste Hospital.
Men hvis man ser på antallet af fans derude i sundhedssektoren, så er Rigshospitalet langt den største ’star’ i sundhedssektoren. Vi taler oven i købet om en kæmpeforskel. Rigshospitalet er en gedigen stemmesluger.
Forvirret? Det er der ingen grund til.
Dagens Medicins kåring af Danmarks Bedste Hospital baserer sig, medgivet, på en del statistisk frækhed. Modellen lægger sig reelt tæt op ad de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen om kort tid spiller ud med, nemlig at de dygtigste afdelinger skal have lov at fortsætte – de andre skal lukke ned.
I denne kåring trækker det nemlig alvorligt ned, hvis et sygehus har afdelinger, der ikke lever op til kvalitetskravene. Derfor er det særligt vanskeligt for hospitaler med mange specialer – og dermed større risiko for brodne kar – at vinde Danmarks Bedste Hospital. Det princip straffer derfor hospitaler som Rigshospitalet og Odense Universitetshospital. Men sådan må det være. Danmarks Bedste Hospital er et kvalitetsstempel, og det må helst ikke omfatte afdelinger, der ikke leverer den højeste kvalitet.
Til gengæld fører Rigshospitalet sig i den grad frem i afstemningerne, hvor ingen andre får så mange stemmer, og det er ikke at kimse ad. Spørgsmålene i afstemningen har formen: Hvis en af dine pårørende skulle få brug for (denne eller hin behandling), hvilket hospital ville du så foretrække? Netop det spørgsmål må man formode, at sundhedssektorens egne medarbejdere – bedre end andre – kender svaret på.
I alt har 2.400 læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle deltaget i afstemningen. Knap hver tredje er kommet fra Hovedstadsregionen, Region Midtjylland har leveret 15 pct. af stemmerne, præcis det samme som Region Nordjylland. Disse andele er forventelige i forhold til befolkningsandelen.
Resten af stemmerne fordeler sig med 32 pct. på Region Syddanmark, og det er en klar overrepræsentation, og kun 6 pct. for Region Sjælland, og det er en klar underrepræsentation. Begge tal afviger altså fra det forventede. Det skal nævnes, at det ikke er muligt at stemme på sin egen arbejdsplads. Når deltagerne i afstemningen har krydset af, hvilket sygehus de arbejder på, så ’forsvinder’ det pågældende sygehus. Hvis man vil snyde, så kan man vælge at oplyse, at man slet ikke er f.eks. læge, men så havner stemmen i gruppen af ’andre stillinger’, og der tæller stemmen en tiendedel af, hvad en lægestemme udløser af point.
I alt har deltagerne placeret 64.700 stemmer. Hver deltager har altså stemt 27 gange fordelt på de 38 specialer, der har været omfattet af afstemningen.
Rigshospitalet har i denne afstemning opnået 11.519 stemmer, en andel på imponerende 18 pct. Afstemningen har ellers omfattet 85 somatiske og psykiatriske hospitaler, så den gennemsnitlige andel er altså knap 1,2 pct. På andenpladsen opnår Århus Sygehus 8.007 stemmer med OUH på tredjepladsen med 7.674.
Årets vinder, Skejby, lander på fjerdepladsen med 5.735 stemmer. De er så placeret på væsentlig færre specialer, nemlig 16, og derfor vinder Skejby 10 af de 16 specialer, man stiller op i.
Rigshospitalets mange stemmer fordeler sig over 33 specialer. Det bliver til 13 specialesejre, akkurat én mere end Århus Sygehus.
Rigshospitalet vinder 13 specialeafstemninger
- Øjensygdom, organkirurgi, plastikkirurgi, neurokirurgi, tand-mund- kæbe, anæstesi, intensivafsnit, leukæmi, klinisk farmakologi, klinisk fysiologi, klinisk genetik, radiologi/røntgen, traumecenter.
Århus Sygehus vinder 12 specialeafstemninger:
- Øre-næse-hals, neurologi, lungemedicin, geriatri,reumatologi, dermatologi/venerologi, endokrinologi, gastroenterologi, ortopædkirurgi, akutmodtagelse, klinisk biokemi, patologi.
Skejby vinder ti specialeafstemninger:
- Kardiologi, thoraxkirurgi, karkirurgi, gynækologi/obstetrik, infektionsmedicin, nyremedicin, urologi, pædiatri, blodbank, mikrobiologi.
- Odense Universitetshospital vinder 1: arbejdsmedicin.
Rigshospitalet stormer frem
Men Skejby scorer
Risskov suveræn i psykiatri