Byggeriet af nye sygehuse i Danmark kan gøres meget billigere, hvis regionerne i højere grad tænker på mulighederne i ny teknologi.
Det mener blandt andre Klaus Phanareth, overlæge på Frederiksberg Hospital og formand for
Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin, der forventer, at anlægsinvesteringerne til sengepladser på de nye sygehuses medicinske afdelinger halveres.
»Vi kan gøre det samme i folks eget hjem, som vi kan på hospitalet, for stort set alle kroniske lidelser. Kan man løfte bare halvdelen af patientbyrden ud i folks eget hjem, er det jo helt tydeligt, at der er lagt op til en voldsom fejldimensionering af sygehussektoren,« siger han til Ingeniøren.
På de 484.000 årlige indlæggelser af medicinske patienter kan telemedicin fjerne 47 procent af de knap tre millioner sengedage - en besparelse i anlægsinvesteringerne på 7,3 milliarder kroner, viser en beregning, han har lavet sammen med rådgivervirksomheden Alectia og it-konsulenthuset Pallas Informatik.
En klassiker
Takket være telemedicin kan eksempelvis kroniske patienter få overvåget blodtryk, iltmætning og hjerterytme derhjemme med opkobling til hospitalet frem for at være indlagt.
Chefkonsulent i Alectia, Michael Møller, der har budt på opgaven som rådgiver for de nye sygehuse i Skejby, Odense og Aalborg, mener, de risikerer at blive forældede, inden de åbner.
»Vi er ved at lave en 'klassiker' på sygehusområdet, hvor vi bygger hospitaler, der ligner de gamle. Jeg er sikker på, at verden ser meget anderledes ud om ti år,« siger han til avisen.
Formand for Danske Regioner Bent Hansen vil ikke forholde sig til, hvor mange patienter der – i stedet for at fylde en sygehusseng – kan sendes hjem med telemedicin. Han er dog enig i, at telemedicin er et område, der fremover vil kunne løfte meget af patientbyrden.
»Men det ville være en klassisk fejl at lægge sig fast på teknologier allerede nu, som først skal bruges om fem eller ti år. Desuden er der afsat for få penge til teknisk udstyr nu. Det må vi tage efterfølgende over de årlige anlægsbudgetter,« siger han til Ingeniøren.

Klaus Phanareth demonstrerer Det Virtuelle Hospital, som er en nem og billig løsning til behandling af kroniske patienter i hjemmet. Nu advarer han mod at planlægge for mange sengepladser på de kommende supersygehuse. Arkivfoto.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen