Regionsrådet i Syddanmark har vedtaget, at række småøer i Syddanmark skal udstyres med en særlig førstehjælpspakke med blandt andet hjertestarter og iltapparat. Regionen vil også yde støtte til førstehjælpsuddannelse, så der kan mobiliseres et korps af egnede førstehjælpere.
Erfaringer fra blandt andet Strynø viser, at den ekstra førstehjælp kan redde menneskeliv ved hjertestop, fordi man kan sætte hurtigere ind og ikke skal vente på at en læge fra fastlandet når frem med en helikopter. Ordningen på Strynø har i de første år været finansieret af midler fra private fonde.
Etableringen af ordningen kommer til at koste i alt 100.000 kroner hvert år de kommende år. Derudover vil de årlige driftsudgifter være på 60.000 kroner. De konkrete udgifter afhænger dog af, hvor mange øer, der er interesseret i og kan mobilisere de nødvendige antal frivillige til at etablere et korps af førstehjælpere.