Region Hovedstaden får med udnævnelsen af Hjalte Aaberg som ny administerende direktør en faglig stærk person i chefstolen.

Sådan siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) om beslutningen, der blev truffet tirsdag af et splittet Forretningsudvalg og Regionsråd.

»Region Hovedstaden har valgt en stærk faglig kandidat, med kompetencer vi har efterspurgt inden for blandt andet miljø og infrastruktur. Jeg glæder mig meget til samarbejdet,« siger hun i en pressemeddelelse.

46-årige Hjalte Aaberg begynder ved årsskiftet, hvor han afløser Helle Ulrichsen, der har været regionens øverste direktør siden februar 2006. Hun er uddannet læge og gynækolog og har tidligere været centerdirektør og lægelig direktør på Rigshospitalet samt administrerende direktør for H:S Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Hjalte Aaberg er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har siden 2006 været øverste chef for Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Der var 16 kandidater til stillingen som regionsdirektør. 

»Jeg glæder mig til at skulle være med til at udvikle nogle af Danmarks vigtigste velfærdsydelser i Region Hovedstaden, hvor sundhedsområdet står helt centralt. Der er lagt stærkt politisk fra land med en ambition om at levere ydelser i verdensklasse. Og jeg glæder mig også til at prøve at gøre den regionale stemme endnu stærkere, når det kommer til ægte regionale udfordringer som infrastruktur, uddannelser, erhverv og klimaarbejde,« siger Hjalte Aaberg i en pressemeddelelse fra Regionen.