»Undskyld, er det her anden eller tredje sal?« spørger en ældre dame forvirret.

Det kan være svært at se forskel på etagerne i det nyåbnede 7.200 kvm store og 320 mio. kr. dyre Horsens Sundhedshus. Aulaerne minder om hinanden med deres lysegrå vægge og glasdøre ind til forskellige sundhedsklinikker. Seks af dørene fører ind til lægeklinkker, hvor halvdelen af Horsens’ læger, i alt 22, har deres praksis.

Rundt hul i bygning
På hver etages midte tillader et stort, rundt hul i gulv og loft, at man kan se både op og ned til de andre etager. Dagslys strømmer fra glastaget ned gennem hele huset som et samlende princip. Synergi er kodeordet i visionen om Horsens Sundhedshus, som hver eneste dag rummer ca. 200 ansatte og omkring 1.500 patienter og andre besøgende.

Det første, man får øje på, når man når træder ind på første sal, er de private tilbuds fælles reception.

»Det er vigtigt for os, at Gitte (receptionisten, red.) pænt og ordentligt kan stå og sige velkommen – ligegyldigt hvem man skal ind til,« fortæller sygeplejerske Dorte Rosendahl.

Initiativtagere
Hun er sammen med sin mand, fysioterapeut Niels Rosendahl, en af initiativtagerne til sundhedshuset og har siden 2005 været med i udviklingen af huset. Niels Rosendahl har lejet sig ind i huset sammen med Lars Bo Berg med klinikken Fysioterapien Horsens Sundhedshus samt den private 2bwell, som tilbyder fysioterapi og akupunktur.

Hele sundhedshuset deler faciliteter som toiletter, venteværelse og kantine og henviser tit og gerne til hinanden.

»Folk bruger hinanden meget, og de private klinikker sælger hinanden meget. Fordi vi lærer alle i huset at kende, er det lettere at henvise – vi ved, hvad hinanden står for,« siger Dorte Rosendahl.
Den faglige kvalitet er proriteret højt, og derfor er det ikke tilfældigt, hvilke lejere der har fået lokaler i sundhedshuset. De private tilbud samt tandlægen ligger på 1. sal, mens 2. og 3. sal er beboet af praktiserende læger samt fysioterapi og kiropraktor. Det er en helt bevidst strategi at dele huset op i private og tilskudsberettigede tilbud, fortæller Dorte Rosendahl.
De seks lægeklinikker er fordelt på en sololægepraksis, en samarbejdspraksis med tre læger og og tre kompagniskabspraksis.

Deler udgifterne
1. maj i år flyttede praktiserende læge Holger Kjær ind i sundhedshuset i en samarbejdspraksis med lægerne Peter Oscar Christensen og Bjarne Kronow.

Det var ikke en svær beslutning. De økonomiske fordele ved at dele udgifter til f.eks. udstyr og sekretæriat samt tanken om at samarbejde tværfagligt i primærsektoren tiltaler ham.

Udnytte andres viden
»Jeg tror på, vi kan lære noget af hinanden og udnytte det, at vi er i samme hus, til at lave bedre forløb for patienterne. I stedet for bare at sende henvisninger til hinanden kan vi udnytte den viden, der er i de andre faggrupper,« siger Holger Kjær.

Samarbejdspraksissen deler laboratorium med sololæge Henrik Wibrand. Laboratoriet er oprettet som et separat firma, og lægerne betaler efter, hvor mange patienter de har igennem. I laboratoriet har de mulighed for at lave analyser, de ikke kan i et lille laboratorium i en solo¬praksis, f.eks. mikroskopi og hjertekardiogram. Desuden giver laboratoriet dem mulighed for at tage sig af både rutineblodprøver og akutte sygdomme.

»Det er oplagt en stordriftsfordel. Vi ville typisk kun have råd til en halvdagslaborant hver. Nu kan vi tilbyde det nyeste udstyr og åbningstider fra 8 til 16. Folk kan gå direkte ind fra gaden og få taget blodprøver ligesom på sygehuset,« fortæller han.

Store forventninger
Holger Kjær har store forventninger til, at sundhedshuset stille og roligt bliver et sted, som kan være med til at udvikle primærsektoren.

De sidste læger flyttede ind 10. august, så han er klar over, at alle skal vænne sig til huset, før de
store samarbejder kommer i gang.

»Nu skal vi allesammen lige i gang, men når vi har boet her nogle år, forventer jeg, at vi kommer til at udnytte hinanden en hel del. Til glæde for os selv og patienterne, som kommer til at opleve mere sammenhængende patientforløb,« siger Holger Kjær.

