I takt med faldet i antallet af fedmeoperationer er flere afdelinger nået under et kritisk niveau, mener Peter Funch-Jensen, der er fedmekirurg på privathospitalet Hamlet og desuden formand for styregruppen bag Dansk Fedmekirurgiregister.
I alt 10 offentlige og private hospitaler har godkendelse til at operere overvægtige, men ifølge registret havde tre afdelinger i 2011 under 100 operationer, mens to havde lige over 100 operationer. Og det er problematisk, mener Peter Funch-Jensen.
»Der er flere afdelinger, der laver færre 100 operationer om året, og hvis det lave niveau fortsætter, er det ikke i orden, for al erfaring viser, at jo færre operationer, jo dårligere bliver kvaliteten,« siger Peter Funch-Jensen.
Grænsen på 100 operationer om året står i en såkaldt fællesprotokol, som en række fedmeeksperter har lavet for Sundhedsstyrelsen.
I retningslinjerne står, at ’afdelingen bør udføre mindst 100 fedmekirurgiske indgreb årligt og den enkelte operatør mindst 35 årlige indgreb’. Og det overholder hverken Svendborg Sygehus, Regionshospitalet i Viborg eller privathospitalet Bariatric Center Copenhagen, mens Aalborg Sygehus og Aarhus Sygehus har henholdsvis 113 og 114 operationer i 2011.
»Det er ikke op til mig, men Sundhedsstyrelsen eventuelt at drage en konsekvens af det, men det vil være underligt, hvis Sundhedsstyrelsen vender det blinde øje til, for ellers er et krav jo ligegyldigt,« siger Peter Funch-Jensen, der grundlæggende mener, at for mange afdelinger laver fedmeoperationer.
»Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt operationerne ligger i privat eller offentligt regi, men at de er samlet på færre steder. Kun på den måde får vi bedre kvalitet,« siger han.
Søren Brostrøm er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, og han kan ikke sige, om afdelinger, der i 2011 opererede færre end 100 om året, fortsat skal have lov til at foretage fedmeoperationer. Men Sundhedsstyrelsen vil kigge på området.
»De forskellige afdelinger har i specialeplanen fået godkendelse til operationen, og hvis der sker nævneværdige ændringer i de forudsætninger, skal de selvfølgelig fortælle det til Sundhedsstyrelsen. Derfra kan vi så komme med eventuelle ændringer. Under alle omstændigheder vil vi i løbet af 2012 begynde at monitorere specialerne og kigge på, om alt er, som det skal være. Vi følger også området for fedmeoperationer tæt,« siger Søren Brostrøm.
For Ulla Astman, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, er konsekvensen dog klar.
»Afdelingerne skal operere det minimum, som Sundhedsstyrelsen har sat, ellers skal operationerne flyttes andre steder hen. Det har vi gjort på andre områder, så det bør også ske på dette område,« siger hun.