Der er kun 700 meter af den. Stranden. Og du kan godt glemme alt om azurblåt vand og kridhvidt sand, så langt øjet rækker. Nej, stranden ved Bellevue ligner ikke et postkort fra Thailand, men med sine kun 12 kilometer fra hjertet af København er det alligevel noget af det tætteste, københavnerne kan komme på dansk badeidyl. Alle københavnere genkender det blå og hvide livreddertårn, der er blevet selve symbolet på den lille, men populære strand, der hvert år bliver besøgt af op mod en halv million gæster. En af disse er Derk Krieger, neurolog, klinisk professor og overlæge ved Bispebjerg og Rigshospitalet.

Så ofte som muligt – og allerhelst hver dag – springer han på cyklen og sætter retning mod badestranden. Det er blevet en slags ritual. For hvis vejret tillader det, så afslutter han arbejdsdagen med mindst en halv time i bølgerne.

»At svømme i havet er så forfriskende og opkvikkende. Jeg har aldrig tidligere boet ved havet, men efter at jeg er flyttet til Danmark, tror jeg ikke længere, jeg kan undvære det. Den daglige svømmetur er blevet en helt naturlig del af mig,« fortæller Derk Krieger.

Blikket vandrer mod det store vindue i kontoret på Rigshospitalets ottende etage. Herfra er der direkte udsyn til Øresund og de store, luksuriøse krydstogtskibe i Københavns Nordhavn, der som hvide kæmper stikker frem i Københavns ’skyline’. Havet og skyerne maler et maleri, der aldrig er det samme som dagen før, og på et øjeblik kan han aflæse på vejret, om det i dag bliver til en tur omkring Bellevue.

Den kolde dukkert er i bogstaveligste forstand en smag af neurologens egen medicin. Som læge og forsker har Derk Krieger nemlig gjort sig til fortaler for at nedkøle apopleksipatienter; en behandling, der har vist sig at modvirke nogle af følgerne af en blodprop i hjernen.

»Det er en utrolig enkel og ligetil behandling, men som har vist sig at gøre en forskel,« forklarer han. Selvom han er født og opvokset i Tyskland, flyder ordene roligt og eftertænksomt på et fuldendt amerikansk. Intet afslører, at modersmålet i virkeligheden hører hjemme 6.000 kilometer fra Guds eget land.

Specialist i hjernen
Derk Krieger er 50 år. Neurolog med speciale i at behandle blødninger og blodpropper i hjernen. Han er født og opvokset nær Aachen i det tidligere Vesttyskland – 150 kilometer og en hollandsk landegrænse fra det nærmeste hav. På eksamensbeviset står der 1984. Speciallæge og ph.d. i neurologi har han kunnet kalde sig siden 1993. Men selvom både dåbsattest og eksamensbeviser er skrevet på tysk, så har lægelivet først og fremmest været på amerikansk. På godt og på ondt. For selvom USA er landet, hvor en sundhedsforsikring hos et privat forsikringsselskab kan være forskellen på liv eller død for millioner af amerikanere, så er det samtidig et privilegeret sted at arbejde som læge. For hvis patienten er parat til at betale prisen, så kan det meste også klares uden ventetid.

»I USA kunne jeg få alt, hvad jeg havde brug for, med det samme. Hvis jeg havde brug for en mri-scanning, så fik jeg en mri-scanning, uden at der blev sat spørgsmålstegn ved det. I Danmark kan jeg vente op til fire uger på den samme undersøgelse, og det er stort set umuligt at sætte pres på for at komme hurtigere til. Ventelister er ventelister, og de gælder for alle i det offentlige,« siger Derk Krieger.

Acceptér det private
Når han i dag kigger på det danske sundhedsvæsen, ser han dog de første tegn på, at privathospitalerne i større og større grad også her i landet byder ind og melder sig som et supplement til de steder i det offentlige, hvor der i dag er flaskehalse. Og der er ikke nogen grund til at rynke på næsen ad den udvikling, mener han. For hvis det danske hospitalsvæsen skal løfte sig yderligere, må læger og det offentlige sundhedssystem nemlig acceptere, at det nogle gange er nødvendigt at udnytte de private aktører.

