Ledende overlæge Mette Deleuran kan igen i år glæde sig over, at Dagens Medicin læsere har peget på dermatologisk afdeling S på Århus Sygehus som den bedste i landet.

»Det faglige og det uddannelsesmæssige vejer tungt. Vi står stærkt på uddannelse af både læger og sygeplejersker, og det bliver også en aktivitet for patienterne,« siger Mette Deleuran.

De godt 100 ansatte, herunder 20 læger, er i dagligdagen opdelt i en række specialklinikker for store og tunge sygdomsområder, bl.a. psoriasis, atopisk eksem, bindevævssygdomme, lymfekræft i huden, laserbehandling af bl.a. kartumorer i ansigt og ar efter acne. Herudover driver afdelingen en stor arbejdsdermatologisk klinik, hvor man udreder patienter, der lider af allergi, som kan skyldes påvirkninger på jobbet, og et stort sårcenter.

Opgaveglidning prioriteres højt, og afdelingen har selvstændige sygeplejeklinikker, hvor sygeplejerskerne står for konsultationerne og har ansvar for at lære patienterne op i smørebehandling og injektionsbehandling til de nye biologiske terapier til f.eks. psoriasis.

Forskning i psoriasis
Afdelingen er også langt fremme med forskning i nye biologiske behandlinger af psoriasis, og det giver også store fordele i den daglige behandling. Volumen opnår afdelingen i kraft af, at den er den eneste af sin art i Jylland.

»Det er vigtigt for os at tackle patienternes problemer hurtigst muligt. Mens de venter på at komme til i vores ambulatorium, vil vi derfor i samarbejde med egen læge sørge for, at de kommer i gang med en midlertidig behandling, indtil vi har fået lavet en grundig undersøgelse,« fortæller Mette Deleuran.

Sammen med lungemedicinere, pædiatere og arbejdsmedicinere er dermatologisk afdeling ved at forberede oprettelsen af et egentligt allergicenter under Århus Universitetshospital.

Bedst til dermatologi