Acetylsalicylsyre kan reducere risikoen for at få tilbagefald og dø af brystkræft, viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Journal of Clinical Oncology.

Forskerne fulgte i fire år ca. 4.100 kvindelige sygeplejersker, der i perioden 1976-2002 havde fået diagnosticeret brystkræft. Forskerne undersøgte koblingen mellem brug af acetylsalicylsyre og død eller tilbagefald mindst et år efter diagnosen.

Risikoen for tilbagefald faldt med 60 pct. blandt de kvinder, der brugte acetylsalicylsyre hver uge, og risikoen for at dø af sygdommen faldt med 70 pct. – det gjaldt for patienter, der tog acetylsalicylsyre to til fem gange om ugen. Et større forbrug af acetylsalicylsyre gav en lidt lavere risikoreduktion.

Årsagen til sammenhængen mellem brug af acetylsalicylsyre og lavere risiko for tilbagefald eller død af brystkræft er ikke helt kortlagt.

Acetylsalicylsyre og andre såkaldt antiinflammatoriske lægemidler hæmmer enzymet COX-2, og mindsker de såkaldte prostaglandinniveauer.

Tidligere undersøgelser har vist, at dette kan reducere væksten hos kræftceller. Effekten på COX-2 systemet reducerer ifølge forskerne bag undersøgelsen også metastasers cytokinrespons, og stimulerer immunforsvaret.

Kilde