Det kan være farligt at lade sig indlægge på et af tv-branchens sygehuse.
Fejlbehandlingerne stortrives nemlig på de fiktive hospitaler, viser en gennemgang af 327 episoder af populære tv-serier som House, Greys hvide verden, Skadestuen og Private Practice, skriver Videnskab.dk.
Faktisk får næsten halvdelen af patienterne en behandling, som strider mod den virkelige verdens retningslinjer for førstehjælp efter et epileptisk anfald.
Det viser en optælling fra Dalhousie University i Canada, hvor en studerende sammen med en forsker ved instituttet for neurologi har kigget tv-lægernes indsat grundigt efter.
29 procent får korrekt behandling
I 42 procent af tilfældene lavede personalet fejl ved at holde patienten nede, forsøge at stoppe ufrivillige bevægelser eller ved at putte noget i munden på patienten med det epileptiske anfald.
Kun i 17 ud af 59 anfald gav hospitalspersonalet den korrekte førstehjælp.
I 15 tilfælde - eller 25 procent - måtte optællerne opgive at afgøre, om lægerne gav ordentlig førstehjælp, skriver Videnskab.dk.
Den canadiske undersøgelse er offenliggjort på årsmødet i forbundet American Academy of Neurology med 22.000 medlemmer med professionel interesse i neurologi, og ifølge de to forskere bag undersøgelsen, bør optællingen tages alvorligt.
»Tv-dramaer er en potentielt betydningsfuld metode til at uddanne befolkningen om førstehjælp og anfald,« siger Andrew Moeller i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.
»Vores resultater viser, at det er tid til at handle. Folk med epilepsi må lave lobbyvirksomhed inden for tv-industrien for at få dem til at overholde retningslinjerne for, hvordan man giver førstehjælp efter et anfald,« tilføjer han.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen