Sundhed.dk og Dansk Almenmedicinsk KvalitetsEnhed (DAK-E) har i dag lanceret en ny sektion på den nationale sundhedsportal, som skal informere praktiserende læger og patienter om stress, angst og depression og om fastholdelse på arbejdsmarkedet.
Op mod en halv million danskere lider af enten stress, angst eller depression. Den politiske bevågenhed har blandt andet betydet, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet derfor har bevilliget penge til at forebygge og behandle de tre lidelser. En del af pengene er gået til at samle viden om stress, angst og depression på sundhed.dk.
Her har praktiserende læger og patienter mulighed for at få et overblik over behandlingen gennem bl.a. artikler, faglitteratur og nationale vejledninger om de tre lidelser. Alt det tilgængelige materiale er godkendt af de faglige miljøer på området.
Indsatsen går under navnet »Stress – angst - depression. Fastholdelse på arbejdsmarkedet«, og gennemføres i et samarbejde mellem DAK-E, Lægeforeningens Uddannelsessekretariat, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og Psykiatrifonden. Målet er at styrke de praktiserende lægers viden og færdigheder. Der er bevilget ni mio. kr. til en efteruddannelsesindsats i efteråret 2010 for landets praktiserende læger, 3,5 mio. kr. til udvikling af uddannelsesmateriale og 5,2 mio. kr. til regionerne til at afholde uddannelse.
For de praktiserende læger, der er tilknyttet en fælles database udviklet af DAK-E, genereres der en tilbagemeldingsrapport vedrørende stress, angst og depression. På tilbagemeldingsrapporten kan lægen se bearbejdede data fra egen praksis:
Lægen kan fra egne data se antal konsultationer, brug af psykometriske tests, medicinordinationer, samtaleterapi mv. Derved får den praktiserende læge har mulighed for at lære af egne dataerfaringer og samtidig er det muligt for den praktiserende læge at sammenligne sig med læger i andre praksis på et anonymiseret grundlag. Forventningen er, at det vil give bedre kvalitet i patientbehandlingen.
Link