Projektet foregår på afdelingen for MR-skanninger på Hvidovre Hospital i de kommende 3 år.

I hjernen er forbindelserne mellem hjernebarken og de basale kerner, som ligger dybt inde i hjernen, vigtige for at der kan ske en normal bearbejdning af den information hjernen modtager af motorisk, kognitiv og emotionel art.

Flere neurologiske og psykiatriske sygdomme rammer netop disse processer. Derfor vil Hartwig Siebners afdeling prøve at kortlægge, hvordan informationsbearbejdningen egentlig foregår.

Det vil man gøre ved at MR-skanne raske personer både i hvile og under udførelse af en bestemt opgave, som aktiverer de basale kerner. Samtidig optages der diffusionsvægtede billeder, som kan bruges til at bestemme de tilsvarende anatomiske forbindelser mellem hjernebarken og de basale kerner.

Derved kan aktiveringen i hjernebarken relateres direkte med aktiveringen i de korresponderende basal kerne områder.

Med denne metode kan man bestemme hvor effektivt den enkelte persons basale kerner bearbejder information fra hjernebarken.

Ifølge Hartwig Siebner åbner projektet og den anvendte metode mulighed for at undersøge, hvordan informationsbearbejdningen i hjernen er forstyrret ved sygdomme som Parkinsons sygdom og skizofreni samt at studere virkningen af medicin herpå.