Pneumokovvaccinen blev i oktober 2007 en del af børnevaccinationsprogrammet, og i de følgende år er mellem 84 og 88 pct. af hver årgang blevet vaccineret mod de syv pneumokoktyper, som er årsag til ca. 65 pct. af samtlige meningitistilfælde blandt børn under fem år.
Som følge af indførelsen af den nye vaccine, er der set en halvering i den samlede forekomst af alvorlig pneumokoksygdom blandt børn under to år, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.
Samlet set er forekomsten af invasiv pneumokoksygdom faldet fra 19,6 tilfælde pr. 100.000 til 17,9 pr. 100.000, efter vaccinen er indført i Danmark.
Overlæge Steffen Glisman fra epidemiologisk afdeling på Seruminstituttet er godt tilfreds med de foreløbige resultater.
»Vaccinen lever op til forventningerne. Forud for introduktionen af vaccinen i 2007 undersøgte vi den forventede effekt ud fra erfaringer i andre lande, hvor vaccinen allerede var indført – blandt andet Norge – og de danske resultater svarer ganske godt dertil,« siger han.
Overlæge Carsten Heilmann fra vaccinationsudvalget, der i 2007 anbefalede, at vaccinen blev en del af det danske børnevaccinationsprogram, er også tilfreds med resultatet.
»Det er glædelige, men også meget forventelige resultater, « siger han.
I Sundhedsstyrelsens anbefaling fra juni 2007 fremgår det også, at vaccinationen af børn vil nedsætte smittespredning i resten af befolkningen. Her er der først og fremmest tale om ældre mennesker. Den vurdering er dog mere usikker, og ifølge overlæge Steffen Glismann er det endnu for tidligt at se, om vaccinen har haft den forventede effekt på resten af befolkningen.
Opgørelsen er baseret på landsdækkende data fra Neisseria og Streptokok Reference Laboratoriet, Statens Serum Institut. Et IPS-tilfælde defineres ud fra en positiv dyrkning for Streptococcus pneumoniae fra cerebrospinalvæske, blod eller andet sterilt materiale
Mai Søegaard Espersen