Det så lovende ud, men endte galt for privathospitalerne i det ortopædkirurgiske speciale, hvor de traditionelt står stærkt. De højest specialiserede og mest prestigefyldte behandlinger ligger i den nuværende specialeplan stadig på offentlige hænder, selvom specialeudmeldingen i februar gav løfter om det modsatte.
Facit efter måneders tovtrækkeri mellem parterne i den ortopædkirurgiske specialeplan er, at de privathospitaler, der i første omgang fik grønt lys til 89 funktioner i specialeplanen, nu kun står til 30. Blandt de højt specialiserede funktioner figurerer nu ikke et eneste privathospital, i modsætning til de 19 steder, der i første omgang fik tilladelse til at behandle de sjældneste lidelser.
Det viser Dagens Medicins optælling af regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner i den reviderede ortopædkirurgiske specialeplan, som har høringsfrist i dag, fredag.
Rygkirurgien er fortsat uafklaret, så det præcise tal kan ændre sig. Men nedbarberingen er markant for en sektor, der i høj grad lever af de ortopædkirurgiske indgreb.
Chokerende
Specialeudmeldingen chokerede hos Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK), der repræsenterer privathospitalerne over for Sundhedsstyrelsen. Formand Bent Wulff Jakobsen mener, at styrelsen forpasser en gylden mulighed for at inddrage den private ekspertise i en samlet forbedring af patientbehandlingen.
»Vi var umiddelbart chokerede, da vi fik det at vide. Det er trist, at privathospitalerne bliver frataget muligheden for at bidrage på et område som det ortopædkirurgiske, hvor de har rigtig meget erfaring og volumen,« siger Bent Wulff Jakobsen, der også er lægefaglig direktør på Privathospitalet Hamlet.
Så tæt på og dog så langt fra
Sammenligning af 1. og 2. udmelding fra Sundhedsstyrelsen på ortopædkirurgiske område.
Så tæt på og dog så langt væk

