Sundhedsstyrelsen og Sundhedsminsteriet bliver hårdest ramt, når ministeriet nedlægger op mod 140 stillinger som del af en spareplan til samlet 125 mio. kr.

Det oplyser ministeriet til Dagens Medicin.

De to tegner sig for i alt cirka 90 af de 140 stillinger, fordelt på 50 fuldtidsstillinger i Sundhedsstyrelsen og 40 i ministeriet, når spareplanen er fuldt gennemført i 2015.

Foruden fyringer betyder spareplanen også, at Lægemiddelstyrelsen ophører som selvstændig styrelse og lægges ind under Sundhedsstyrelsen.

Alligevel er det kun et fåtal af styrelsens cirka 430 ansatte, hvis stilling er i fare, da Lægemiddelstyrelsen er 85-90 pct. gebyrfinansieret, og Sundhedsministeriets sparekrav således kun påvirker de resterende 10-15 pct. af budgettet.

Cirka 12 stillinger bliver nedlagt i Lægemiddelstyrelsen.

Nye opgaver til SSI
Derudover venter ministeriet at spare udgifterne til cirka syv fuldtidsstillinger ved at nedlægge Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB) samt samle sekretariatet for Etisk Råd og National Videnskabsetiske Komité.

Som en del af spareplanen nedlægger ministeriet også organisationen National Sundheds-IT, der blev oprettet i januar 2011 med ansvar for blandt andet drift og udvikling af en række it-systemer på sundhedsområdet.

I stedet skal statens sundheds-it-opgaver nu løses i Statens Serum Institut, der dog kun overtager cirka 39 af de 47 ansatte i NSI.

Derudover overtager seruminstituttet også dokumentationsopgaverne i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen samt DRG-området fra ministeriet.

Men selvom Statens Serum Institut med de nye opgaver har udsigt til at få yderligere 150 medarbejdere på den konto, så slipper det dog ikke for nedskæringer.

Ifølge Sundhedsministeriet skal Seruminstituttet spare hvad der svarer til i størrelsesordenen 16 fuldtidsstillinger.

Umuligt at undgå fyringer
Det er endnu uvist, hvor mange stillinger, der kan nedlægges gennem naturlig afgang og ubesatte stillinger, men departementschef Per Okkels har tidligere slået fast, at det er umuligt at undgå fyringer.

Den nye organisation på sSundhedsområdet træder i kraft 1. marts, og onsdag 29. februar sættes der navn på de medarbejdere, der skal fratræde i Sundhedsstyrelsen.