»Vi skal være bedre til at finde en balance mellem det offentlige og det private, men det er altid svært, når det er staten, der skal diktere den balance. For når staten sidder med regningen, så ender balancen ofte med at blive fastsat ud fra, hvordan det økonomisk er mest hensigtsmæssigt. Det går ud over patienterne, der måske ikke kan få den hurtige behandling, som jeg mener, de bør have. Det sker, selv hvis ellers fornuftige læger og eksperter er med til at definere, hvordan offentlige og private skal udnytte hinanden,« siger han.

Danskerne kan dog med rette være tilfredse med sundhedssystemet, der er godt til at få patienterne igennem systemet.

»Vi skal have det fint med, at vi behandler en masse patienter, men nu mener jeg, at det er det på tide, at vi udvikle os og endnu hurtigere får tilset vores patienter. Ikke mindst inden for mit område af neurologien, hvor vi med bedre og hurtigere adgang til eksempelvis skannere kan give endnu flere apopleksipatienter den rigtige behandling,« siger Derk Krieger.

Det blev til 12 år i USA, inden jobbet i København kaldte. De fleste år blev brugt i delstaten Ohio og på det verdensberømte hospital Cleveland Clinic. Det blev i 2009 kåret til USA's fjerdebedste sygehus af tidsskriftet U.S. News, der igennem 18 år har ranglistet alle amerikanske behandlingssteder.

Siden 2008 har han dog haft adresse i Danmark, hvor familien på fire er bosat i Charlottenlund ikke langt fra den foretrukne badestrand. Her bor han sammen med sin tyske kone – der er ved at få godkendt sin lægeuddannelse som alment praktiserende læge af Sundhedsstyrelsen – og de to børn, der har boet hele deres liv i USA.

»Børnene er vokset op i USA, så de er amerikanere i hjertet. Men min kone og jeg er europæere – ikke tyskere, men europæere. Derfor var det naturligt at vende blikket mod Europa, da vi havde besluttet at forlade USA,« forklarer Derk Krieger.

Udså sig Danmark
Med det samme stod det klart, at familien ikke skulle flytte tilbage til Tyskland. For der havde de jo allerede prøvet at bo. I stedet udså de sig Skandinavien, hvor især Danmark trak i familien. Ikke mindst fordi landet på grund af sin placering som indgangen til både det europæiske kontinent og Skandinavien har haft stor berøring med andre kulturer.

»Særligt København er multikulturel, fordi den er hovedstaden og derfor tiltrækker folk fra hele verden. Det var meget, meget vigtigt for os, fordi vi selv har været en del af så mange forskellige fællesskaber, hvor vi er kommet,« siger han.

Efter to år i landet har han forelsket sig i København. I de forskellige bydele, livsstilen og arkitekturen. Dét gør København til en af Europas smukkeste storbyer, mener han. Og så nyder han livet sammen med danskerne, som han kalder for Skandinaviens italienere.

»I interesserer jer for god mad og design, og så går I ikke altid så højt op i, hvad klokken er,« lyder begrundelsen.

Telefonen på skrivebordet afbryder talestrømmen, og tyskamerikaneren slår over i et gebrokkent dansk. Efter to år i landet mestrer han stadig ikke det danske sprog fuldkomment, men hans mening trænger klart igennem ordene, der får en skiftevis tysk og amerikansk klang.

»Jeg bliver bedre og bedre, fordi jeg vil, og fordi jeg synes, man skal tale sproget, når man har besluttet at bo her. Det viser respekt for patienterne,« forklarer Derk Krieger.

»Heldigvis er danskerne gode til engelsk, og det ender som regel med, at mine patienter foreslår, at vi fortsætter samtalen på engelsk, efter at jeg i fem minutter virkelig har anstrengt mig for at gøre mig forståelig på dansk.«

Ville ikke samle frimærker
Siden ankomsten i Danmark har han delt sin tid mellem Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital, hvor han er ansat i et klinisk professorat med tilhørende overlægestilling i neurologi.