Han har en ide om, at sundhedshusets ansatte fremover kan gå sammen om f.eks. undervisning af yngre læger samt samarbejde omkring uddannelse af medicinstuderende og sygeplejersker, f.eks. i forhold til opgaveglidning.

Ministeren om sundhedshuset

»Sundhed skal helt ind i vores hverdag. Derfor er et initiativ som Horsens Sundhedshus så vigtigt. Det skal være nemt at få adgang til sundhedsvæsenets ydelser, og eftersom flere hoveder tænker bedre end et, er det også vigtigt at sikre en tværfaglig indsats. (…) Jeg håber, det vil føje flere år til livet og mere liv i årene.«

Jakob Axel Nielsen, sundhedsminister. Danmarks største sundhedshus i Horsens blev indviet 18. september. Horsens Folkeblad, 19. September.

De bor også i sundhedshuset

Specialhospitalet Akselholm

Aksel Holm og hans kone Anne Holm er begge kirurgiske overlæger på halvtid på Horsens Sygehus. Resten af tiden bruger de på deres nyligt oprettede specialhospital Akselholm, som ligger på første sal i Horsens Sundhedshus

Specialhospitalet har været i gang i en måneds tid og udfører det meste inden for kirurgi.

»Fordelen er, at vi kan gøre behandlingen færdig her i huset, patienterne skal ikke sendes alle mulige steder hen. Vi kan næsten tage dem fra time til time, og det er mange glade for. Det er også en kæmpe fordel for de praktiserende læger. Hvis de har en patient, som de gerne vil have en hurtig afklaring på, kan de bare sende vedkommende herned,« siger Aksel Holm, og Anne Holm supplerer: »Vi er ikke længere væk fra hinanden, end at hvis f.eks. fyisoterapeuten står med noget, kan de altid komme til os. Det hjælper patienterne rigtig meget.«

Der er syv overlæger tilknyttet det lille hospital, foruden Anne og Aksel Holm. De er alle ansat på Horsens Sygehus. Derudover samarbejder ægteparret Holm tæt med tandlægen, kiropraktoren og fyisoterapeuterne i huset, bl.a. deler de ultralydsscanner samt røntgen- og narkoseudstyr.

»Det er et enestående projekt. I virkeligheden er det et stort ambulant sygehus, og det er vigtigt, for det ambulante vinder frem,« siger Aksel Holm.

Specialhospitalet har dog kapacitet til at lade partienten overnatte, hvis det skulle blive nødvendigt.
 

Apoteket

I Sundhedscenter Horsens’ stueetage ligger Horsens Svane Apotek

Det er stort og har som det tredje apotek i Danmark en døgnåben drive-in betjening. Apoteket har været med fra starten af sundhedshusets fødsel. Tanken om at være med i et sundhedshus er en drøm, ejer, farmaceut Elise Gerstrøm har haft, siden hun i 1985 så lignende tiltag i Sverige. »Jeg synes, det er en genial tanke at samle funktionerne, så den kunde, man har, kan få det hele ordnet et sted,« siger Elise Gerstrøm.

Kunderne er generelt positive over for det nye apotek, skønt nogle i begyndelsen brokkede sig over, at apoteket flyttede fra det mere centrale apotek på Horsens gågade. Nu er de fleste dog imponerede.

»Her den anden dag havde en kunde været til kiropraktor og havde det ikke så godt. Kiropraktoren måler så hendes blodtryk, som var for højt og henvender sig til en af lægerne, så hun kan få det tjekket ordentligt. Sygeplejersken tjekker det, og igen viser det, at det er alt for højt, så lægen udskriver en recept på blodtryksnedsættende medicin, og hun kommer direkte herned og får det udleveret. Hun synes, det var en dejlig oplevelse, at de ikke bare sagde, at det må du tage til læge med og skulle starte forfra,« siger Elise Gerstrøm.

Diverse

På Horsens Sundhedshus’ 1. sal kan patienter og andre få glæde af bl.a. smertecenter, fodterapeut, kosmetolog, massør, jordemoder, bandagist, coach, diætist, zoneterapeut, psykoterapeut, fysioterapi og akupunktur, psykolog og Hørebutikken

Et stort træningslokale med nye maskiner indbyder personale og borgere til at få sved på panden. Sulten kan stilles i Café Smil, som drives af sundhedshusets kliniske diætist. Forskellige sundhedsmæssige tilbud for borgerne er ved at blive skudt i gang, bl.a. skolekøkken for voksne.
Herudover findes et stort varmtvandsbassin.