Efter kraftig kritik fra to kræfteksperter og Forbrugerrådet beder solariekæden Dan-Sun nu alle solcentre om at tage plakaten ned.

»Vi har nu haft mulighed for at se på tingene, og det er vores opfattelse, at plakaten kan være i strid med markedsføringsloven. Derfor har vi bedt alle vores kunder og samarbejdspartnere om at fjerne den hurtigst muligt, siger pressetalsmand fra Dan-Sun, Jacob Høffner til DR.

To af de eksperter, der udtalte sig om det gode ved at tage sol, har kritiseret solkæden for at have misbrugt udtalelser, der efter deres mening er taget ud af en sammenhæng.

»Solarier er helt overflødige sundhedsmæssigt«
Blandt andet er overlæge Anne Tjønneland fra Kræftens Bekæmpelse citeret for at anbefale 10-15 minutters sol to til tre gange om ugen.

»Det citat drejer sig på ingen måde om solarier, men om den rigtige sol. Den naturlige sol er den bedste kilde til D-vitamin. Meningen med citatet er at understrege, at man ikke behøver ligge og stege i solen, men blot skal have lidt af den i sommerhalvåret på ansigtet og armene for at få tilstrækkeligt D-vitamin,« siger Anne Tjønneland ifølge Kræftens Bekæmpelses.

»Derfor er jeg også glad for, at Dan-Sun nu fjerner plakaten. Jeg kunne aldrig drømme om at anbefale folk at gå i solarium for at få D-vitamin. Solarier er helt overflødige sundhedsmæssigt og vi ved, at risikoen for hudkræft og modermærkekræft øges markant, når man går i solarium,« siger hun.

Læs mere