Selvom Dansk Folkeparti har brugt forhandlingerne om næste års finanslov til at presse regeringen på placeringen af et kommende supersygehus i midtjylland, så holder regeringen fast i planen om at bygge i Gødstrup.

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på det ugentlige møde med pressen.

For selvom DF vil rykke sygehuset 16 km og til byen Aulum, så er Gødstrup stadig det »faglige og saglige« valg.

»Den anbefaling står regeringen ved,« sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge Ritzau.

Statsministeren pegede på Gødstrup
Det var statsministeren selv, der tidligere på året offentliggjorde, at regeringen og Juhl-udvalget nu anbefalede at bygge i Gødstrup i overensstemmelse med Regionens ønske.

Tidligere var den foretrukne løsning at udbygge det eksisterende sygehus i Herning.

Forhandlingerne om finansloven er stadig igang, og ifølge flere medier er det især Dansk Folkepartis ønske om at få rykket sygehuset, der forhindrer parterne i at nå frem til en aftale.

Finansministeren har tidligere sagt, at han forventede en ny finanslov i søndags, men tirsdag var forhandlingerne endnu ikke afsluttet.