Enten er de lette at stille tilfredse, eller også har medarbejderne på Vejle Sygehus det rigtig godt. De placerer sig i hvert fald som landets mest tilfredse sundhedspersonale, skarpt forfulgt af medarbejderne på Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn. Det viser en undersøgelse, som IFO, Instituttet for Opinionsanalyse A/S, har lavet for Dagens Medicin i forbindelse med kåringen af Danmarks Bedste Hospital 2009. Her blev 2.400 sundhedsprofessionelle, ud over at stemme på de bedste specialer, spurgt om deres tilfredshed med arbejdspladsen.

Småt er godt
At hospitalerne i yderområderne scorer højt i medarbejdertilfredshed, kan have noget at gøre med deres forholdsvis beskedne størrelse. Litteraturen om størrelse og trivsel viser, at der er en tendens til, at trivslen er bedre i mindre enheder, fortæller projektleder på DSI, cand.scient.adm., ph.d. Christina Holm-Petersen. Hun er sammen med region Midtjylland i gang med en undersøgelse om trivsel i store hospitalsafsnit.

»Når jeg i forbindelse med tidligere projekter har interviewet sygeplejersker, har der været en tendens til, at de har været glade for at arbejde på mindre sygehuse. De har oplevet det som mindre bureaukratisk og rart og personligt, at alle kender hinanden. Men præcis hvor store eller små enheder bør være ud fra et trivselssynspunkt, er ikke entydigt i litteraturen,« siger Christina Holm-Petersen.

Fokus på patienterne
I Vejle-medarbejdernes tilfælde hænger deres positive dom sammen med patienternes tilfredshed, mener sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen, som er en del af direktionen på Sygehus Lillebælt (sygehusene i Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart og Give, red.).

»Når man leverer god kvalitet, så oplever man også arbejdspladsen som et attraktivt sted. Selvfølgelig er vi opmærksomme på, om der er personalemæssige ting, der bidrager til en atrraktiv arbejdsplads, men det er fortrinsvis de faglige miljøer og den høje faglige kvalitet, vi fokuserer på. Det giver en stolthed blandt medarbejderne.«

Vejle Sygehus indtager første- og andenpladser i 16 ud af undersøgelsens 18 kategorier, f.eks. i evne til at være innovativ og nytænkende, efteruddannelse og udvikling af medarbejderne samt ledelsens ledelseskompetencer. Vejle scorer derudover to tredjepladser i arbejdspres og effektivitetskrav samt i egen bedømmelse af patienternes tilfredshed.

McDonald til Vendsyssel
Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn, lander på en samlet andenplads, når alle 18 kategorier lægges sammen, men tager guld i kategorien ’Overordnet tilfredshed med arbejdspladsen’.

Det glæder sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard, som de senere år har set, hvordan sygehusets omfattende omstruktureringer har tæret på medarbejderne. »At vi trods omstruktureringerne får en høj medarbejdertilfredshed, viser, at det er lykkedes at skabe tryghed for medarbejderne,« siger Ingeborg Thusgaard og fortæller, at sygehuset bl.a. har en politik om ikke at afskedige medarbejdere på grund af omstrukturering.

Sygehus Vendsysel er kendt for en høj score i patienttilfredshed, og det renommé betyder meget for medarbejderne, fortæller Ingeborg Thusgaard: »Det hæger vi meget om og taler meget om, for selv om det at gøre medarbejderne stolte lyder så gammeldags, er det stadig det, det handler om. Man skal være stolt af sit arbejde og føle, at man gør en forskel.«

Det nordjyske sygehus’ seneste indsats for arbejdsmiljøet er et sundhedsprogram, der skydes i gang til marts. I projektet vil bl.a. sundhedsapostel Chris MacDonald og tidl. OL-roer Eskild Ebbesen motivere medarbejderne til ’et sundt liv i fællesskab’.

Fredericia god til samarbejde
Samlet set er medarbejderne på Fredericia Sygehus de tredjemest tilfredse i landet. Inden for samarbejde og kommunikation mellem kolleger i afdelingen og ledelsens ledelseskomptenecer placerer sygehuset sig på hhv. en første- og en andenplads. Den store tilfredshed på disse områder skyldes bl.a., at kommunikationsvejene, på grund af af sygehusets forholdvis beskedne størrelse, er korte, og at organisationen omkring patienterne fordrer et godt samarbejde, mener sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen.

»Fredericia har den særlige status, at det ikke har lidt af hvert, men spidskompetencer inden for det medicinske område, ligesom den kirurgiske afdeling kun tager sig af urologi. Men ét er struktur, noget andet er kultur. Fredericia har nogle hamrende dygtige fagpersoner, som har været her i årevis, og nogle rigtig dygtige ledere,« siger hun.

Herlev bedst i hovedstaden
Det eneste af Region Hovedstadens sygehuse, der ender i undersøgelsens top, er Herlev Hospital, som indtager en samlet fjerdeplads. Dagens Medicins undersøgelse blev lavet før de massefyringer, som det nye år bragte med sig, og det kan nu synes paradoksalt, at storbyhospitalet scorer så høj en medarbejdertilfredshed og bl.a. ender som nummer to i evne til at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Herlev indtager en førsteplads i undersøgelsens kategori ’Medarbejderindflydelse og –selvstændighed’. Det lever, ifølge den nu afgåede sygehusdirektør Helge Kjersem, op til sygehusets ledelsekultur, der tager udgangspunkt i medarbejderinddragelse i beslutninger om alt fra drift og byggeri til optimale patientforløb.

»Der er et kinesisk ordprog, der siger: »Du kan altid snyde sine chefer, men aldrig snyde dine medarbejdere«. Vi satser på åbenhed og ærlighed og prøver at bruge medarbejdernes kompetencer og kreativitet til at løse problemerne. Det er ofte dem, der arbejder på gulvet, der ved, hvor skoen trykker,« sagde sygehusdirektør Helge Kjersem for et par uger siden til Dagens Medicin.

Enkelte udstikkere
Nogle af de hospitaler, som ikke placerer sig i toppen samlet set, scorer mange point i enkelte kategorier. Medarbejderne på Aalborg Sygehus er undersøgelsens næstmest tilfredse med både arbejdspres og effektivitetskrav samt efteruddannelse og udvikling af medarbejdere, selv om sygehuset samlet set er nummer syv. Gentofte Hospital ender som nummer 11, men opnår en fjerde- og en sjetteplads inden for ledelsens økonomiske styring og ledelseskompetencer.

Århus Sygehus opnår en fjerdeplads i moderne faciliteter, selv om det samlet set er nummer ni. Rigshospitalet ender på en samlet tiendeplads, men placerer sig på en femteplads i evne til at være innovativ og nytænkende samt i ledelsens ledelseskompetencer.

Læs mere

Om undersøgelsen

  • I forbindelse med gennemførelsen af Dagens Medicins store undersøgelse ’Danmarks Bedste Hospital 2009’ blev de 2.400 respondenter ligeledes bedt om at bedømme deres egne arbejdspladser på en række parametre.
  • Bedømmelsen skulle foretages på en skala fra 1 til 7, hvor 1 er dårligst og 7 er bedst, og der er i den efterfølgende analyse beregnet en middelværdi for hver parameter i forskellige målgrupper.
  • Undersøgelsen er gennemført af IFO - Instituttet for Opinionsanalyse A/S.