Hospitaler kan godt droppe at sende sms’er til patienter, som skal mindes om, at de skal møde til kontrol eller ambulant behandling. Det er den sandsynlige konsekvens af en afgørelse fra Datatilsynet.

Beskeder af den type indeholder så private oplysninger, at det offentlige ikke må sende dem til borgerne via sms, vurderer Datatilsynet i et brev til Københavns Kommune.

Datatilsynets udmelding kommer højst ubelejligt, da Økonomistyrelsen i onsdags lancerede den helt nye NemSMS-tjeneste, som ellers netop var udviklet for at offentlige myndigheder kunne bruge sms til at huske borgerne på deres aftaler, skriver Version2.

Ifølge Datatilsynet må sms’er til borgere hverken indeholde cpr-oplysninger, økonomiske oplysninger eller navnet på et mødested, hvis navnet giver oplysninger om borgerens økonomiske, sociale eller helbredsmæssige forhold.

It-chef i Datatilsynet, Sten Hansen forklarer til Version2, at det afgørende er, at den dataansvarlige kontrollerer det, der foregår, eller ej.

Når en sagsbehandler vil sende en sms til en borger, skal han som dataansvarlig sørge for, at det er den rette, der modtager beskeden, og at beskeden er transporteret sikkert undervejs. Og hvis andre end den dataansvarlige har adgang til nettet, så er det i princippet åbent,« siger Sten Hansen til Version2.

Datatilsynet har tidligere blokeret for ibrugtagningen af Det Nationale Patientindeks og e-journal.