Antal behandlinger, som private hospitaler må udføre

1. udmelding, 29. januar

2. udmelding, 22. juni

Regionsfunktioner

16

12

Højt specialiserede funktioner

9

0

I alt

25

12

Antal godkendelser i alt til private hospitaler

1. udmelding, 29. januar

2. udmelding, 22. juni

Regionsfunktioner

70

30

Højt specialiserede funktioner

19

0

I alt

89

30

Han fortæller, at flere private varetager hoveduddannelsesforløb, og nævner, at knap halvdelen af alle korsbåndsoperationer foregår i privat regi. Han havde gerne set, at private og offentlige hospitaler blev bragt tættere sammen som en del af planen. Og han klandrer Dansk Ortopædisk Selskab for at presse på for en radikalt anderledes plan, der favoriserer offentlige hospitaler.
»Det er ingen hemmelighed, at Dansk Ortopædisk Selskab har en politisk interesse i at tale negativt om privathospitaler. Lad os for pokker få diskuteret, hvordan vi gør behandlingen bedst og mest ens, i stedet for at køre på skismaet mellem offentligt og privat,« siger Bent Wulff Jakobsen.
OPA rammes hårdt
Blandt de hospitaler, der bliver ramt hårdest, hvis den udmeldte plan står ved magt, er Ortopædisk Privathospital Aarhus (OPA). Her jublede man i februar over den foreløbige specialeplan, der tildelte privathospitalet tilladelse til en højt specialiseret sportstraumatologisk funktion og fire regionsfunktioner inden for rygkirurgi og skulder-albue-kirurgi. Men ved den seneste udmelding fik OPA ingen specialfunktioner overhovedet. Det kom bag på hospitalets direktør, Alice Jensen.
»Vi har svært ved at forstå, at forklaringen er, at volumen ikke er tilstrækkelig. Det virker ikke seriøst,« siger Alice Jensen, der netop har færdiggjort hospitalets indsigelse til planen. Gennemførelse af planen vil betyde et stort fald i patientantallet på hospitalet, der næsten udelukkende lever af ortopædkirurgiske indgreb.
Alice Jensen er enig med Bent Wulff Jakobsen i, at Sundhedsstyrelsen giver afkald på stor erfaring ved at begrænse private behandlinger.
»Fra Sundhedsstyrelsens side ønsker man ikke at udnytte den kapacitet, vi tilbyder i form af kompetente speciallæger med mange års erfaring, stort knowhow inden for de konkrete subspecialer og en høj faglig ekspertise. Vores speciallæger er tilknyttet de offentlige sygehuse, hvor de til daglig udfører de funktioner, som de får afslag på at udføre her på privathospitalet,« siger Alice Jensen.
Selskab er glade
At privathospitalerne i den nye plan mister højt specialiserede funktioner, er et resultat, Dansk Ortopædisk Selskab, DOS, havde forventning om, da selskabet luftede en markant kritik af den oprindelige specialeplan.
Formand Per Kjærsgaard-Andersen tvivlede på, hvorvidt de private aktører kunne håndtere specialiserede funktioner på teamniveau. Han mente heller ikke, at de gavnede faget på langt sigt.
»Beslutningen truer den faglige kvalitet og udvikling af ortopædien i hele landet. Læger fra det offentlige vil søge over på de private hospitaler, som ikke har tradition for at lave forskning og uddannelse,« sagde han til Dagens Medicin i februar.
I dag er Per Kjærsgaard-Andersen glad for den ortopædkirurgiske plan, som Dansk Ortopædisk Selskab har haft stor indflydelse på. Han afviser samtidig, at selskabet skulle have de habilitetsproblemer, som BPK antyder. Han mener ikke, at selskabet har haft modvilje mod private og af den grund har rådgivet Sundhedsstyrelsen til at stække den private indflydelse.
»Vi har rådgivet Sundhedsstyrelsen ud fra faglige hensyn, og vi er tilfredse med det resultat, der nu foreligger. Hvordan de vælger at fordele specialerne mellem offentlige og private, blander vi os ikke i,« siger Per Kjærsgaard-Andersen.
DOS gjorde indsigelse over for den første specialeudmelding, fordi specialevejledningen var udmøntet markant anderledes end hensigten.
»Det er afgørende vigtigt, at de få, komplekse indgreb – vi taler om en meget lille minoritet af behandlinger – bliver gennemført af folk med den rette ekspertise. Det er afgørende, at afdelingen har en høj volumen og et vist antal eksperter, som samtidig uddanner nye læger til at varetage behandlingen i fremtiden,« siger Per Kjærsgaard-Andersen.
Sundhedsstyrelsen tilfreds
Tilfredsheden med planen deler Sundhedsstyrelsen også. Planlægningschef Lone de Neergaard fortæller, at antallet af indsigelser er lavt op til fristen i dag. Hun medgiver, at den første plan ikke på alle punkter levede op til hensigterne.
»Det er lidt ærgerligt, men i første omgang kom vi med noget, der ikke virkede. Det viste sig i processen med at udmønte specialevejledningen, og det har givet et anderledes forløb i ortopædkirurgien end i andre specialer,« siger hun.
Derfor bad Sundhedsstyrelsen DOS om at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen. Det førte bl.a. til, at DOS reviderede specialevejledningen, så funktioner inden for de enkelte subspecialer er blevet samlet i den nye plan. Manøvren førte et større revisionsarbejde med sig, og det betød ændringer på en række offentlige sygehuse med den konsekvens, at det skar kraftigt i antallet af private aktører, der i mange tilfælde i den første plan havde fået enkeltstående funktioner.
Lone de Neergaard afviser ligesom Per Kjærsgaard-Andersen, at Dansk Ortopædisk Selskab har fået for meget indflydelse i processen, og understreger, at BPK også er blevet hørt.
Nedtur. Ortopædisk Privathospital Aarhus (OPA) er hårdt ramt af den nyeste specialeudmelding. Man jublede ellers i februar over den foreløbige specialeplan, der tildelte privathospitalet en højt specialiseret sportstraumatologisk funktion og fire regionsfunktioner. Men ved den seneste udmelding fik OPA ingen specialfunktioner overhovedet. — Foto: OPA
Link