Opgaver, hvor det er nødvendigt at gennembryde huden eller indføre apparatur i naturlige legemsåbninger, bør ifølge Sundhedsstyrelsen defineres som operative indgreb, som kun lægen må udføre.
Derfor skal sygeplejersker, ifølge en ny bekendtgørelse, som Sundhedsstyrelsen har sendt i høring, have tilladelse af patientens praktiserende læge, inden de udfører disse indgreb, skriver Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev, Synergi.
Relaterede artikler
Dokumentation
Dansk Sygeplejeråds formand Connie Kruckow mener, at forslaget er alt for stramt:
»Som udgangspunkt bør sygeplejersker have adgang til selvstændigt at udføre de opgaver, de er kvalificeret til med afsæt i deres uddannelse og kliniske kompetencer. Det er uholdbart, at en sygeplejerske skal indhente bemyndigelse, inden hun foretager selv de mest basale sygeplejehandlinger,« siger hun til Synergi.
Kommunernes Landsforening (KL) er heller ikke begejstrede for Sundhedsstyrelsens forslag.
De mener, det repræsenterer en udvikling, der går stik imod regeringens, regionernes og kommunernes ønske om et fleksibelt, effektivt og sammenhængende sundhedsvæsen.
Patienterne bliver de store tabere
Sygeplejerske i Frederikssund hjemmesygepleje Øst Inge Cortsen vurderer, at det vil gå ud over patienterne, hvis forslaget gennemføres.
»Det (at kontakte læge, red.) tager tid fra patienterne. Vi har den tid, vi har. Og den tid, vi bruger på at tale med lægen, den bruger vi ikke på at være ved patienten,« siger hun til Synergi.
Inge Cortsen mener, at forslaget vil blive svært at få til at fungere i praksis, fordi hjemmesygeplejersker ofte er ude i marken, og derfor ikke kan sætte sig ned og konferere med en læge.
I stedet er de nødt til at ringe til lægen, hvilket kan give en masse spildtid, da lægerne kan være svære at fat på uden for deres telefontid.
Kritik fra Christiansborg
På Christiansborg møder Sundhedsstyrelsens forslag stor undren.
Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt mener, at forslagets stramme arbejdsdeling er problematisk, især set i forhold til de mere end 2400 ubesatte sygeplejerskestillinger, der er i sundhedsvæsnet.
»Det gør det hele lidt vanskeligt, hvis man skal have noget til at fungerer i et felt, hvor vi i forvejen har for få hænder og har brug for de ressourcer, der er, som skal bruges bedst muligt,« siger hun.
Sundhedsordfører for Venstre Birgitte Josefsen er forundret over udkastets formuleringer og har sendt forslaget til Sundhedsministeriet med beskeden om, at hun simpelthen ikke forstår det.
»Den, der har siddet og formet det her regelsæt ovre i Sundhedsstyrelsen, må være en læge, som overhovedet ikke ved, hvad der foregår i den praktiske dagligdag og slet ikke har forholdt sig til, at hvis man skal følge det regelsæt, så vil dagligdagen overhovedet ikke kunne fungere,« siger hun.