Specialeplanen er ingen gavebod til privathospitalerne.
Det understregede Sundhedsstyrelsens adm. direktør Jesper Fisker her til formiddag, da styrelsen offentliggjorde specialeplanen. Styrelsen har givet foreløbigt grønt lys til ca. 70 pct. af de 74 private sygehus og klinikker, som har søgt om specialfunktioner.
Men der er ikke givet carte blanche, fordi deres navne står på styrelsens liste lige nu, påpegede Jesper Fisker.
»Det er vigtigt at understrege for os, at kravene gælder alle – også de private. Så de private hospitaler har nu fem uger til at godtgøre overfor os, hvordan de vil leve op til vores krav,« forklarede Jesper Fisker.
Løbende overvågning
Sundhedsstyrelsen har allerede sorteret nogle fra i ansøgningsprocessen, og vil løbende overvåge, om de private hospitaler kan leve op til flere krav om aktivitet, samarbejdsaftaler og uddannelse.
Regionerne har kritiseret beslutningen om ortopædkirurgien, og derfor har Sundhedsstyrelsen i sidste øjeblik udskudt beslutningen for dette speciale, hvor ekstraordinært mange privathospitaler er i spil.
Regionerne ville gerne have udskudt Sundhedsstyrelsens udmelding for alle de private hospitaler, fordi det er vanskeligere at vurdere privathospitalernes organisation.
Men ifølge Jesper Fisker er uenigheden om de private hospitalers rolle mindre udbredt for de øvrige specialer, og derfor har styrelsen valgt at følge den oprindelige køreplan.
De private hospitaler vil nu skulle bevise, at de har relevante samarbejdsaftaler for de højt specialiserede behandlinger. For det elektive område afhænger godkendelse fra styrelsen meget af, om de private hospitaler har kirurger med erfaring.
Hvis de private hospitaler på enkelte højt specialiserede områder varetager en særlig stor del af aktiviteten, skal de også indgå i forsknings- og uddannelsesaktiviteter.
»Tidligere var det frivilligt, men uddannelse og forskning bliver et krav, især indenfor de store områder som f.eks. fedmekirurgi,« sagde Jesper Fisker.
Lever hospitalerne ikke op til kravene kan det koste godkendelsen til at behandle patienter fra det offentlige system.
»Hvis det enkelte sygehus eller afdeling ikke lever op til forpligtelserne i specialet, trækker vi godkendelsen tilbage. Vi vil først tage kontakt og fortælle de pågældende, at de ligger på grænsen. Hvis de så ikke gør noget for at ændre det, eller ikke kan, inddrager vi godkendelsen,« forklarede Jesper Fisker.
Privathospitalerne skal fremover indstille sig på at foretage årlige indrapporteringer til Sundhedsstyrelsen.