It-værktøjet ‘Map of Medicine’, som indeholder retningslinjer for 28 specialer, skal muligvis indføres i Danmark, men før den beslutning kan tages, skal det afprøves i større målestok, og til det formål har Sundhedsstyrelsen fået seks mio. kroner til at gennemføre en pilottest, hvor regionerne vil blive inviteret til at deltage.
»Vi skal undersøge, hvordan man kan oversætte ‘Map of Medicine’ til dansk, om danske klinikere kan have gavn af det, og hvordan kan det indgå i allerede eksisterende it-systemer,« siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Claus Munk Jensen.
Pilottesten skal gennemføres inden foråret 2009, og hvis resultatet er positivt, så skal det med i økonomiforhandlingerne næste år.
‘Map of Medicine’ er et værktøj, som sundhedspersonalet har adgang til via internettet. Kortet indeholder kliniske retningslinjer for 28 specialer og er visuelt delt op i ’farvede stier’, som indikerer, hvilke trin klinikere i henholdsvis den primære og sekundære sektor bør følge for at give patienten den optimale behandling. Og Claus Munk Jensen håber, at udfaldet af testen bliver positivt.
»Jeg håber, det viser sig, at det er noget, vi kan anvende, for der er stort potentiale i sådan et it-baseret system. Man kan i den grad accelerere udbredelsen af kliniske vejledninger og dermed sikre en hurtigere vidensdeling, hvilket der er et stort behov for,« siger han.
Værktøjet er udviklet i England, og i efteråret var en delegation fra Sundhedsstyrelsen på besøg i landet for at se systemet i aktion.
Ideen bag ‘Map of Medicine’ bygger på den store online-encyklopædi Wikipedia, hvor brugerne selv kan tilføre oplysninger om et bestemt emne, hvilket giver hurtig vidensdeling.
Hver enkelt kliniker, sygehus eller kommune kan med basis i den centrale vidensbank løbende skræddersy de kliniske guidelines til lokale forhold ved at skrive ekstra oplysninger ind.
Oplysningerne skal efterfølgende godkendes af et hold af fagprofessionelle, hvilket giver en løbende kvalitetssikring. Konkret betyder det, at ‘Map of Medicine’ både eksisterer som ’kort’ over hele Storbritannien og som et specielt designet kort for Wales, Nordirland eller en stor by som London. Klinikerne får altså den viden, som er relevant lokalt.
I december arrangerede Dagens Medicin sin egen test af systemet, og de ni deltagere – otte læger og en sygeplejerske – gav kortet topkarakterer.
En af de mest positive deltagere i testpanelet var overlæge Mogens Berg Laursen fra Ortopædkirurgi Nordjylland, Aalborg Sygehus.
»Jeg er meget begejstret og mener, at vi her står med den dybe tallerken for anvendelse af it i sundhedsvæsenet. Den store værdi ser jeg for alle de tilstande, man som kliniker ikke har noget klart billede af den bedste behandling til – i de felter, som grænser op til mit daglige virke. Når man støder på sådan en tilstand, vil man bruge ‘Map of Medicine’ i stedet for at læne sig op ad 10-20 år gamle erindringer,« sagde Mogens Berg Laursen i januar.