Mange forskere bag randomiserede undersøgelser, som ikke viser statistisk signifikante resultater mellem forskellige behandlinger, præsenterer deres resultater på en vildledende måde.

Den konklusion drager en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Journal of the American Medical Association.

Tidligere forskning har antydet, at resultater i kliniske studier kan fordrejes af forfatterne. Derfor gennemgik et fransk-britisk forskerhold 600 randomiserede, kontrollerede studier, som blev publiceret i 2006. Ud af disse havde 72 studier resultater, som ikke var statistisk signifikante i forhold til studiets oprindelige formål, ’primary outcome’.

Forskerne undersøgte herefter med en standardiseret metode, om artikelforfatterne præsenterede resultaterne på en misvisende måde for at distrahere læseren fra de ikke-signifikante resultater, såkaldt ’spin’.

18 pct. af artiklerne havde misvisende overskrifter. I artiklernes abstracts identificeredes ’spin’ under overskriften resultater i 27 pct., og i konklusionen i 42 pct. af artiklerne. I 23 pct. af tilfældene fokuserede konklusionen udelukkende på, hvor effektiv behandlingen var.

Forskerne konkluderer, at det i dette repræsentative udvalg af randomiserede studier med ikke-signifikante resultater var almindeligt, at tekst og analyse ikke stemte overens med det faktiske resultat i studiet.

Kilde