Det lå ellers ikke i kortene, at karrieren skulle bevæge sig i retning af hjernen og dens sygdomme. Som studerende havde han nemlig en forkærlighed for den type behandlinger, hvor han med sine egne hænder kunne gøre en forskel for patienterne. Det fik pilen til at pege i retning af kirurgien.

»I dag er jeg glad for, at jeg ikke blev kirurg. Men dengang ønskede jeg virkelig at gøre en forskel. Jeg ville ikke bare snakke med patienterne og fortælle dem, hvad de skal gøre, eller hvilken pille de skal tage,« husker han.

»Der var en, der fortalte mig, at neurologi er én kilometer diagnose og én centimeter behandling. Jeg sagde, o.k., du har måske ret, men så lad os ændre det.«

I de efterfølgende år udviklede neurologien sig fra at være et diagnostisk speciale til i højere grad også at inkludere behandlinger. Ikke mindst takket være professor Werner Hacke, der er en af fadderne til moderne behandling af apopleksi, og som i dag er præsident for den europæiske apopleksiorganisation, ESO. Han blev Derk Kriegers mentor og en medvirkende årsag til, at den faglige passion blev netop apopleksi.

»Inden for neurologien kan du blive en af to slags læger: Du kan blive som frimærkesamleren, der samler på sjældne frimærker, og blive rigtig god til at opdage sjældne sygdomme. Den slags neurologer går som detektiver på jagt blandt de sjældne sygdomme, når de skal stille en diagnose. Den type læger er selvfølgelig meget vigtige, men jeg ville hellere arbejde mere bredt. Apopleksien er et område, hvor vi som læger kan gøre en forskel. Hvis der er en blodprop, kan vi fjerne den. Og hvis der er en blødning, kan vi gøre en række ting for at beskytte det omkringliggende væv. Og så er det noget, jeg kan gøre med mine egne hænder,« forklarer han.

KBU-læger spilder mængder af tid
Tiden som medicinstuderende og efterfølgende under hoveduddannelsen husker han som hård og med mange lange dage. Og det udpeger han som en af forskellene på Danmark og udlandet. For selvom han er tilfreds med den på papiret 37 timer lange arbejdsuge, så er det – især i studietiden – vigtigt, at man gør den ekstra indsats for at komme ind på sit område. Og her hjælper det danske system ikke nødvendigvis, mener han.

»KBU-lægerne skal ligesom alle andre også dække nattevagter og arbejde i weekender, men der bliver spildt enorme mængder tid, fordi der ikke er lige så mange patienter i de perioder, og fordi der ikke er den samme sparring med erfarne læger, som er så vigtig for uddannelsen. Og så kan de afspadsere i løbet af ugen, hvor der ellers er både patienter og mere supervision fra erfarne læger. Det kan være et problem. For selvom medicin er en akademisk uddannelse, så er det jo i virkeligheden en slags mesterlære. Hvis du ikke ser patientcases og kan diskutere dem med en erfaren læge, så lærer du det ikke,« mener han.

Han erkender, at arbejdspresset for læger og andet sundhedspersonale er alt for stort andre steder i verden, og det er da heller ikke ad den vej, at KBU-lægerne skal blive bedre.

»Jeg vil aldrig sige, at de skal lægge 80 timer om ugen i deres arbejde, som man gør i USA eller i Tyskland. Det minder jo mest om slaveri. Men det er et problem, at der er så meget tid, der kunne være brugt anderledes, for det tager meget lang tid at uddanne en speciallæge i Danmark.«

Sundhedsstyrelsen glæder og frustrerer
Han erkender, at han ikke kendte så meget til Danmark og det danske sundhedssystem, før han kom hertil. Han vidste dog, at det var noget ganske anderledes end det system, der havde været hans arbejdsplads en stor del af hans liv.

»Jeg vidste, at det var et mere socialistisk sundhedssystem. Når man kommer fra USA, kan det kun være en god ting.«

Det anderledes sundhedsvæsen har da også sine konsekvenser. Blandt andet, at lægerne ofte skal følge klart definerede retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen for, hvordan en given sygdom skal håndteres. Det gør med Derk Kriegers ord lægelivet i Danmark udfordrende, da man nogle gange må fravælge nye, lovende behandlingsmetoder, fordi de endnu ikke er blevet godkendt fra centralt hold.

