Tarmbakterien Clostridium difficile, CD027, der i godt en måned har hærget på sygehusene i hovedstaden, synes nu at være overvundet.
Det vurderer koncerndirektør Sven Hartling fra Region Hovedstaden til politiken.dk.
»Fra slutningen af sidste uge og frem til i dag har vi kun haft to til fire nye tilfælde af smitte med CD027. Derfor vurderer vi nu, at epidemien er overstået«, siger han.
Antibiotika skabte epidemi
Bakterien menes at have fået tag på sygehusene på grund af brugen af bredspektret antibiotika.
Bredspektret antibiotika slår nemlig det meste af mavens tarmflora ud af balance, og det giver gode muligheder for CD027, som mange af os har i tarmfloraen fra naturens side.
CD027 kan i stedet behandles med en særlig form for antibiotika kaldet vancomycin.
Rammer ældre
Epidemien med CD027 har i alt berørt 119 patienter på Gentofte, Herlev, Hillerød, Helsingør, Edbøndrup, Hørsholm og Frederikssund, og menes at have ført til mindst 23 dødsfald, primært hos ældre, i forvejen svækkede patienter.
Undersøgelser fra Statens Serum Institut har vist, at medianalderen for smittede med CD027 er 81 år.
Selvom epidemien nu er nedkæmpet, er der ingen garantier for, at det er sidste gang, tarmbakterien rammer sygehusene.
»Det er sandsynligt, at vi på et senere tidspunkt vil se eksempler på denne diarrébakterie igen. Men i denne omgang anser vi udbruddet for overstået«, siger Sven Hartling.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen