380.000 af apotekernes såkaldte huske-sms’er er blevet sendt siden april 2008, hvor sms-ordningen blev udvidet med en række tiltag, der skulle øge fleksibiliteten.
Hanne Thybo, der er farmaceutisk redaktør i Danmarks Apotekerforening, har været med til at udvikle den populære sms-løsning og er glad for, at ordningen er så brugt.
»Vi har fået mange positive reaktioner fra brugerne – særligt siden sidste år, hvor vi gav ordningen et kvalitetsløft. Det er virkelig tilfredsstillende at have været med til at skabe noget, der har værdi for andre,« siger hun til apotekerforeningens månedlige magasin, Farmaci.
Fleksibelt og ukompliceret
Hanne Thybo mener, at en af grundene til den store popularitet er, at ordningen er meget fleksibel.
»Vi hører ofte fra tilfredse forældre, der er meget trygge ved, at deres børn nu rent faktisk husker at tage medicinen på det rette tidspunkt. Samtidig har vi også folk, der modtager op til ni daglige beskeder. Vi er ret stolte over at have en løsning, der kan tilfredsstille så mange forskellige kunder med så mange forskellige behov. Og uden at det er kompliceret at være med,« siger hun til Farmaci.
Med kvalitetsløftet i april sidste år kan kunderne selv bestemme, hvad der skal stå i sms’erne, hvornår på dagen, de vil modtage dem og i hvilken periode.
Hvis de tager medicin flere gange om dagen, kan de vælge at få tilsendt sms'er på forskellige tidspunkter.
Ordningen er gratis og er rykket fra en mere simpel version på apotekets info-stander over på hjemmesiden apoteket.dk, så kunderne kan tilmelde sig uden at skulle bevæge sig hen på apoteket.
Sms-ordningen er indstillet til den prestigefyldte World Summit Award i kategorien e-health. Prisen bliver uddelt på World Summit Award Gala 12. juni i Mexico.