Men svagheden ved at være underlagt en styrende enhed som Sundhedsstyrelsen er omvendt også en af den danske sundhedssektors styrker, påpeger han. For når først en behandling har fået styrelsens blå stempel, så går det hurtigt at få den ud til befolkningen.

Han nævner som eksempel behandlingen med trombolyse, hvor patienten får en kraftig blodfortyndende medicin intravenøst for at opløse en blodprop i hjernen. Den behandling redder nu utallige danskeres liv og førlighed hvert år. Alligevel skulle der gå 10 år, fra behandlingen i 1996 blev godkendt som standardbehandling i USA, til den blev sat i system i Danmark.

Århus Sygehus blev i 2006 det første hospital i landet, der indførte systematisk tilbud om behandling med trombolyse. Og fra tidligere at være en behandling, der blev set på med skepsis, så er den i dag bredt anerkendt over hele landet. Ikke mindst takket være Sundhedsstyrelsen.

»Fordi alt bliver organiseret centralt, har udbredelsen af trombolyse været særdeles succesfuld. Man siger, at i dag får omkring en tredjedel af de patienter, der bliver tilset i tide til at give trombolyse, behandlingen. Det er en meget høj andel. Også sammenlignet med Tyskland, der startede med behandlingen flere år før Danmark,« siger Derk Krieger.

Fra sit kontor på Rigshospitalet har han fri udsigt til det, der kan blive den næste udslagsgivende faktor for behandlingen af apopleksi. På taget af hospitalet lander og letter der flere gange om dagen en af de lægehelikoptere, der kan gøre forskellen på liv og død, når en dansker bliver ramt af apopleksi. Det gør cirka 11.000 hvert år. I 85 procent af tilfældene er der tale om en blodprop, hvilket gør dem til kandidater til behandling med trombolyse. Og så gælder det om, at det går hurtigt, for så er tiden altafgørende.

Går der længere end 4,5 time fra de første symptomer, så bliver det for farligt at starte den livreddende behandling.

Her kan helikopterberedskabet komme til at spille en rolle.

I forvejen flyver en helikopter mellem Bornholm og Rigshospitalet, og den får de næste 18 måneder selskab af endnu en maskine, der som flyvende ambulance skal rykke ud i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Derk Krieger sender igen et blik mod vinduet. Klokken nærmer sig 16, og udenfor er en af årets første sommerdage godt i gang. Det er det perfekte vejr til en svømmetur.

Derk Krieger om Danmark

  • Derfor kom jeg til Danmark: Fordi jeg blev rekrutteret til et spændende job.
  • Største oplevelse: At se udsigten over København fra Himmelskibet i Tivoli.
  • Bedste spisested: Kokkeriet.
  • Bedste gåtur: Dyrehaven.
  • Her viser Danmark verdensklasse: I sin madlavning.
  • Bliver du i Danmark til dine dages ende? Jeg tænker ikke så langt frem. Vores plan er at slå os ned i Charlottenlund, og det er ikke noget dårligt valg.
  • Det bedste ved Danmark: Når danskerne samles for at feste.
  • Det værste ved Danmark: Bilpriserne.
  • Jeg får nok af Danmark når... dagene er kortest omkring vintersolhverv.
  • Her finder jeg lidt af mit hjemland: Når jeg snakker i telefon med eller får besøg af venner fra Tyskland.

Blå Bog

Derk W. Krieger, 50

  • 2008 Klinisk professor i neurologi og cerebrovaskulære sygdomme ved Københavns Universitet med overlægestilling ved Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital
  • 1998 Forsker og læge ved The Cleveland Clinic Foundations Section of Stroke and Neurological Intensive Care, Cleveland, Ohio, USA
  • 1996 Studieleder på Neurological Critical Care-uddannelsen på University of Texas Medical School at Houston, Dept. of Neurology
  • 1993 Ph.d. i neurologi
  • 1993 Speciallæge i neurologi
  • 1984 Cand.med. fra Rheinisch-Westfälische Technische Hochschule (RWTH) i Aachen, Tyskland

E-paper