Alle kan få en idé til nyt hospitalsudstyr. Det mener de i Region Syddanmark, som vil gøre det nemmere for både sundhedspersonale og andre at præsentere deres gode ideer for de rigtige mennesker.
På hjemmesiden invia.nu kan enhver med ideer til effektivisering eller forbedring af et eller andet aspekt af sundhedsvæsenet oprette sig som bruger og få realiseret sine påfund i samarbejde med eksperter. Hensigten er at suge fremtidens ideer ud af den hverdag, hvori de opstår, og udvikle dem sammen med sundhedspersonalet, der skal bruge dem i sidste ende.
Metoden hedder brugerdrevet innovation, og regionen forventer sig meget af hjemmesiden, fortæller Invias leder, Uffe Thorup Thomsen, fra kontoret i Vejle.
»Mange mener noget negativt om sundhedsvæsenet. Vores projekt er en opfordring til at være konstruktiv i kritikken ved at komme med ideer og lægge dem på hjemmesiden,« siger Uffe Thorup Thomsen.
25.000 gode ideer
Ingen ansatte er læger, en enkelt er intensivsygeplejerske, men resten har titler som cand.scient., cand.negot. og antropolog. De skal hjælpe de gode ideer de rigtige steder hen.
Hjemmesiden er holdt i neonfarver og med futuristiske bogstaver og giver en organisk følelse, når man klikker sig rundt. Inspirationskilden er da også den kreative del af erhvervslivet.
»Vi spørger kort og godt, hvordan sundhedsvæsenet kan blive bedre. Apple har gjort det i USA, og herhjemme har vi LEGO, som vi faktisk har hentet inspirationen hos. De ligger jo lige henne ad vejen. I vores butik har vi over 25.000 ansatte, 18 hospitaler og en omsætning på milliarder. Vi ved, der er ideer derude, og et kæmpe potentiale i at spørge efter dem,« forklarer Uffe Thorup Thomsen.
Patenter er gammeldags
Lige nu ligger der 33 ideer til fri beskuelse og diskussion i Invias idébank. De er oprettet af både læger, sygeplejersker og patienter og udspringer fra alle aspekter af sundhedsvæsenet.
Der er alt fra et forslag om at flytte affaldsluger ned i gulvhøjde til en opfordring om at anskaffe dyre tarmskylningsapparater fra USA. Men pointen for alle forslagene er, at andre brugere på hjemmesiden skal udveksle viden og diskutere ideerne online, så de bliver forbedret og mere anvendelige.
Derudover træder Invias såkaldte Innovationspanel sammen 5-10 gange om året og diskuterer nye ideer og deres potentiale. De rigtigt gode – og ganske få – ideer præsenteres for regionens direktion. Herfra er der mulighed for at få pilottestet ideen i den kliniske hverdag på sygehusene, få professionel hjælp til at lægge en forretningsplan, hvis ideen fører til et håndgribeligt, brugbart produkt, der udklasserer de eksisterende, og slutteligt komme med i regionens fremtidige udbud af medicoudstyr.
Det er til gengæld ikke meningen, at Invia skal agere løftestang for kommende erhvervseventyr inden for nye dimser. Invia vil først og fremmest være med til at skabe nogle nye produkter, der kommer alle til gode frem for at fokusere på patenter.
Uffe Thorup Thomsen nævner et eksempel på en ansat i OUH-administrationen, der fik ideen til et genoptræningsprogram, som patienterne kan få med hjem på deres mp3-afspiller. Programmet sørger for, at patienter med behovet får trænet og derved undgår genindlæggelser.
»Sådan noget kan du ikke patentere, det er bare smart at have og rammer en utroligt stor gruppe, hvis det virker. Mange mennesker får gavn af det, men opfinderen får ikke andet end æren ud af det. Det er en anden måde at innovere på,« mener Uffe Thorup Thomsen.
En vis træghed er okay
Invia har eksisteret i et halvt år og er endnu ikke aktivt markedsført over for de ansatte. Men det bliver der rådet bod på her i efteråret og vinteren, hvor personalet og en iøjnefaldende, pastelfarvet messestand tager på tur til regionens sygehuse for at skabe opmærksomhed. Indtil nu er man gået langsomt frem for at sikre kvaliteten og langsomt få indblik i behovet.
Et andet tiltag, der skal medvirke til grovsorteringen, er en slags mini-mtv, som brugerne på hjemmesiden skal udfylde for at få optaget en idé.
Her skal man svare på, hvem der får glæde af ideen, hvilket belæg der er for ideen, og hvilke ressourcer der kræves for at føre ideen ud i livet. Systemet skal sikre en vis grad af seriøsitet, siger Uffe Thorup Thomsen.
»Vi skal være sikre på en masse ting, for det er jo mennesker, vi har med at gøre i sundhedsvæsenet. Det tager tid at godkende nye produkter. Men at tænke grundigt udelukker ikke at tænke nyt, så en vis grad af træghed er okay. Men jeg synes ikke, det er en naturlov, at sundhedsvæsenet skal være trægt. Vi forsøger i hvert fald at gøre et konkret forsøg på ikke at være det,« siger han.