Helt grønne læger står typisk alene, når alvorligt syge patienter indlægges, skriver Berlingske Tidende.
En ny undersøgelse, offentliggjort i Ugeskrift for Læger, viser, at de læger, der står i forreste led på landets akutmedicinske afdelinger og modtager langt de fleste patienter, i gennemsnit kun 2,8 måneders erfaring. Samtidig modtog de unge »lav grad af supervision i håndteringen af akutte medicinske patienter,« skriver forfatterne i Ugeskrift for Læger.
Undersøgelsen er baseret på spørgeskemabesvarelser fra 88 forvagter, der bl.a. blev bedt om vurdere, hvem der på deres afdeling ville stå for modtagelsen af tre forskellige patientcases. Lidt over en tredjedel af lægerne angav, at de var blevet tilbudt undervisning i akutmedicin.
Forfatterne konkluderer i artiklen, at manglen på erfarne forvagter, undervisninge og supervision giver anledning til, at man kan »frygte, at den akutte behandling kan være uhensigtsmæssig og have negativ indflydelse på patientsikkerheden«.
I sidste måned konkluderede en britisk undersøgelse, at dødeligheden på akutmodtagelser var seks pct. højere end normalt i den uge, hvor nyuddannede læger har deres første arbejdsdag.
Mikkel Brabrand, formand for Dansk Selskab for Akutmedicin og medforfatter til artiklen, mener akut-området har lav status blandt lægerne, og at det er årsagen til, at de uerfarne læger havner i forreste række.
»De akutte patienter i Danmark har ikke høj status. Derfor er det tradition, at yngste mand tager sig af de akutte patienter. Konsekvenserne kan være, at behandlingen risikerer at blive sat langsommere i værk,« siger han til Berlingske Tidende.
Danske Regioners formand Bent Hansen (S) lover et opgør med hierarkiet på de akutte afdelinger.
»Vi taler om en 100-årig tradition, der skal brydes,« siger han til Berlingske Tidende.
Kritikken af bemandingen af akutmodtagelserne er ikke ny. I juni kritiserede Yngre Lægers formand Lisbeth Lintz i Dagens Medicin, at flere hospitaler ignorerede Sundhedsstyrelsens anbefalinger og fyldte af de fælles akutmodtageenheder op med uerfarne læger.
Ligeledes har formanden for Dansk Selskab for Intern Medicin, overlæge Thomas Gjørup, i flere år efterlyst flere overlæger og speciallæger i akutmodtagelserne.
Kilde