Det nye UVKL skal hedde KRIS, og fomandsposten bliver besat af vicedirektør på Herlev Hospital Steen Werner Hansen. Det har Danske Regioners bestyrelse netop vedtaget.
Det nye råd skal ifølge Danske Regioner koordinere beslutningerne om, hvorvidt ny medicin skal tages i brug på sygehusene og derved sikre, at det bliver en faglig vurdering, og ikke postnummeret, der afgør, hvilken medicin patienten tilbydes
Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS) skal overtage de funktioner, som ikke er varetaget, siden Sundhedsstyrelsen i forbindelse med forårets sparerunde lukkede og slukkede for Nationalt Udvalg til Vurdering af Kræftlægemidler (UVKL).
KRIS skal især vurdere, hvilke behandlinger med nye kræftmidler danske patienter skal tilbydes. Hvis regionerne ønsker, at KRIS også forholder sig til, om andre typer medicin end kræftmedicin skal indføres som standardbehandling i hele landet, vil det nye råd også kunne tage stilling til dette.
Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) er overbevist om, at vores nye råd bliver en stor gevinst for patienterne, fordi KRIS vil være hurtigere end UVKL til at træffe afgørelser om ny medicin.
»I modsætning til tidligere statslige udvalg på området, skal det nye råd ikke have godkendt sine beslutninger af indtil flere andre instanser. Og så vil rådet samtidig have en stærk ledelsesforankring i regionerne, som kan sikre, at der hurtigt kan følges op på beslutningerne. Der vil gå kortere tid, fra KRIS modtager en anmodning om ibrugtagning af et lægemiddel som standardbehandling til, der foreligger en beslutning. Patienterne vil derfor hurtigere kunne blive behandlet med nye veldokumenterede lægemiddelbehandlinger,« siger han i en pressemeddelse fra Danske Regioner.
Det nye råd skal på baggrund af ansøgninger fra bl.a. de lægevidenskabelige selskaber, de Danske Multidiciplinære Cancer Grupper (DMCG’er) og regionerne vurdere, om ny medicin og medicin godkendt til nye indikationsområder skal indføres som et behandlingstilbud, der er umiddelbart tilgængeligt på de behandlende sygehusafdelinger. Ibrugtagningen skal ske i overensstemmelse med den gældende specialeplanlægning. I de tilfælde hvor KRIS eventuelt ikke måtte anbefale et nyt lægemiddel, kan lægemidlet fortsat benyttes til behandling af den enkelte patient, hvis der er en særlig sundhedsfaglig grund til at benytte lægemidler
Den nye KRIS-formand glæder sig til at gå i gang med arbejdet:
»Det er rigtig fornuftigt, at regionerne nu har besluttet at koordinere ibrugtagningen af sygehusmedicin og specielt kræftmedicin. Hermed sikrer vi, at der på samme tidspunkt landet over etableres et ensartet behandlingstilbud i regionerne. Desuden er det en klar styrkelse, at rådet også kan vurdere anden medicin end kræftmedicin,« siger Steen Werner Hansen i pressemeddelelsen fra Danske Regioner.
Rådet bliver primært sammensat af ledende cheflæger og kræftlæger fra regionerne samt af Sundhedsstyrelsen. Det første møde i KRIS forventes at blive holdt i december. Rådets beslutninger fremsendes til regionernes ledelse, ligesom beslutningerne løbende vil blive offentliggjort på Danske Regioners hjemmeside.