Plejepersonalets strejke i 2008 har trukket lange spor i den offentlige sundhedssektor, der opbyggede lange ventelister i perioden.
Men takket være et produktivt 2009 er den gennemsnitlige ventetid nu igen bragt ned på samme niveau, som før konfilkten. Det oplyser Danske Regioner.
»Vi kan godt tillade os at være stolte af det høje aktivitetsniveau på sygehusene. Tallene viser tydeligt, at der virkelig bliver knoklet ude på vores hospitaler, og at personalet har gjort en ekstra indsats for at sikre, at patienterne kan blive behandlet så hurtigt som overhovedet muligt,« siger Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
I september 2009 er ventetiden faldet med ti dage, sådan at patienterne i gennemsnit venter 70 dage fra henvisning til operation. I 2008 var ventetiden i samme måned 80 dage.
For operationer for bl.a kunstig hofte, kunstig knæ, rekonstruktion af ledbånd i knæ, knusning af nyresten og behandling af diskusprolaps er ventetiden kortere end før strejken.
Minister vil ikke dække underskud
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (kons.) erklærer sig »godt tilfreds med, at regionerne nu leverer den aftalte vare, så ventetiden stort set er tilbage på samme niveau som før strejken«.
»Den melding har jeg gået og ventet på. Nu skal regionerne så sørge for at fastholde det niveau,« siger han til Berlingske Tidende.
Ulla Astman håber, at tallene kan overbevise ministeren om, at han skal slå en streg over sygehusenes underskud i 2009, der blandt andet er opbygget som følge af en øget produktivitet på 9 procent.
Sammen med kravet om yderligere at øge effektiviteten i 2010 betyder det, at landets sygehuse sammenlagt skal spare mere end én milliard kroner.
Ministeren ønsker dog ikke at forholde sig til ønsket om at slå en streg over merforbruget i regionerne, skriver Berlingske Tidende.
I stedet påpeger han, at den nuværende regering har tilført sygehusene betydeligt flere penge, og at der også er kommet betydeligt flere ansatte.
Link
Mikkel Aabenhus Hemmingsen